Hej Dana,

Tak for dit brev. Det er tydeligt at se ud fra dit brev, at du har det rigtig svært. Og med god grund. Nu kender jeg selvfølgelig ikke hele historien, men blot det du fortæller her maler et billede af mange svigt igennem hele dit liv.

Når vi som mennesker oplever at blive svigtet gang på gang bliver det rigtig svært for os at stole på andre. Og når vi så vover pelsen, som du har gjort, og giver os selv lov til at stole på andre, så rammer det endnu hårdere, hvis de så også svigter os. Så det er helt naturligt, at du har det som du har det.

Man skulle måske tro, at stor erfaring med svigt ville gøre, at man ville isolere sig fra andre mennesker, for at undgå at det sker igen, og dermed passe på sig selv. Men paradoksalt nok, så er det ofte det modsatte, der sker. Når vi som mennesker bliver svigtede giver det følelsen af ikke at være god nok i den andens øjne. Det giver følelsen af, at andre ikke vil os, og vi ikke er deres tid og opmærksomhed værd. Mennesker er sociale væsner, og vi har brug for at nære relationer til andre mennesker. Når vi oplever at blive svigtet kan det behov blive endnu større. Så kan vi få brug for konstant bekræftelse af, at andre vil os. Ud fra det du skriver tænker jeg, at det er det, du oplever. Som jeg tolker det sidder du tilbage med en altoverskyggende frygt for at blive ladt alene. Og i et forsøg på at fylde det tomrum ud og komme den frygt til livs søger du, ganske naturligt, kontakt til andre. Det er der ikke noget unaturligt eller forkert i. Men det kan blive problematisk, hvis det tager overhånd. Og jeg fornemmer i dit brev, at det godt kunne være der du er.

For du har nemlig helt ret i, at det er nødvendigt for dig, og for alle, at kunne være alene. Ingen mennesker vil kunne fungere, hvis de skal være i kontakt med andre hele tiden, og ingen ville kunne være der for dig hele tiden. Der vil være tidspunkter, hvor du skal være alene på. Og det er vigtigt at du kan det, og at du kan føle dig tryg i det. Derfor er jeg også rigtig glad for at høre, at du allerede går i terapi. For selvom det er noget du skal lære, så er det vigtigt, at du har en støttende terapeut ved din side, som kan hjælpe dig igennem. For det bliver stensikkert ikke nemt. Og det bliver nok heller ikke rart. Men det er vigtigt at du lærer det, for dit eget mentale helbreds skyld. Og for din trivsels skyld.

Det vil formentlig komme til at tage noget tid at lære. Men det må det også godt. For når man har det som du har det, så er det på ingen måde nemt at skulle lære at være alene. Men det at du er opmærksom på det, det at du allerede går i terapi, og det at du skriver her, fortæller mig alt sammen, at du har viljen og styrken til at klare det. Jeg tror på dig!

Desværre kan jeg ikke give dig nogen råd, der er mere konkrete end det, for jeg kender dig ikke og kender ikke din forhistorie, Men forhåbentlig har du fundet en god terapeut som kan hjælpe dig igennem det.

Held og lykke!

Mange varme hilsner,

Siv