En ny begyndelse?

blogindlæg

En ny begyndelse?

Skrevet af
Patricia
Oprettet 8 år 3 måneder siden

En ny begyndelse? 

 Hej gutter og gutinder! Igen mange tak til alle jer der kommenterede eller likede mit sidste indslag. Det begynder måske at lyde lidt klichéagtige men det er vigtigt for mig at vise min taknemlighed, også til dem af jer der vælger at læse indlæggene men ikke kommenterer eller like. Det her er min livshistorie og jeg bruger denne blog både som en måde at udtrykke mig, en form for terapi men vigtigst for at få folk til at forstå at der altid er håb uanset hvor sort alt måtte se ud. Og nu til historien: Efter at have brugt godt og vel et år på at løse mine problemer sammen med J skete der pludselig fremskridt. Jeg følte mig endelig kureret, jeg følte mig fri. Jeg tror den væsentligste grund til denne fremgang var mit eget mindset og følelsen af at jeg havde fundet en jeg virkelig holdt af, en der forstod hvad der foregik oppe i mit hovedet og som ikke hadede mig. Jeg havde på dette tidspunkt aldrig haft tanken om rent faktisk at såre J og derfor var det også nemt at bruge så mange timer sammen med ham, tvangstankerne satte simpelhen bare ikke ind ligesom med alle andre. Mange af de venner jeg havde haft havde taget afstand til mig da jeg begyndte at klæde mig mere emo-agtigt, de resterende havde jeg brugt enormt meget tid på at såre. Selv folk jeg egentlig ikke kendte sårede jeg, jeg skrev simpelthen med folk online og da jeg kom til at kende dem godt nok ødelagde jeg dem og det "venskab" vi havde opbygget. Det var forfærdeligt, jeg havde det forfærdeligt og jeg ville have det til at stoppe. Jeg var enormt opsat på at jeg skulle have kontrollen over mit liv og det fik jeg. Jeg gjorde vitterligt alt for ikke at skære i mig selv, for at kontrollere mine tvangstanker. Jeg blev enormt flittig i skolen, brugte tid på lektier, gav afkald på mit sociale liv og også min computer, internettet blev simpelthen slukket hvis ikke det blev brugt til skolebrug eller kontakt med J. Sådan fortsatte jeg i godt et halvt år, og jeg gjorde det sgu, jeg overkom mine tvangstanker! Det var noget af det sværeste jeg nogensinde havde præsteret, det krævede min fulde koncentration og mere disciplin end jeg nogensinde havde forestillet mig fandtes. Jeg følte mig alene, jeg havde aldrig følt mig så alene før. Jeg har altid været meget socialt anlagt men jeg  afskår mig selv det hele. Jeg frygtede for hvad jeg kunne finde på og derfor var det heller ikke svært at cutte kontakten til folk, men det var uendelig svært at holde mig selv fængslet, dels pga mine tvangstanker men også fordi jeg var så pokkers ensom. Jeg klarede det, og efter et halvt år uden socialt samværd var mine tvangstanker endelig væk. Men det sluttede ikke her. Det var ved at blive sommer og jeg husker tydeligt at vi skulle til 9-klasses afslutningsfest. Festen var fantastisk men jeg blev lidt for hurtigt lidt for fuld og endte op i samme seng som en klassekammerat 4km fra der hvor festen blev holdt. Sex betød noget for mig den gang, ikke alverden, men noget og naiv som jeg var, regnede jeg med at høre fra drengen et par dage efter hændelsen. Det gjorde jeg ikke. Jeg loggede på facebook og tjekkede om han måske havde skrevet der, heller intet, dog opdagede jeg hurtigt at det ikke var det eneste der var galt, han havde slettet mig som ven. Jeg ved dette lyder enormt kliché agtigt, at blive slettet som ven på facebook betyder jo ikke at venskabet i virkeligheden er brudt, men det var det og det var ham der havde brudt det, jeg følte at jeg havde mistet kontrollen. Det var ikke længere mig der drev folk væk, eller i hvertfald ikke bevidst og denne erkendelse tog hårdt på mig, det gjorde den virkelig. Jeg havde som sagt været meget alene og havde ikke mistet nogen længe, fordi der simpelthen ikke var flere at miste. Men man kan altid miste, for man vil altid have et eller andet, dette lærte jeg bare alt for sent, det gik først rigtig op for mig for 10 måneder siden. Efter denne nedtur ville jeg, ligesom jeg plejede, snakke med J om det, men J skulle på ferie med sin kone og jeg var nu helt alene. Efter hændelsen med min klassekammerat var jeg sikker på at folk ikke gad mig, jeg følte mig så alene og jeg satte mig for at få nye venner, rigtige venner. Selvfølgelig var dette kun et ønskescenarie. I næste indlæg vil i høre hvordan tvangstankerne fandt deres vej ind i mit hoved igen og hvordan de eskalerede til helt nye højder i 1.G.Jeg håber i vil læse med næste gang også.  Kh. Pallione 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program