Åben chat med et tvist af narrativ psykologi

Tusind tak for en dejlig aften igår. Som altid var det en fornøjelse af snakke med jer, og jeg håber virkelig at I ved hvor stor en betydning I har. Både for hinanden og for mig. 

Igår var der åben chat, men jeg havde på forhånd lagt op til at vi skulle tage en snak om nogle dele fra den narrative psykologi, og også prøve en lille øvelse. Den narrative psykologi handler i høj grad om de fortællinger (narrativer) man bruger om sig selv og verden, og i terapien går man på opdagelse i de fortællinger. For mange som har det svært, vil fortællinger ofte være fyldt med negative vendinger, som f.eks. jeg duer ikke til noget, jeg er forkert, jeg fortjener ikke at være her, jeg er dum, osv. Når man udfolder en fortælling, vil der altid vise sig andre måder at se tingene på, og andre måder at beskrive dem på. Så i stedet for at sige "jeg er forkert" kan man måske komme frem til "jeg er i de forkerte rammer". 

I den forbindelse snakkede vi bl.a. om at det ikke nytter noget at dømme en fisk på dens evne til at klatre i træer. En fisk vil altid virke dum og forkert hvis den skal klatre i træer, fordi den ikke er skabt til det. Så hvis man tvinger sig selv til at være på en måde, hvor man er dømt til at fejle, så vil man også blive forstærket i den tanke om sig selv. Hvis man nu i stedet putter fisken i vandet og accepterer at det er svømning den er god til, så er fisken ikke længere dum eller forkert. Så er den helt perfekt. 

Forventninger

Vi snakkede en del om at I oplever at have meget store forventninger til jer selv, og at I gerne vil være den bedste til alting (altså også klatre i træer som fisk). Når det ikke sker, så bliver I sure på jer selv, kede af det og reagerer måske ved at selvskade eller trække jer væk fra andre. Jeg tror bestemt også at fisken ville blive meget ked af det, hvis den fortalte sig selv, at den ikke var en rigtig fisk - bare fordi den ikke kunne klatre i træer (jeg håber det giver mening). 

En af jer skrev: "Jeg føler bare at alt skal være perfekt, og det kan det jo ikke, men jeg bliver sur på mig selv afligevel." 

Snak om følelser

Vi havde også en rigtig god snak om dét at snakke om følelser og svære ting. At det kan være rigtig svært at åbne op overfor andre mennesker og dele noget sårbart. En af jer skrev: "Jeg kan godt forestille mig der har svært at udtrykke følelser gennem ord. Følelser er helt unikke, og de følelser vi oplever er kun erfaringer som vi selv kender til."  Det var bare rigtig godt forklaret, og det viser rigtig fint hvorfor man nogle gange går i sort eller i stå når man skal dele noget der er mange følelser i. Vi snakkede om at man måske skal prøve at lave en anden ramme når det sker. F.eks. kan man gå en tur sammen med den man snakker med (sin psykolog, forælder, osv.) eller distrahere sin hjerne med f.eks. et puslespil. Når følelserne bliver alt for store, så lukker hjernen ned - simpelthen fordi den ikke kan håndtere alle de følelser. Hvis man sætter sin hjerne til at lave noget andet (f.eks. puslespil, kigge på natur, tegne eller lignende), så kan det være nemmere at tale om følelser uden at gå helt i sort. Man snyder på en måde sin hjerne, så den kan holde ud at være i det - og det er der intet galt i!

Hvem kom forbi og næste gang

Der var 20 unge forbi chatten, og selvom der var en stor del piger, så var drengene og non-binært godt med. Det meste af tiden var I 6-7 unge online samtidig.

Næste gang skal vi snakke om gaming, skærmtid, intimitet på nettet og deling af billeder. Vi får muligvis besøg af en gæsterådgiver, men det fortæller jeg mere om i mit næste blogindlæg.

Jeg glæder mig til at snakke med jer igen i næste uge!