Kaos og kontrol

blogindlæg

Kaos og kontrol

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 6 år 4 måneder siden

Tusind tak for en hyggelig aften i gruppechatten!

Igår havde vi den sidste gruppechat i 2017, og det var virkelig hyggeligt. Vi kom omkring rigtig mange ting, og nogle gange var der gang i en del forskellige snakke. Det kan godt virke forvirrende og kaotisk, og jeg tænker at vi skal øve os lidt i at finde en god ramme for den åbne chat. Det vil Rådgiver Sophie og jeg snakke om, så gruppechatten kan være god for alle. 

Tillid og forældre

Vi havde en rigtig god snak om tillid, og hvad der sker hvis tilliden går i stykker. Enten fordi man selv har gjort noget eller hvis andre bryder din tillid. Særligt i forbindelse med forældre, så oplevede I at jeres forældre har ok tillid til jer, men ofte så hænger det sammen med at I overholder nogle regler som de har lavet. Så man kan sige at det er tillid med ansvar, og hvis man ikke lever op til det ansvar, så kan tilliden også blive mindre.

Vi snakkede også om at man nogle gange har tillid til ting, som "bare er sådan". Her nævnte I penge. Vi har tillid til at 100 kr har en værdi af 100 kr, men i virkeligheden har den kun værdi fordi I har tillid til det. Hvis tilliden svigter, så begynder værdien også at svigte. 

Det gælder også i forhold til hvis ens tillid bliver brudt. Der var også nogen af jer som oplevede at det var svært at have tillid til jeres forældre eller venner, fordi de ofte har gjort noget andet end det I havde aftalt, og det kan betyde at man enten bliver ked af det, sur eller at man ikke længere stoler på dem. Så tillid er en følsom ting, og hvis man oplever at blive skuffet eller få brudt tilliden, så bliver det sværere og sværere at vise tillid senere. Vores erfaringer har derfor betydning. 

Hvad jeg har lært

I den forbindelse, så snakkede vi også om at man hurtigt kan komme til at føle at det er ens egen skyld, når man reagerer på en bestemt måde. F.eks. hvis man bliver sur på sig selv, hvis man ikke gør det godt nok eller hvis man bliver bange når man oplever noget bestemt. Her tænker jeg at det er vigtigt at I husker at I har lært det. Gennem barndommen, så lærer man, ved at se på sine forældre og nærmeste, at reagere på en bestemt måde på bestemte ting. Så hvis du har lært at dine forældre bliver sur på dig, hvis du ikke gør tingene perfekt, så vil du ofte, når du bliver ældre, begynde at blive rigtig sur på dig selv - for du har lært at det er sådan man gør. Det samme gælder når man skal snakke om følelser. Hvis du nu har lært at man ikke snakker om vrede - at den følelse skal pakkes væk og ikke må være der, så vil det også være rigtig svært for dig at mærke din vrede senere. Jeg ved godt at det kan være svært at forstå, men jeg tænker faktisk at det måske kunne være et godt emne at tage op i gruppechatten. Altså hvordan du reagerer på ting, og hvor mon den reaktion kommer fra. For det er ikke din skyld. Det er ikke et valg. Det er noget du har lært. Og du skal først forstå at det er sådan, før du kan begynde at lære noget nyt. Og det er muligt at lære at reagere på nye måder! Det er f.eks. ofte det som man arbejder med i terapi - at lære nye måder at være opmærksom på sine følelser og måden man reagerer på dem på. 

Krop og sundhed

Vi snakkede til sidst om krop og sundhed, og særligt om spiseforstyrrelser. Der var en del af jer som enten havde problemer med at tage på eller at tabe jer, og vi var rigtig gode til at komme med ideer til hvad man kan gøre. Her vil jeg også gerne lige anbefale at I prøver at kigge på lmsos.dk. Det er landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, og de er specialiseret i at hjælpe børn og unge som har det svært med sin vægt, eller som er ved at udvikle en spiseforstyrrelser. Jeg tænker også at vi skal have en gruppechat i 2018 som handler om krop og sundhed, for det her virker til at være noget som fylder for mange af jer. 

Juleferie

Nu går gruppechatten på juleferie, og vi er tilbage igen d.4 januar. Som jeg sagde igår, så er det Rådgiver Sophie som kommer der, men vi har faktisk lige aftalt at vi kommer begge to. Så I får simpelthen en dobbelt rådgiver aften, hvor både Sophie og jeg kommer. Præcis hvilket emne vi skal snakke om, ved vi ikke endnu, men I kan jo følge med på bloggen. Vi glæder os rigtig meget til at chatte med jer! Husk at I stadig gerne må komme med forslag til emner her på bloggen.

Sidst, men ikke mindst, så håber jeg at I får en helt fantastisk juleferie og kommer godt ind i 2018. Husk at du ikke er alene - mange rådgivninger har også åbent henover jul og nytår. Vores egen 1-1 chat er også åben de fleste dage. 

Glædelig jul og godt nytår til jer!

Kærlig hilsen

Rådgiver Signe

p.s. her er lige et skønt digt fra aftenens chat: "Dette fælleskab, denne gruppe som jeg i mine arme holder tæt. At mennesker, hvis ansigter jeg ej endnu har truffet kan efterlade dybe fodspor i min sjæl. For jeg har ej to ben, dog skinner jeg mere end en sol. Jeg har fire ben, for jeg er nemlig kun en stol."

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program