Gruppechatten d.12-05-2016

blogindlæg

Gruppechatten d.12-05-2016

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 9 år 1 uge siden

Spørgsmål om mobning

Tak for en fantastisk aften i gruppechatten. Det var fedt at høre om jeres tanker, følelser og oplevelser. Som nogen af jer ved, så var det en åben chat, så det var jer unge der bestemte emnet. Jeg havde dog nogle spørgsmål om mobning som jeg gerne ville have svar på, og jeg vil gerne sige mange tak for at I var klar på at svare! Jeg synes I skal vide at jeg værdsætter jeres fortællinger og meninger meget højt!

I forhold til mobning var jeg særligt nysgerrig på om I havde oplevet mobning for nylig, på hvilken måde (vold, bagtaleri eller lignende) og hvad I synes at jeres skole gør for at mindske eller stoppe mobning. Vi snakkede også om at mobning ændrer sig når man bliver ældre - og at de fleste mennesker kan blive mere modne med alderen og derfor klogere på at forstå at mobning gør ondt. En af jer sagde: "Når man bliver ældre, har man også oplevet mere, som måske kan gøre, at man tænker sig mere om. Hvis man f.eks. selv har prøvet at blive holdt udenfor, vil man fote sørge for, at andre ikke bliver holdt udenfor, da man ved, hvordan det føles". 

Vi snakkede også om at der kan være forskel på hvordan piger og drenge mobber, men at det er svært at sige noget generelt. Vi var dog rimelig enige om at drenge ofte er lidt mere direkte, mens at pigerne ofte er lidt mere "usynlige". Men igen - det kan også være omvendt, så der er ikke nogen regel for hvordan piger og drenge mobber. 

Hvordan bør jeg være?

Udover mobning snakkede vi om seksualitet. Vi havde en spændende snak om homoseksualitet og hvad man kan gøre hvis ens omgangskreds eller familie er religiøse og derfor ikke giver plads til at man følger sine lyster. Det ledte os også over i en snak om hvordan man egentlig burde være, og hvorfor det kan være så svært at holde fast i sig selv og ikke lytte til alle de stemmer omkring sig, som siger at man er et dårligt menneske - og at man burde være noget andet end det man er.

Selvskade

Til sidst snakkede vi kort om selvskade. Det var bl.a. om at selvskaden ofte sker når man er ked af det, fordi det er nemmere at forholde sig til en fysisk smerte end til en psykisk smerte. Det giver rigtig god mening, og jeg vil rigtig gerne høre mere om det emne fra jer. Jeg er særligt nysgerrig på hvilke former for selvskade I kender til, og hvad der sker både før og efter - altså hvad får jer til at lave selvskadende adfærd og hvad føler I bagefter? Hjælper det virkelig eller gør det nogle gange tingene værre? 

Jeg vil derfor rigtig gerne have selvskade som et emne i gruppechatten på et tidspunkt. Det bliver desværre først efter sommeren, fordi vi allerede nu har de næste temaer på plads.

Gruppechatten i resten af maj og i juni

I næste uge vil det være Pernille som er rådgiver i gruppechatten - I kan læse om Pernille her. Pernille vil være den primære rådgiver i gruppechatten her de sidste par gange i Maj og i næsten alle gangene i Juni. Så jeg håber at I vil tage rigtig godt imod hende. Jeg dukker selvfølgelig også op igen, så I slipper ikke helt for mig :)

Næste gang handler gruppechatten om når mor og far skændes og hvad der sker når de går fra hinanden. Pernille skriver en blog i løbet af næste uge, som fortæller mere :) Jeg kan godt afsløre at der kommer en gæsterådgiver, og det bliver spændende!

D.26 Maj handler gruppechatten om eksamensangst. Der var en af jer som efterspurgte det, og jeg synes det var en god ide. Der får vi besøg af gæsterådgiver Ditte som er psykolog og laver kurser i eksamensangst til unge. 

Juni måned handler om seksualitet. Der vil være forskellige emner som knytter sig til temaet, og vi skal bl.a. snakke om den første gang/hvorfor det kan føles svært at være jomfru, overgreb, homoseksualitet/biseksualitet, kønidentitet (bl.a. at være transkønnet) og mange andre spændende ting. Skriv endelig i kommentarerne, hvis I har ideer til hvad vi skal snakke om.

Jeg glæder mig til at se jer i gruppechatten igen! Pas nu godt på hinanden og tag godt imod Pernille.

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Kommentarer

Nej nej nej. Nu glemte jeg det dælme igen. Havde ellers glædet mig men så tog mine tanker over og så glemte jeg det.

352

Hej Swag. 

Slå nu ikke dig selv i hovedet med det - nogle gange så tager tankerne over, og det er okay :) der vil blive ved med at være gruppechat og du er altid velkommen :)

Venlig hilsen Signe

355

Hvordan kan man være så dum at selvskade. Jeg fulgte med og så at en eller anden nar der selvskader. Hvordan kan man skade det liv man har fået altså han er jo helt væk. Det er helt sikkert også for at få opmærksomhed. 

368

Hej Lol

Selvskadende adfærd er ikke noget man kan styre.. Det er et udtryk for at der er noget som gør rigtig ondt, og selvskade kan så være et forsøg på at dæmpe smerten. Det kan være rigtig svært at forstå for andre som ikke selv kan finde på at skade sig selv, men det er ikke noget som "bare" kan stoppes ved at andre siger det. Hvis du var i gruppechatten, så hørte du forhåbentlig også at der er grunde til at folk selv skader, og de grunde er bl.a at de er så kede af det at det føles som den eneste måde at få det bare lidt bedre. Den Facebook gruppe du nævner er nok både i høj grad med til at gøre personen endnu mere ked af det og måske endda bekræfte personen i de negative tanker som han har om sig selv. Det lyder som om at du skriver din kommentar i den bedste hensigt - du vil gerne hjælpe med at stoppe selvskaden. Jeg synes bare du skal vide at had eller fordømmelse ikke er vejen frem, men kun kan være med til at gøre det værre. Jeg vil aldrig anbefale nogen at joine hate grupper på Facebook, og jeg synes du skal vide at det ikke er en løsning.

Jeg vil gerne opfordre dig til at deltage i gruppechatten igen  - hold også øje med når gruppechatten skal handle om selvskade, fordi det er vigtigt at der bliver snakket om det med nysgerrighed fremfor fordømmelse. Måske kan du endda blive klogere på hvad selvskade er, hvorfor det er ret udbredt blandt danske unge og hvorfor det er så svært at stoppe. 

Venlig hilsen Signe

P.s jeg har fjernet navnet på Facebook gruppen + bynavnet i din kommentar, for at beskytte den omtalte unge. 

779

Signe man kan ikke komme til at skrive med dig, kan man? det bare har noget, jeg virkelig har brug for at komme ud med! men kan ikke gøre, det her :(

756

Kære Mig

Jeg er glad for at du skriver her, fordi det lyder som om at du har noget på hjertet, som fylder meget. Jeg kan desværre ikke snakke med dig personligt, men du er altid velkommen i gruppechatten. De næste par gange vil det være min kollega Pernille som er rådgiver, men du kan holde øje med min blog så kan du se hvornår jeg er rådgiver igen. 

Ellers vil jeg klart anbefale dig at besøge vores 1-1 chat hvor du kan få personlig rådgivning af en af vores dygtige rådgivere. Du har også mulighed for at skrive ind til brevkassen. 

Kærlige hilsener

Signe

801

kan i ikke have flere gange, som handler om "mor og far skændes og hvad der sker når de går fra hinanden"? for jeg kan f.eks ikke være på når i skal snakke om det, og det et emne, jeg virkelig har brug for at snakke om!

784

Kære Cecilie

Tak fordi du har skrevet her - jeg synes altid det er fedt når I unge byder ind med ideer, og jeg synes du skal vide at jeg lytter til det du siger. Derfor har Pernille og jeg snakket om hvad vores muligheder er, og vi har besluttet at vi flytter lidt rundt i emnerne, sådan at det kun er 3 gruppechats i Juni der handler om seksualitet. 

Det betyder at der vil være 2 gruppechats som stadig er uden emne, og vi har snakket om at gentage emnet om "når mor og far skændes, og hvad der sker når de går fra hinanden". Vi har også snakket om at tage en gruppechat om selvskadende adfærd inden sommerferien. 

Jeg vil anbefale dig at holde øje med min og Pernilles blog her på Cyberhus. Derudover vil jeg også anbefale dig at prøve vores 1-1 chat hvor du kan få personlig rådgivning af vores dygtige rådgivere. Du er også meget velkommen til at bruge vores brevkasse.

Kærlig Hilsen

Signe

798

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program