Gruppechat på torsdag

blogindlæg

Gruppechat på torsdag

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Kære alle

Som mange af jer ved, havde vi i sidste uge i gruppechatten problemer med teknikken og måtte stoppe tidligt. Det var super ærgerligt, for vi havde virkelig gang i nogle gode snakke! Derfor håber jeg virkelig på, at teknikken opfører sig lidt bedre på torsdag, hvor vi prøver igen! Temaet på torsdag er et lidt større et af slagsen og kan være rigtig hårdt at snakke om, især hvis man har haft det tæt på. 

Vold

Vi skal på torsdag snakke om vold. Vold er mange ting og kan udføres og opleves i mange forskellige former. Mange tror, at vold kun findes i fysisk form - altså for eksempel at blive slået. At opleve fysisk vold er enormt hårdt og noget, der kan tage rigtig lang tid at komme sig over. At blive udsat for vold, kan føles som en kæmpe frarøvelse af kontrol over ens egen krop, og dét kan virkelig mærke en dybt. Samtidig kan det også være en frygtelig oplevelse at overvære andre blive udsat for vold, man kan føle sig hjælpeløs, fordi man ikke kan gøre noget. Selvom man kan føle, at ens reaktioner er mærkelige, så er sandheden, at der ikke er nogen rigtig og forkert måde at reagere på i sådan nogle situationer. Det er helt okay, at det er svært at snakke om. På torsdag prøver vi at tage det op i gruppechatten, og der er plads til alle. 

Forskellige former for vold

Vold er ikke kun fysisk. En kæmpestor del af vold er alt det psykologiske, der også ofte foregår. De fleste, der regelmæssigt oplever fysisk vold, oplever også det, som kaldes psykisk vold. Psykisk vold er mange forskellige ting, man gør, som nedbryder den anden person. Modsat fysisk vold, er man ikke altid bevidst om, at man udsættes (eller udsætter en anden) for psykisk vold. Læs mere om psykisk vold her

Oplever du vold, eller kender du en, der gør? Er du i tvivl om, om du udsættes for psykisk vold? Har du en følelse af, at noget ikke er, som det skal være? Læs mere og få hjælp og støtte her.

Støtte og omsorg

Jeg vil gerne bede jer skrue godt op for kærligheden på torsdag, som altid, så der er plads til alle, også selvom emnet er svært at snakke om. Pas på hinanden og respekter grænserne! 

Vi ses på torsdag i gruppechatten. 

Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program