Gruppechat den 5. oktober

blogindlæg

Gruppechat den 5. oktober

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 6 år 7 måneder siden

Kære alle 

På torsdag skal vi snakke om rusmiddelmisbrug. Det er et stort, tungt og ømt emne, som kan være utrolig følelsesladet for mange. Der er alt for mange børn i Danmark, som vokser op i familier med misbrug af alkohol og stoffer. Med forældre, der slet ikke lever op til forældrerollen. Nogle børn må tage forældrerollen på sig og bære det ansvar, deres forældre er ude af stand til at tage. Der er så mange tanker og følelser, så mange ting, der påvirker resten af livet. På torsdag er der plads til at snakke om alt dette. Måske oplever du det selv, måske kender du nogen der gør, måske er det noget, du bare gerne vil være med til at snakke om. 

Vi får besøg 

Torsdag får vi en gæsterådgiver med masser af erfaring på besøg i chatten. Kurt Kyed er 64 år. Han er vokset op med en alkoholiseret far og en voldelig mor. Kurt har selv haft et mangeårigt misbrug af alkohol og andre rusmidler, og har i dag været clean og ædru i mere end 17 år. Han har været på en lang rejse mod bedring, måske en rejse nogle af jer kender og også skal igennem. Kurt er et eksempel på, at det kan lykkes, selvom vilkårene er total urimelige fra starten af. Jeg håber, I vil tage godt imod Kurt, og komme og få noget ud af hans erfaring, noget der måske kan hjælpe jer også. Han foreslår selv nogle ideer til underemner, vi kan snakke om, for eksempel, hvordan han gennem sit liv har arbejdet med de mange svære følelser og tanker, der har været på grund barndommen. Der kommer også til at være plads til at snakke om seksuelle overgreb, som nogle gange også finder sted i de hjem, hvor forældrene er påvirkede af alkohol og stoffer. Dette har Kurt også oplevet, og jeg ved at flere af jer, måske har oplevet noget lignende. Det er svære emner, men jeg håber, I vil komme og dele og støtte hinanden, som I altid gør. Dette er en god mulighed for at snakke om alle de svære ting, alle de ting, der er så utrolig svære at fortælle til verden. 

Store følelser 

Vi kommer til at skulle igennem nogle svære følelser, og derfor er det vigtigt, vi respekterer hinanden og lytter. Nogle ting er svære at snakke om, og det er helt okay. Kom og del det, du kan, og træk dig, hvis du har brug for det. Jeg håber, at I vil være lige så gode ved hinanden, som I altid er. Der er plads til alle, de der har personlige oplevelser og også de der ikke har. Måske er du ikke helt sikker på, om det der sker derhjemme er forkert eller ej. Alt dette snakker vi om. Jeg håber det bliver en mulighed for at få en masse gode råd og mod med på vejen. Det bliver en spændende chat, jeg glæder mig til at snakke med jer. 

Kærlige hilsner 

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program