Ensomhed
Ensomhed

Ensom på mange måder
Jeg ved at mange af jer har prøvet at sidde med følelsen af at være ensom - faktisk tror jeg at de fleste mennesker, vil opleve at føle sig ensom, på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Jeg har i hvert fald, og det er virkelig ikke særlig rart. Ensomhed kan være en tung byrde, og det er virkelig hårdt at gøre noget ved det. Så hårdt at man nogle gange føler at det aldrig skal blive bedre. Ensomhed kan komme i mange forskellige former. Nogle bliver måske holdt udenfor fællesskabet (f.eks. ved mobning), nogle mener ikke at de er noget værd og isolerer sig selv, og så er der nogle som virker til at være glade, sociale og udadvendte, men som føler sig ensomme inderst inde. På samme måde, vil der også være nogen som ønsker at være alene - og som ikke er ensomme. Det er derfor rigtig svært at vide hvornår nogen er ensomme, og det er næsten endnu sværere at vide hvad man skal gøre ved det.
Hvordan hjælper man en der er ensom?
I gruppechatten torsdag d. 7/4 skal vi snakke om ensomhed. Jeg vil rigtig gerne høre om jeres oplevelser - uanset om I er ensomme nu eller om I på et tidspunkt har prøvet det. Du er også velkommen hvis du aldrig har været ensom. Vi får besøg af gæsterådgiver Ditte fra Ventilen:
Ventilen Danmark er en frivillig, social organisation, der arbejder for at forebygge og modvirke ensomhed blandt unge, samt at sprede viden om problemet. Ventilen har ca. 250 frivillige i alderen 18-30 år, de har 14 mødesteder og to KOMsammen tilbud. I mødestederne kan unge i alderen 15-25 år komme til et trygt rum, hvor de med de frivilliges hjælp og støtte, kan arbejde sig ud af ensomheden. I KOMsammen er fokus desuden på sund mad og motion. Ventilen driver sine tilbud ud fra principperne ung-til-ung kontakt og hjælp-til-selvhjælp.
Sammen med Ditte skal vi undersøge hvad man kan gøre hvis man kender en som er ensom, eller hvis man selv er ensom.
Følelser i april
Her i april skal vi tale om følelser i gruppechatten. Jeg har spurgt jer om hvilke følelser I gerne vil snakke om, og jeg er kommet frem til følgende:
Gruppechat d.14/4: Her skal det handle om det at være kærester - hvad er forelskelse, hvad er kærlighed, hvad er jalousi og hvad er kærestesorger? Det er nogle følelser som mange af os enten har oplevet eller vil opleve på et tidspunkt. Du er også velkommen hvis du aldrig har været forelsket - måske kan du lære noget af hvad de andre fortæller.
Gruppechat d.21/4: Her skal det handle om døden, og følelser som sorg, vrede, frygt og ked-af-det-hed. Det er et tungt og dybt emne, som kan være rigtig svært at snakke om. Men det er et vigtigt emne, som jeg mener at det vil være godt at snakke om. Måske har du oplevet at en som du holdte af, døde eller måske har du selv tænkt meget på døden.
Gruppechat d.28/4: Her skal det handle om følelser generelt. Hvordan snakker man om sine følelser? Hvordan mærker man dem? Hvad sker der hvis man ikke kan mærke sine følelser? Hvad gør man hvis en anden sårer ens følelser? Hvornår er det okay at sige fra? Det er spørgsmål som vi vil prøve at tage fat på her.
Jeg håber I vil være med til at snakke om følelser her i april. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre om jeres oplevelser - og følelser!
Jeg glæder mig til at se jer i chatten på torsdag kl.18-21
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Tilføj kommentar