En verden af muligheder

blogindlæg

En verden af muligheder

Skrevet af
Gruppechatten
Oprettet 2 måneder 1 uge siden

Tusind tak for en lærerig og inspirerende gruppechat

Igår handlede chatten om uddannelse og fremtid, og vi havde besøg af Marianne fra eVejledningen

Der var en del af jer som allerede var i gang med uddannelse, og vi havde en god snak om hvordan det kan være at man vælger det man gør. Nogle af jer følte et pres fra samfundet og familie i forhold til at gå en bestemt vej, mens andre af jer havde prøvet forskellige ting, for at finde det der føltes bedst. En af jer skrev: "Jeg har valgt STX fordi jeg vidste, at jeg gerne ville på universitetet efter gymnasiet. Men det var klart også fordi alle mine venner valgte det, så jeg turde ikke vælge andet." 

På den måde kan man sige at der ofte er mange forskellige årsager til at man vælger den uddannelse man gør, og i den forbindelse talte vi om at der er mange som ser erhvervsuddannelserne som mindre godt end de akademiske - og at det faktisk kan betyde at man vælger noget som man egentlig ikke har lyst til. Jeg synes derfor også at det kunne være lidt spændende at høre om hvad I tænker at man kan gøre for at erhvervsuddannelserne bliver mere populære? Her er det f.eks. uddannelser som tømrer, murer, mekaniker, servicefag som tjener,og lignende. Så hvis der er nogen af jer der vil dele jeres tanker om det, må I meget gerne gøre det i en kommentar. En af jer skrev: "jeg tror flere ville vælge en erhvervsudannelse, hvis det var lige så normalt som gymnasielle uddannelser. Tror folk er bange for at vælge det, som ikke er normalt at vælge - fordi det på en eller anden måde at blevet dømt til at være mindre godt end gymnasiet."

Praksis og teori

Der var også et par stykker af jer der snakkede om mere praksis uddannelser, som f.eks. instruktør i en idrætsform eller i andre fritidinteresser, og det virkede som om at der var en anden begejstring for at lære mere om de ting som man virkelig holder af. Det giver jo rigtig god mening, og det er et rigtig godt sted at starte hvis man er i tvivl om hvad man skal i fremtiden. Marianne fortalte også at man nogle gange kan finde andre uddannelser som minder om den man gerne vil, hvis man nu f.eks. ikke kan komme ind på den ønskede. På eVejledningen er det muligt at få råd og hjælp til at undersøge hvilke muligheder man har, og hvordan man kommer i gang. De har både chat, mail, telefon og digitale møder (lidt ligesom skype). 

På den anden side, så var der også nogen af jer, som godt gad at arbejde med ideer og være med til at opfinde ting. Her snakkede vi også om at selv uddannelsen eller jobbet måske ikke lige findes, så kan man være kreativ og selv være med til at skabe det job eller måske endda den uddannelse man ønsker.  Man kan sige at alt er muligt, hvis man bare finder den rette vej derhen. I solskinsrunden var der en af jer der skrev: "Min gode ting fra idag er at bestå en eksamen i et fag jeg havde dumpet året før, men uden at have læst op på noget hele året! Derudover den her chat og min følelse af at mere eller mindre alt er muligt"

Næste uge

I næste uge er der åben chat med Rådgiver Sophie. Det betyder at det er jer unge der bestemmer emnet. Jeg chatter med jer igen d.21 hvor vi har sidste chat inden sommerferien. 

Jeg glæder mig til at chatte med jer igen!

Kærlig hilsen

Rådgiver Signe

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program