Køn og seksualitet
Køn og seksualitet
Homo- og biseksualitet
Måske er du i tvivl om, om du er til drenge eller piger - eller begge dele? Det kan være, at du oplever, at det kilder i maven, når du tænker på en af samme køn. Det kan være, at du først lige er begyndt at interessere dig for det samme køn, eller måske har du altid gjort det?
Mange unge oplever at være nysgerrige på og gøre sig tanker omkring sin seksualitet - om man mon er til det modsatte og/eller samme køn. Det er helt almindeligt. Seksualitet er en stor del af vores identitet, og derfor kan tanker og følelser omkring dette også give anledning til både forvirring og glæde. Hvis du oplever at have følelser for og/eller er fysisk tiltrukket af det samme køn, kan det være at du er homoseksuel. Oplever du dig tiltrukket af begge køn, kan det være, at du er biseksuel. Nogen er afklaret omkring deres seksualitet fra start - for andre (og nok for de fleste) er det en proces, der kan være en rutsjetur af følelser og tanker.
Transkønnethed
Det kan også være, at du føler dig anderledes end de andre? Måske drømmer du om at have et andet køn end det, du er født med? Det kan også være, du tænker "Hvorfor kan jeg ikke bare have det godt i den krop, jeg har? Hvorfor føles det ikke rigtigt?" Det kan være, at du oplever, at det er svært at fortælle nogen om det - måske fordi du ikke helt ved, hvad du skal sige? Eller er bange for, hvordan de vil reagere?
Hvis du oplever at have nogen af disse tanker, kan det være, at du er transkønnet. At være transkønnet er, at ens kønsidentitet eller kønsudtryk ikke stemmer overens med det køn, man er født med. F.eks. at man føler sig som en mand, selvom man er født som pige - eller omvendt. For nogen kan disse tanker omkring køn være forbundet med skam og forvirring, og det kan være enormt hårdt at gå rundt med selv. Derfor håber vi, at du vil tage del i snakken i gruppechatten, så du ved, at du ikke er alene omkring at have det sådan. Men at der faktisk er andre, der har det ligesom dig.
Gruppechat d. 16. juni kl. 18-21
Vi har været så heldige at få besøg af gæsterådgiver, Thorbjørn, fra LGBT. LGBT er landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede, som har fokus på kønsidentitet og seksuel orientering. Thorbjørn skriver om sig selv:
"Jeg er åbent bøsse og transkønnet, hvilket vil sige at jeg biologisk set blev født som pige. Det er 2,5 år siden, jeg sprang ud. Siden har jeg været næstforperson i LGBT ungdom i Aarhus, som er en social forening, der har til formål at hjælpe unge med LGBT relaterede problemstillinger, som f.eks. udspring, og med at skabe relationer."
Uanset om du er i tvivl om din seksualitet og/eller dit køn, eller om du bare er nysgerrig og har lyst til at tale mere omkring det her, er du meget velkommen i gruppechatten på torsdag.
Vi glæder os rigtig meget til at snakke med jer!
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
Ville super gerne havde været der, men skulle desværre læse op til eksamen.. Håber i havde nogle hyggelige timer! :)
Tilføj kommentar