”Hos lægerne, hvad kan jeg hjælpe dig med?” Stemmen lyder travl i den anden ende. 

”Hej, du snakker med Saga, Saga Egebæk. Jeg ringer angående min far, Lars Egebæk. Jeg kan forstå, at min fars veninde har forsøgt at kontakte jer i forbindelse med hans tilstand. Hun har ikke hørt noget fra jer, og derfor vil jeg...” 

”Ja, undskyld, men så må du snakke med lægen. Jeg stiller dig om.” Og så er stemmen væk. Den ringer et par gange. 

”Læge Mogens Pedersen, goddag.” 

”Hej, du snakker med Saga Egebæk. Jeg ringer angående min far, Lars Egebæk.” Der er stille i den anden ende. 

”Ja, Lars – det er rigtigt, ja.” Lægen hoster og rømmer sig lidt. 

”Jeg har været ovre at se til ham i dag. Han har det, som du jo nok ved, ikke for godt. Men det er jo lidt svært for mig at hjælpe ham, når han takker nej til de tilbud, som vi kan tilbyde ham.” 

”Ja, det forstår jeg,” siger Saga. ”Det er derfor, at jeg ringer. Min far er på ingen måder i stand til at tage vare på sig selv længere. Han er dårlig og meget medtaget. Han sover sine dage væk og er ikke til at komme i kontakt med. Hvilket selvfølgelig bekymrer mig en del. Vi, som hans pårørende, er dybt bekymrede over hans tilstand. Jeg oplever ikke, at han længere er i stand til at handle, huske og tale på egne vegne.” Saga holder inde med sin talestrøm. Der er så meget, som hun har lyst til at fortælle lægen. 

”Jeg kan se på min skærm, at din far får tildelt hjemmehjælp to gange i døgnet. Han får også noget medicin. Fungerer det?” Lægen begynder at taste i den anden ende af røret. 

”Jeg synes ikke, at hjælpen er tilsvarende nok. Ikke sådan som hans tilstand er lige nu. Jeg er bange for, hvad der kan ske ham, og ikke mindst andre i boligblokken, når han er alene i den tilstand. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal henvende mig. Jeg har lidt kontakt til sygehuset efter hans sidste indlæggelse og også til kommunen. Egentlig ville vi som pårørende være mest trygge ved at få ham i en beskyttet bolig...” Det suser voldsomt for hendes ører, og hun har svært ved at koncentrere sig. ”Derfor tænkte jeg, om det er noget, som du kan hjælpe med at henvise ham til?” Lægen rømmer sig igen og stopper med at taste i den anden ende. 

”Jeg kan godt se, at du står i et meget svært dilemma, Saga. Men det er ikke nemt at hjælpe en mand, der ikke vil hjælpes.” Han holder en pause. Det virker som om, at han tænker. 

”Jeg vil gerne besøge din far igen og tage en snak med ham omkring hans tilstand og hans fremtid. Kan vi aftale, at du ringer tilbage til mig en af dagene?” 

Saga synker klumpen og tager sig til hovedet.
”Ja. Tak for hjælpen.” Hendes øjne fyldes med tårer. Hun er træt og taknemmelig. 

”Du skal vide, at jeg taknemmelig for, at du vil snakke med ham igen. Jeg forstår godt, at I ikke kan hjælpe ham, hvis ikke han selv vil. Men det virker ikke til, at han selv ved, hvad han selv siger og tænker. Lægen fra intensivafdelingen nævnte ”alkoholisk demens” allerede for tre måneder siden, og jeg kan selvfølge ikke lade være med at tænke på, om ikke det har en betydning i alt det her.” Saga gør en pause. ”Jeg kan ikke bare stå på sidelinjen og se på. For mig at se, er det her ikke længere et bevidst valg, men en sygdom.” Det er hendes desperation, der snakker for hende. 

”Jeg forstår, hvad du siger. Det er forståeligt nok, at du som hans datter ser det på den måde. Det respekterer jeg. Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.” 

Saga er lægen taknemmelig. Nu mangler hun bare at høre fra kommunen. Hendes fars mentor, Klas, har hun løbende haft kontakt til gennem det sidste års tid. Han har arbejdet på at få hendes far i arbejde igen og derigennem i alkoholbehandling. Men det er ikke blevet til mere end ved snakken – nok fordi, at hendes far har sagt nej til de tilbud, som Klas har fremlagt for ham. Og desværre kan man ikke tvangsindlægge alkoholmisbrugere til behandling. Men hendes far er glad for de besøg, som mentoren aflægger ham. Efterfølgende har Saga og mentoren snakket sammen. De har forsøgt at lægge en plan og på den måde få ham i behandling, men det hjælper ikke. Den sidste samtale handlede om hendes fars fremtid i forhold til beskæftigelse. Kommunen vil ikke længere lade ham gå på kontanthjælp, de vil have ham udredt og vurderet – aktivering eller førtidspension. Men mentoren har fortalt hende, at det ikke er helt lige meget, i hvilken kasse han bliver placeret. Det handler om penge og om muligheden for at hjælpe ham. Pengene er hun ligeglad med, det er hjælpen, hun tænker på.

... fortsættes...