Ja, jeg skulle jo i teatret i dag, og jeg glædede mig da også til det, en hel del faktisk. Men så i første omgang kørte den bus, jeg skulle have, og jeg gik da i nogenlunde gå tid endda. Så jeg ventede på den næste bus, og den kom så selvf. Men så fordi der var demonstration, kørte han omveje for at komme ind på sin normale rute igen.

Jeg tænkte i første omgang, at det nok skulle gå, at der var tid nok, og jeg måtte jo bare løbe, når jeg var ankommet. Men så sådan ca. 10 minutter før forestillingen kom jeg til det stoppested, hvor jeg skulle af, og jeg gik faktisk i den rigtige retning, men jeg kunne slet ikke få øje på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv overhovedet, så jeg gik jo fuldstændig i panik.

Jeg løb rundt og kiggede på et kort og fortsat løb rundt. Til sidst landede jeg et sted ikke så langt fra Holberggade tæt på noget, der hedder Custom House eller sådan noget. Og så fik jeg øje på Skuespilhuset, det eneste minus var, at havnen spærrede jo for, at man kunne gå direkte over til teatret derfra, hvor jeg var. Så jeg måtte gå nedad Nyhavn indtil der kom en bro, og så måtte jeg bare løbe og gå stærkt hen til teatret.

Men jeg var jo gået så meget i panik, at da jeg ankom græd jeg jo bare endnu mere, og jeg kunne jo ikke få min rigtige plads før efter pausen, så jeg blev sat derop, hvor dronningen plejer at sidde. Egentlig også en udmærket plads, men selve panikken var jo ikke nogen rar følelse indeni mig.

Så da jeg endelig sad ned var det både en lettelse, men jeg havde jo stadig et chok indeni mig, som bare ikke gad stoppe.

Men selve forestillingen var faktisk rigtig god, og jeg kunne da grine, selvom jeg var i chok. Men der var godt nok en sørgelig scene.

Henrik Koefoed som spillede Oscar Ekdahl havde dårligt hjerte, og han spillede sådan noget amatørteater, skulle det forestille på et tidspunkt. Så pludselig faldt han om under øvelserne og kunne ikke rigtig huske, hvad han lavede der eller noget. Så blev han boret ud og lå så i en seng og han nåede så at sige nogle ord til sine børn og døde så. Det eneste jeg som publikum kunne var at græde, virkelig stortude.

Tror en af grundene udover, at jeg jo rigtig godt kan lide Henrik Koefoed, men en af grundene til, at jeg nok måske som den eneste begyndte at græde var nok fordi, at jeg havde et mareridt for få år siden, hvorpå jeg lige havde set ham, men så fortalte Søren Pilmark mig, at Henrik Koefoed var død. Og jeg tænkte jo bare død?! Det kan da ikke passe. Altså det skete faktisk i mit mareridt. Og så græd jeg jo bare i armene på Søren Pilmark. Tror lidt at det er en af grundene til, at jeg faktisk græd under den døds scene, den mindede lidt for meget om mit mareridt, noget jeg ikke ville ønske skulle ske. Selvom det jo bare er skuespil, heldigvis for det. Men nogen gange kan det føles så virkeligt. Og der er jo skuespillere, der dør rigtigt på en scene, sådan en som Dirch Passer fx. Men han passede jo heller ikke så godt på sig selv, kan man sige.

Men det var en rigtig god og spændende forestilling, selvom jeg gik glip af et par minutter. Men jeg fik at vide, at jeg ikke var gået glip af så meget. Så det er jo kun godt. :)

Det er bare irriterende, at man skal lære tingene på den hårde måde. Men det er jo heller ikke sådan, når man er vant til at blive transporteret i taxa, når det er en dag, hvor man skal i teatret. Så lærer man jo heller ikke rigtig, hvor man skal stå af og gå hen, hvilke veje og sådan noget. Men faktisk havde jeg tjekket godt efter, hvor jeg skulle gå hen, men det lærte jeg ikke så meget af, kan man sige.

Men sådan er det, kan man sige. Næste gang for en sikkerheds skyld, så ta'r jeg sgu af sted endnu tidligere, hvis nu man skulle være så uheldig at støde ind i en demonstration!

Jeg er stadig lidt i chok, må jeg indrømme. Jeg har det ikke helt godt, men jeg overlever, og det er jo ligesom det vigtigste. Men jeg fandt da stedet i regnvejr. Så det er vist et skulderklap til mig. :)