Vi er allesammen enige i, at mobning er frygteligt. Det kan der da overhovedet ikke være nogen tvivl om. 
 
Mobning opstår jo af mange forskellige ting, det har jo ikke altid nogen betydning om, hvordan fx en person går klædt. Altså det kan være den mest feministiske pige, der bliver mobbet, såvel som en drengepige kan blive mobbet. Det handler jo ikke om, om man er maskulin eller feminin. 
 
Altså noget jeg i hvert fald har oplevet med mobningen er, at mobbere altid leder efter hver en detalje om den person, de mobber, så de altid har noget nyt, de kan jorde. Men samtidig kører de som regel også altid på det samme igen og igen og igen og igen og igen. De finder både noget nyt, men stadig også noget gammelt. Oftest mobber folk jo fordi, at de selv har det svært, men det er som regel ikke den eneste årsag. 
 
Nogen mobbere kan jo også bare godt lide at være efter andre, måske nogen de ikke kan lide. Det sker da også. 
 
Altså da jeg blev mobbet, altså jeg er jo blevet mobbet lige siden fritidshjemmet, og igennem nærmest alle mine skoler. Den eneste skole hvor jeg 100% har haft og har det sådan rimelig godt uden at blive mobbet eller ligned, det er faktisk på min skuespiller uddannelse. Jeg er sammen med nogen, som jeg kan med og omvendt. Det er vildt dejligt. De accepterer mig for den, jeg er og omvendt selvfølgelig. 
 
Men der er virkelig også dem, der bliver mobbet så meget, at de fx ikke tør få sig et arbejde ude i fremtiden, som slet ikke tør tage en uddannelse, da de frygter mobningen. Egentlig er det en ret naturlig reaktion. 
 
Da jeg gik i folkeskole, så var min største frygt hver gang, jeg skulle skifte skole, at jeg ville blive mobbet IGEN, selvom det skete at mobningen fortsat, så har det nu aldrig forhindret mig i at blive det, jeg altid gerne ville være. 
 
Men det skal da også understreges, at mobningen har ødelagt mig så meget, at da jeg direkte efter 9 klasse startede med at spille Teater med løn iøvrigt, jeg havde det sgu ikke godt. Jeg meldte mig syg rigtig mange gange på bare et halvt år, jeg havde det ikke godt nogen vegne. Og da vi skulle spille vores første forestilling, det havde jeg sgu ikke den store lyst til. Jeg ville ikke vise mig frem, jeg ville intet. Det er så et problem, når det er den vej, man gerne vil. Men min reaktion var simpelthen, at jeg gemte mig nærmest bag de andre.
 
Man kan så sige, det gjorde det heller ikke bedre, at jeg havde en kæmpe konflikt med et andet menneske, jeg spillede Teater med hver dag, bare det at skulle gå iblandt det her menneske, det var fandeme ikke sjovt. Men jeg kæmpede mig igennem et helt år. 
 
Jeg fik endda lov til at fortsætte et helt år mere med helt nye mennesker. Det var så endnu mere fedt. Og man kan faktisk sige, før det nye år startede, og jeg spillede min afslutnings forestilling, så viste jeg en side af mig, som jeg aldrig havde vist overhovedet før. 
 
Man kan sige, det var ligesom mit gennembrud, jeg udviklede mig på 1 måned, og jeg viste, at jeg ikke bare var en, der gemte sig, at jeg fandeme sagtens kunne det her! Og det var endda forskellige scener, som der blev vist, og jeg var med i to scener. Og den scene der fik mest ros, og som folk bedst kunne lide både skuespil-mæssigt og stykke-mæssigt, det var faktisk Den Store Stygge, som ligesom var mit gennembrud. Det var endda kun mig og Nicolaj, der spillede den scene. Det blev da også en vild god scene. 
 
Men efterfølgende har jeg da haft min udvikling på rigtig mange områder. Det er jo kanon fedt. Jeg kom ligesom udover den del, hvor jeg ligesom har været den der pige, der gemte sig lidt.
 
Altså sidste år havde vi semester opgave, da det jo er en skuespiller uddannelse, så skal der også lige være nogle semester opgaver. Vores semester opgave startede faktisk allerede lige efter sommerferien, hvor vi skulle vælge 1 tekst, som vi eventuelt selv havde skrevet, eller som havde en betydning. Plus at vi så også skulle vælge noget musik. Jeg havde så valgt mit digt om mobning Frihed På Prøve, og så havde jeg valgt en karaoke udgave af sangen Den Søde Pige - Bølle Bob. I sidste ende skulle den musik så bare ikke bruges. Men det fede er, at min scene ligesom har været igennem en masse udvikling.
 
Fx var der den fase, hvor vi var på studietur, så var den igennem en fase, hvor 3 af os skulle til uddannelsesmesse. Så var der den fase, hvor min scene prøvede at blive sat sammen med to andres igen. Så var der den fase, hvor det endte med, at alle scenerne blev taget fra hinanden. Det var godt nok også en mega fed scene. 
 
Det uheldige var så bare, at jeg forstuvede min fod på selve dagen under opvarmningen retning i rum, rigtig uheldigt. Men jeg ville fandeme på, jeg kunne bare ikke lave den scene, jeg havde øvet, men jeg kunne tage oplevelsen med mig i min krop. Og jeg bestod da også, og jeg fik en hel masse ros. Det er jo bare dejligt. :) 
 
Jeg arbejdede, selvom min fod var kommet til skade. Men hold kæft, hvor var det smertefuldt. 
 
Men noget jeg aldrig kommer til at forstå, det er, hvad det er, der helt præcist driver en mobber. Andet end det man allerede kender til. Det er ikke engang alle mobbere, der fortryder noget. Kender jeg de mobbere ret, som har mobbet mig i hvert fald, så har de sgu intet fortrudt. De er bare ondskabsfulde. De fryder sig over den mindste lille ting. Altså da jeg skiftede skole, ville de fleste af dem følge efter mig over på den næste skole og fortsætte mobningen der. Jeg ville ikke få fred for dem. 
 
Man bliver da rigtig ked af det, når der er nogen, der direkte ønsker at være onde imod en. Jeg har aldrig gjort dem en skid, men jeg var både et nemt offer, men åbenbart også et, de ønskede at fortsætte med. Man kan så sige, de startede aldrig på min skole, men mobningen var langt fra stoppet af den grund. Jeg slap sgu først helt for mobningen både internet mæssigt og skole mæssigt, da jeg faktisk startede på min uddannelse. 
 
På nettet kan folk gemme sig bag en skærm, men i virkeligheden kan de jo ikke gemme sig. Altså jeg er da både blevet generet over sms'er, opringninger, nettet(facebook, m.m.) og så i skolen. Alle dele er lige forfærdelige. Alt form for mobning er forfærdeligt. Om mobningen så foregår sådan, at man bliver tæsket hver dag, eller om det er mere med ord. Det har egentlig ikke den største betydning, for begge dele er lige forfærdelige. Man bliver jo nedbrudt rent psykisk af begge dele. 
 
Man skal jo heller ikke lave om på sig selv bare fordi, at der er nogen, der ikke kan lide en. Det er jo åndssvagt, man skal da være sig selv. Men det lyder bare så enkelt, når man siger det, end når man skal gøre det. Jeg har altid bare været mig selv, og det er jeg da også ret stolt af.
 
Da jeg blev mobbet var det jo på alle mulige måder. Altså jeg fik kastet ting efter mig, blev sparket efter, de slog til mig, jeg blev holdt udenfor, jeg blev kaldt grimme ting. Alle dele gjorde da rigtig ondt indeni. 
 
Jeg havde engang en barndomsveninde, jeg vil dårligt nok kalde hende for en veninde. Det er ligeså nemt at sige barndomsbekendt. Vi gik altid sammen i folkeskolen, der var en dag, hvor at en pige startede i vores klasse, det var da helt fint. Hun virkede da sød nok og alt det der. Ingen fordomme der. Men så hende min barndomsbekedt, hun ville jo så gerne være sammen med den nye elev, endda sammen med mig også. Men jeg blev sgu nærmest på en måde holdt udenfor. Jeg duede sgu ikke rigtig som "veninde" længere. Hver ting vi lavede, der fulgte jeg nærmest bare med som det tynde øl. Egentlig vidste jeg godt, at jeg blev holdt udenfor, men jeg gad heller ikke gå rundt for mig selv. Men det var virkelig ikke sjovt. 
 
Men hende her den nye elev, hun stoppede vist nok efter 1 måned eller sådan noget, så duede jeg lige pludselig som veninde igen. Det kan jeg ikke rigtig kalde for noget godt venskab, jeg kan ikke engang se noget venskab i det. 
 
Man skal virkelig være omhyggelig med, hvem man lukker ind i sit fællesskab. Selv har jeg jo ikke særlig mange veninder, da jeg jo ikke har været sådan helt vildt heldig igennem tiden. Hvis jeg endelig skal sige, at jeg har en ret god veninde, så har jeg da 1, og det er da bedre end slet ingen. Vi har kendt hinanden hele vores liv. Stort set. 
 
Jeg har meget svært ved at kalde folk for venner, da jeg aldrig helt er sikker på, hvordan det hele ligesom, hvordan skal man sige det? Hvordan det hele ligesom kører. 
 
Men en ting er i hvert fald sikkert, mobningen ødelægger et liv fuldstændig. Sommetider kan jeg da godt sidde og få selvmords tanker, men det har været langt værre. Altså som 13 årig sad jeg med mega meget selvmords tanker, og det eneste der nærmest fraholdt mig hele tiden var mine forældre. Men alligevel sad jeg jo bare en hel sommer endda på mit værelse uden at turde sige noget sådan rigtigt. Altså min mor blev mega irriteret over, at jeg græd hele tiden, og hvis jeg ikke stoppede, ville jeg komme til psykolog. Dog kom jeg det ikke. Har dog været til en for en del måneder siden.
 
Men jeg vil ikke sige, at selvom jeg laver det, jeg gerne vil i fremtiden, at jeg har det specielt godt. Selvom jeg ikke bliver mobbet længere, så har det ligesom ødelagt mig så meget, at rent psykisk er jeg ikke særlig stabil for at sige det sådan. Jeg græder stadig rigtig meget, og der skal ingenting til, før jeg er nede i kulkælderen. For bare nogle uger siden gik jeg så meget ned med flaget, at jeg nærmest i et split sekund tænkte, at nu ville jeg sgu hoppe ned foran et tog fra broen af. Men alligevel gjorde jeg det ikke, da jeg jo godt vidste, hvor mange der ville savne mig. Og selvmord er jo kun et midlertidig løsning på et langvarigt problem. Eller også er det omvendt. Noget i den stil i hvert fald. 
 
Men der er jo i det hele taget mange ting, der ikke hjælper, når det handler om den slags. Altså jeg har været cutter, jeg kan stadig på trangen til det, men det hjælper heller ingenting. Det giver bare grimme ar. Det eneste der i sidste ende hjælper er, at man får hjælp. Men det er igen en meget længere proces end det mange gange virker som. 
 
Altså jeg har da både gået til psykiater og psykolog, jeg har været nede i ungerådgivningen, haft hele 2 kontaktpersoner, håber snart jeg får en ny, som jeg har søgt om, og har fået en ny henvisning til en psykiater, som jeg så bare lige skal kontakte. Alene det er en lang proces. 
 
Men det mest triste er, at mobberene aldrig tænker over konsekvenserne! Måske kender de ikke engang til dem, og nogen mobbere fortryder ingenting!