Tja, det er vist ved at være lidt tid siden, jeg sidst har skrevet, så nu vil jeg skrive. :)

Det går faktisk sådan udmærket, og altså hvis man snakker sådan skolemæssig. Jeg har lige været syg som altid, men jeg lavede alligevel de lektier, vi fik for og så fik jeg indhentet de få ting, vi fik for ellers rimelig hurtigt, men det var en smule stressende, fordi pludselig var det altså mange ting på en gang, følte jeg. 

Men det går da fremad, altså jeg har i princippet allerede klaret halvdelen af min 9. klasse, da der jo faktisk kun er 2 og ca en halv måned tilbage af skoleåret. Det er jo et ret kort og intenst forløb, og jeg lærer ret hurtigt, og jeg får indhentet de ting, jeg ikke fik ”gjort” dengang. Jeg forstår pludselig det hele meget bedre.

Jeg har endelig forstået brøker! Totalt vildt, at det er så simpelt og lige til. Jeg forstår det, og jeg kan endelig lave noget med brøker. Totalt mærkeligt. Jeg forstår ikke, hvordan matematik er så logisk, men virker så ulogisk. 

Når jeg mange gange sidder med nogle stykker, så tænker jeg bare: ”Hvordan gør man så lige det?” Så finder jeg enten selv ud af det, eller også spørg jeg lige og så kan jeg pludselig. Den der følelse af, at det faktisk er så simpelt, at det faktisk er helt svært. Det er så simpelt, men virker så svært. I virkeligheden er matematik faktisk enkelt. 

Men jeg har også haft en kæmpe følelse af, at det hele bare var så svært. Altså jeg har været så træt, at jeg næsten har brudt sammen, når jeg har siddet med lektier. Men det er fordi, de skal jo laves, og jeg vil jo bare gerne være færdig, så jeg ikke skal tænke på det ”senere”, men bare få det ud af systemet. Men jeg har bare heller ikke nogen specielt god selvtillid, for jeg føler mig ikke specielt god til det, jeg gør. Men på en måde giver det mig selvtillid, når min lærer siger, jeg er god til dansk, og jeg kan da også godt selv se, at når jeg fx bruger 2 timer derhjemme på lektier, så giver det jo pote i den anden ende. Men nogen gange kan det godt være svært at se. Altså tror det var i sidste uge, der brød jeg helt sammen i engelsk timen, fordi jeg følte, at det vi skulle var uoverskueligt og ikke bare sådan lige til i min verden. Men min lærer tog det pænt, og jeg fik lov til at tage et break og dernæst bare fortsætte med min grammatik opgave i stedet.

Når jeg arbejder i skolen såvel som hjemme, så arbejder jeg meget fokuseret og tager det fuldkommen seriøst, men det er godt nok også hårdt at bruge hovedet i flere timer. Man er helt færdig bagefter, det er jeg i hvert fald.

Men skolemæssig går det egentlig fint, og det går fremad, og så er jeg jo snart færdig, kan man sige. I hvert fald med 9. klasse. Regner da med at skulle videre i 10. klasse.

Men sådan ellers går det hele meget sådan okay. Jeg er meget træt hele tiden, men sådan er det. I weekenden var min forlovede Tommy og jeg ude og besøge min moster Gerti og onkel Benny. Det var helt mærkeligt at se Benny. For det var nærmest ikke Benny længere. Altså for over 1 år siden fik han en blodprop i hjernen og er nu lammet i den venstre side af kroppen og kan ikke sige særlig meget. Han var jo nærmest en stakkel. Jeg sad og havde lyst til at gøre noget for ham eller kunne gøre sådan, så han blev sig selv, men det kommer jo nok aldrig til at ske. Men jeg sad virkelig og blev sådan helt trist ved tanken om, at han ikke var sig selv. Altså det er jo ikke ligefrem let for hverken min moster eller onkel. Altså min moster fik konstateret kræft for et par år siden og er nu rask. Men så kort tid efter fik min onkel jo en blodprop. Altså det er jo helt trist, at det skal være sådan. 

I det hele taget er min familie gået meget nedad bakke siden min morfar døde tilbage i 2006. Der er ikke meget tilbage at give af denne familie. I denne her måned tilbage i 2006 døde min morfar og blev begravet. Jeg savner ham, og jeg savner min familie. Selvom jeg ikke har mistet min familie fuldstædig, så syns jeg næsten, jeg har alligevel, for der er sket så mange ting siden da, at det er helt sådan træls. Hvis man dog bare kunne ændre på nogle ting, men det er umuligt. Sådan er det bare.

I det mindste er der da stadig nogen, jeg har kontakt til og snakker med. :) Men jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne hjælpe min onkel på en eller anden måde. Han virkede i hvert fald som en, der egentlig syns, det var rart med besøg, men alligevel syns han, det var svært, fordi han kan jo ikke føre nogen samtale. Han kan allerhøjst sige ja og nej og så hej. Måske lidt andre ting også, men i hvert fald begrænset, og så er det bare svært.