Jeg vil sige, at filmningen i går og faktisk også i dag gik rigtig godt.

Det var på en måde en udfordring at lade være med at kigge på kameraene og så alligevel ikke. Jeg har altid vidst, at man ikke skulle spille til kameraet. Jeg tror faktisk, at den største udfordring var, når man skulle gentage noget, man lige har sagt. XD Også fordi at det er jo ren improvisation det, der bliver sagt. Så man skal nærmest hele tiden huske, hvad man lige har sagt i tilfælde af, at man er nødt til at gentage det. 

Der var nogen gange, hvor man faktisk havde lyst til at grine lidt, men i stedet smilede vi bare ind imellem til hinanden. Men det gik faktisk meget godt. Altså vi stod da og snakkede sådan lidt med hinanden, og når jeg blev bedt om at forklare nogle forskellige ting omkring madvarene, så gjorde jeg det så godt, jeg kunne. Det skulle jo forestille lidt at være hjemme hos mig agtig, fordi at jeg jo valgte at være den styrende i køkkenet. Den der vidste, hvor tingene lå, osv. 

De fleste film optagelser blev taget i går, men så var der lige lidt opsamlings optagelser, der skulle tages i dag. 

Der var jo også et produktions møde i dag, fordi man lige skulle høre lidt om, hvordan det gik i går og vi skuespillere skulle jo være med, fordi at ellers ville vi jo bare blive overrasket over pludselig at blive hentet og ikke vide, hvad vi helt præcist skal. Det fik vi jo at vide til mødet jo. Dog vidste vi godt, at vi kunne risikere at komme derind igen, men vi ville jo ikke vide, hvad vi skulle. Men vi nåede da det hele. 

Så var jeg jo til træning i går, og jeg kom som sædvanligt til skade! :S Vi skulle kickbokse, og så sparkede jeg samtidig med Uffe, desværre fik jeg lige et spark på tre af mine tæer. Det gjorde sgu nas. Men jeg prøvede at komme sådan ovenpå igen. Men jeg kan mærke i dag, at det gør ondt stadig. 

Da jeg kom hjem, sagde min far, at jeg lignede Jackie Chan, for Jackie kommer jo også altid til skade under sine film optagelser, når han laver sit Kung-Fu og alt det der. 

Men udover det gjorde ondt og gør ondt for den sags skyld, altså det har da været en udmærket træning ellers. Vi var ikke så mange, og det var faktisk rart. 

Jeg er i hvert fald blevet bedre til at lave nogle af dyreteknikkerne. Slangen driller mig dog stadig lidt, men resten går egentlig fint nok. Jeg kom til at lægge lidt for meget power i min tiger, men heldigvis kunne ham jeg gjorde det ved tage det. 

Samtidig kan man sige, så fik vi også at vide i går af Sifu, at vi skulle lære at mærke og give slag, simpelthen fordi at mange af de steder, hvor de lærer Kung-Fu og sådan noget, der bliver de jo på ingen måde rørt eller noget. Så derfor mener Sifu, at vi skal vænne os selv til at modtage slag, men også at give dem. Ikke være bange for at ramme, måske endda ramme lidt hårdt. Selvf stadig sådan så man ikke ender med at slå personen ihjel eller sprænger personens trommehinde eller noget. Men bare lige sådan så hinanden kan mærke det. Og egentlig kan jeg godt forstå pointen. 

Altså Charles Dacosta kunne jo fx ikke lide at røre os eller noget, fordi han er vant til, at man simpelthen ikke går ind og rør eller rammer rigtigt. Men det er jo det Sifu vil have, at vi skal vænne os til. 

Det er højst sandsynligt også derfor, at vi kickbokser og laver kampsituationer, osv. Og de der øvelser, hvor man står i en rundkreds og må slå på hver enkelt person. Modtage slag. 

Man forstår i hvert fald mere og mere pointen. Og så øvede vi kata i går, jeg spurgte lige Sifu, om han ikke kunne på et eller andet tidspunkt skære den der kata 2 ud i pap, altså vise den stille og roligt sådan så man kunne få den lidt mere ind i kroppen og forstå den lidt mere. Og det gjorde han så, og det var ligesom om, at man faktisk bedre fik den ind i kroppen, og man fandt jo også hurtigt ud af, om man gjorde noget forkert eller om man manglede noget. Det var faktisk rart. :)

Men noget der var mindre rart i går var, at mit humør ikke var det bedste. Jeg var vildt ked af det, da jeg kom hjem fra træning i går. Altså tårerne ville næsten ikke stoppe igen. Det blev bare ved og ved og ved. Selvtilliden gik lidt i bund, men det er bedre nu, vil jeg sige. 

Anyway. Men det har i hvert fald været fedt at lave det filmning med maden og os som skuespillere. Egentlig kan man ikke lade være med at tænke på det program Spise Med Price. 

Men det mest forfærdelige ved det der filmings halløj, især i dag pga. vi skulle opsamle noget af det, vi manglede fra i går. Vi glemte at komme mel og peber i Kylling I Karry, det blev jo præsenteret i filmværket i går, så det ville jo være mærkeligt, hvis det slet ikke skulle i. Så vi måtte lave en lille opsamling, hvor jeg lavede noget jævning til Karry'en, og så blev der puttet peber i. Det stank ad helvedes til. Og så havde vi jo bare genbrugt det vand, vi lige havde kommet ris i. Det var så klamt. Det lignede faktisk lidt risengrød, det så bare lidt mørkere ud. Føj! Det var virkelig en hæslig lugt.

Men det var da fedt, ingen tvivl om det. Men det var godt nok en udfordring at stå der og skulle snakke og fortælle om maden, osv. Det er godt nok noget af en udfordring. Og jeg håber virkelig, at i den næste video jeg skal være med i med Dalia og Alberte, at Dalia gider tage den tjans. For nu gjorde jeg det i denne. 

Det mest fede var helt klart den følelse af, at man nærmest stod i et slags studie og skulle lave et madlavnings program fx med ham der Price, samtidig med at man får sådan nogle slags mikrofoner på. Det var lidt en underlig fornemmelse, men man tænkte ikke over det, når man stod i det. Men en ting er sikkert, dem der kommer mest frem i den video er mig og Michele. Jakob er slet ikke så aktiv. Jeg tror måske også, at forventningerne var lidt højre til mig og Michele, da vi er 2. og 3. års elever. Jakob er 1. års elev. 

Egentlig kan man jo så sige, hvis man ser sådan noget som Spise Med Price, så spiller de faktisk også lidt til kameraet, fordi de også taler til folk hjemme i stuerne, der sidder og kigger på, hvor de lige sådan fortæller. Og så går de tilbage til den person, de arbejder i køkkenet med. Men i denne situation måtte vi slet ikke kigge i kameraet. 

Samtidig kan man så også sige, det er meget sjældent, hvis man ser nogen, der snakker til kameraet eller spiller til kameraet, medmindre det er sådan nogle programmer, hvor de skal tale til folk hjemme i stuerne. Altså hvis man tænker på sådan noget som Gøg og Gokke. Gokke spillede altid til kameraet. Næsten i hver film de lavede, så kigger han jo pludselig ind i kameraet og laver store øjne. Men jeg har hørt, at det var et bevidst valg. Men det ser lidt mærkeligt ud at kigge ind i kameraet. Medmindre det selvf er meningen.

Men jeg glæder mig til at skulle på igen, det er helt sikkert. Bare en skam at det ikke er med Michele igen. Men altså man skal jo også arbejde med andre. Jeg tror da på, at det nok skal blive godt. Det kan endda være, jeg linker til de videoer, når de er lagt ud på hjemmesiden. Jeg glæder mig faktisk til selv at skulle se det. Hvordan det ligesom ser ud, om det blev godt, osv. :) 

Men det var sgu lidt sjovt, når man kom til at sige noget helt vrøvl i sine sætninger. Når man skal gentage nogle sætninger, og man bare får dem til at lyde som det rene volapyk. Nogle ord kunne jeg enten ikke huske eller også kunne jeg ikke udtale dem, så det skulle tages om nogle gange. XD