Dagen i dag har virkelig ikke været sjov overhovedet. Jeg var jo på hospitalet i dag, det var oka. Jeg skulle jo have taget blodprøver, og jeg troede jo, at det var det eneste?! Men NEJ!

Først skulle en læge snakke med mig, det var nu oka, men det ramte mig forkert, men det kommer jeg tilbage til lidt senere. Der blev stillet spørgsmål, og jeg svarede selvf. Så lige pludselig bad han mig om at tage mine sko og bukser af. Jeg tænker bare: "Det mener du ikke seriøst?" Men han mente det jo seriøst. Det første han gjorde var at kigge på mine ben for at se, hvor meget hår jeg havde på benene. Weird. Nåmen, så ville han trykke på min mave, og det gjorde nas, for jeg har en meget lav smertetærskel. Derefter vil han så lytte til mit hjete, fair nok. Og så er det, at jeg tænker, at det er grænse overskridende. For så står han og siger, at han skal tjekke mig et bestemt sted. For at ordet skal lyde lidt pænt, han skulle tjekke mig i skridtet. Og jeg tænker bare: "What?" Altså det var fandeme grænse overskridende!

Fair nok, det var en mand, det er en ting, men jeg syns, det var grænseoverskridende, fordi at jeg intet vidste noget om det, og det er jo ikke alle mænd, der er lige "flinke", kan man jo sige. Man kan jo aldrig vide, om det i virkeligheden er et svin. Men selvf tror man jo ikke på, at han er det. Han skulle bare lige tjekke. Fair nok.

Men snakken var meget et ømt punkt. Og om han så ikke lige vil vide, om jeg har været i seng med en fyr. Det første jeg tænker er: "Hvad rager mit privatliv dig?" Men det skulle han jo så vide. Det er ikke det værste, man kan svare på. Men i det hele taget var snakken bare meget ømt. Så jeg begyndte virkelig bare at græde. Og så kommer han lige med den kommentar: "Jeg kan godt se på dig, at du har kæmpet hårdt i mange år med nogle ting." Men han aner jo ikke en skid om, hvad jeg har kæmpet med i mange år! Og det kan så godt være, at han vil lyde sådan med empati, men så gør han det sgu dårligt!

Og så påstod han, at han kendte min alder. Hvorpå jeg ville vide, hvor gammel jeg så var, uden at han sad og kiggede i papirene. Så sagde han, at jeg var 16 år. Huh?! Jeg er altså 17 år! Og om han så ikke lige siger, at jeg så faktisk ikke burde være hos ham? Da de allerede begynder at se en som en voksen kvinde, når man er 17 år. Han er jo børnelæge og ikke voksenlæge. What the fuck? Hvad laver jeg så der altså?! :S

Og da jeg begyndte at græde, så måtte jeg simpelthen bare gå ud, for det kunne jeg ikke holde ud at høre på, alt hans snak. Og så da vi endelig var færdige med hans forpulede snak, så fortsat græd jeg bare. Uanset hvor meget jeg pustede næse og tørrede øjne, så græd jeg bare igen. :S Min far sagde, at jeg skulle ringe til K-U-B-A for at høre, om jeg måtte blive hjemme.

Jeg ringede til K-U-B-A, altså selve kontoret og jeg græd jo bare fortsat. Og så spurgte jeg selvf, om det var oka, at jeg blev hjemme, fordi jeg intet overskud havde. Og hun spurgte om, jeg var hjemme, og det svarede jeg nej til, at jeg var på hospitalet, og så ville hun jo lige vide, hvad der var sket. Og jeg fortalte bare kort og det lange, at jeg skulle have taget blodprøver, men fuldstændig bare var nede. Og så fik jeg lov til bare at være hjemme.

Noget tid efter skulle jeg så have taget blodprøver, hende der tog dem var nærmest værre end den første, jeg fik taget blodprøver hos sidste år. :S Hun kiggede på min højre arm først og tørrede lige sådan noget væske agtig på. Men den arm kunne ikke bruges. Så kiggede hun på den venstre, men gæt engang, hvad hun glemte, før hun stak nålen ind? Hun glemte at tørre noget væske på min arm! Hun stak bare nålen ind, og jeg græd jo fortsat bare, og det gjorde bare nas.

Da blodprøverne var overstået, så skulle jeg have røntgen fotograferet min venstre hånd, for at de kunne tjekke nogle ting. Det gjorde jo heldigvis ikke ondt, men det er fandeme mange ting at skulle, når man ikke har anet noget som helst om, at det er noget, man skal.

Jeg syns mest, det var så ubehageligt, at den første jeg snakkede om skulle undersøge mig på den måde, halvnøgen. Det var ubehageligt. :S Man kan så sige, han var da ret lækker. :D Men det var bare det, at han skulle gøre de ting, der var meget ubehageligt. :S

Men jeg må indrømme, at jeg havde regnet med, at jeg bare skulle have taget blodprøver, og at det bare ville tage op til en time og så kunne jeg gå. Men det tog fandeme lang tid, før jeg var færdig. Halvdelen af dagen. :S

Men man kan så sige, så var jeg sammen med min kontaktperson noget tid efter det, og så fik jeg løftet mit humør lidt, og det var rart, men jeg er stadig meget nede over det, jeg græder bare ikke lige nu, jeg har også grædt rigeligt i dag. :S