Jeg ved ikke, om I kender det der med, at man er så bekymret? Også selvom det er overfor ens egen forælder? 

Forældre er altid nogle rigtig pylrehoveder, måske ikke helt forgæves? Men vi som deres børn kan jo også godt blive bekymret og tænke, så det virkelig knager. 

Jeg elsker mine forældre, og jeg ved, de elsker mig. Det er jo altid en god start. Sådan noget som nettet, man kan vel godt lidt kalde det, at det er noget fanden har skabt? Og alligevel ikke. Man får jo erfaringer med tiden, når man færdes på nettet. Man møder gode mennesker, dårlige mennesker og lidt en blanding. Ingen mennesker er perfekte, men man skal jo altid passe på sig selv.

Jeg har da mødt et par stykker over nettet, og de har da allesammen været nogen gode mennesker og udgivet sig mere eller mindre for det, de er/var. 

Jeg gider ikke lægge skjul på, at jeg altid har tændt på ældre mænd, det syns jeg er frækt, Men det er jo desværre også rigtig risikabelt for en ung pige at mødes med en ældre mand. Han er jo højst sandsynligt meget stærkere end mig. 

Sådan en som min forlovede, han er jo 17 år ældre end mig, for nogen er det voldsomt og for andre helt fint. Men da jeg mødte ham skete det ved, at han hentede mig fra Kung-Fu træning i sin bil og kørte mig hjem. Det er da ret risikabelt! 

Men der skete heldigvis ikke noget, men hvad nu hvis der gjorde? Han kunne have voldtaget mig, slået mig ihjel, whatever. Jeg siger selvf heller ikke, at sådanne typer kun kan mødes på nettet. Absolut ikke, det kan da også ske ved bare at gå i byen for at feste. De findes jo alle vegne. Også derfor at jeg retter mig selv lidt, når jeg siger, at nettet er noget fanden har skabt. For det er jo ikke helt korrekt. 

Men man bliver jo altid rigtig nervøs, men den dag i dag er vi jo forlovede og har været sammen i 2 år. Vi har det godt, ja - det kan gå op og ned som alt andet, men vi prøver at tage det roligt. :)

Men grunden til jeg lidt kom ind på det med at være bekymret. Jeg oplevede her indenfor få dage, at min mor tog til Randers, det er jo så også fint nok, men for at mødes med en mand. Egentlig skal jeg jo ikke bestemme, hvad hun gør, men bliver da ked af, at hun er min far utro. Hader selv utroskab! Nevermind, hun mødte denne her mand, også fint nok. Men problemet er, at vi kan ikke hjælpe hende, hvis noget går galt. Men det gik jo også galt, for han var en rigtig narrøv! Alle der så meget som krammede min mor eller bare smilede fik sådan en på hatten! Selv hans egen familie fik en på hatten! Det er jo bare slet ikke i orden og slet ikke godt. Men lige pludselig gik det jo også udover min mor! Så blev hun slået og fik vredet en tå om, fordi han mente, at hun havde gjort noget forkert! Og så snagede han også i min mors telefon. Absolut ikke i orden! 

Jeg bliver rigtig ked af det, utryg og bekymret, en hel masse følelse. Men hvad fanden skal man gøre?

På selve dagen blev min mor hentet af nogen for ligesom at hjælpe hende, men min mor havde  heldigvis fået lidt hjælp af en anden, så hun fik anmeldt personen for vold og blev ført på stationen af politiet, som blev indtil toget kørte. 

Min mor har så blokeret manden og vil så ikke besøge ham igen, heldigvis! 

Men man bliver sgu rigtig bange for, at det lige pludselig går rigtig galt. Jeg havde så meget lyst til at tage til Randers og hjælpe min mor hjem. Jeg kunne slet ikke slappe af.

Men selvf kommer det jo som sagt ikke mig ved, hvad mine forældre gør. De er jo voksne mennesker, men alligevel vil man dem jo bare gerne det bedste. De har jo også altid gerne villet mig det bedste. 

Men man ved desværre aldrig, hvem det egentlig er man møder over nettet. Personen kan jo være noget så sød og rar at snakke med på nettet og over telefonen, men hvad så med i virkeligheden? Er personen så ligeså sød og rar? Ja, det finder man jo kun ud af på en måde. Hvilket jo både er godt og skidt. :)