Tja, overskriften siger jo en del, men tror jeg ta'r tingene fra en ende af. :D

Selve dagen startede nu oka, men jeg havde rimelig mange rygsmerter lige der, hvor min fibersprængning er. :S Det skete lige kort før jeg skulle sove i nat, så strak jeg mig bare lige for at tag noget, så gjorde det ellers bare nas. :S Jeg kunne dårligt nok gå, det er fantastisk, at min ryg havde det udmærket i dag. Men det gjorde virkelig skrigende ondt. :S

Nåmen, så har vi jo arbejdet lidt videre med vores tekster, men typisk nok var Dicle der ikke! Totalt irriterende. Så jeg måtte øve lidt med Maja i stedet. Og vi skulle jo improvisere ud fra handlingen. Så jeg skulle stort set bare køre på med fx at sige: "Prøv lige engang at se den bluse altså, den er bare ikke køn." Altså noget i den stil. Og man skal bare blive ved med at køre på de forskellige ting. Det var meningen, at Sofie skulle få Lise til at føle sig skidt tilpas, og jeg er jo Sofie.

Jean-Louis gav mig da også kun ros for det, jeg lavede. Han syns virkelig bare, at jeg havde fat i den lange ende altså. Jeg blev bare lidt "nå" agtig. Fordi man ikke forventer "rosen". Men det er sgu altid dejligt, at man får noget ros for det, man laver, men også at man får noget konstruktivt kritik. For det er nemlig noget, man kan bruge til noget.

Men jeg føler mig virkelig også under pres for tiden. For jeg skal både øve på tekst og ting og sager til optagelsesprøven i januar på Statens Teaterskole. Jeg skal øve på den tekst, jeg skal opføre den 22 og 25. November. Jeg skal ditten og datten. Så føler man sig altså under pres. Men jeg kører da også fint nok igennem det altså. Jeg ta'r en ting ad gangen.

Men man kan virkelig godt sidde og tænke: "Hold da helt ferie." For bare 3 år siden ville jeg bryde sammen af alle de mange ting, nu kører jeg bare lige igennem. Lidt ligesom den dag hvor jeg var hjemme hos Anders Bircow. Hvorpå min far sagde til mig: "Kan du ikke aflyse det med Frank?" Altså min kontaktperson. Så sagde jeg: "Nej, for jeg kan godt klare mig igennem." Altså jeg kørte jo bare igennem skuespil, Anders Bircow, skuespil og så at være sammen med Frank. Bare nå alle tingene. XD

Nu man er inde på kontaktperson, så sad jeg faktisk i går og tænkte over, om jeg egentlig overhovedet havde behov for sådan en længere. Fordi man bliver sådan lidt irriteret over at høre: "Jamen, du har da fået det klart bedre." Og bla bla bla. Så tænker man altså: "Har jeg så overhovedet noget behov?" Mine forældre siger, jeg stadig har behov for en kontaktperson, det er for tidligt at stoppe med sådan en. For hvis det stopper, vil jeg bare sidde og blive indelukket endnu engang. Plus jeg stadig har mange problemer fx psykisk, da jeg jo har mange svingninger i humøret. Enten er jeg glad eller også er jeg ked af det eller også er jeg noget tredje. Det skifter meget. Selvom det var værre, da jeg var 13 år. Der sad jeg bare dag og nat og græd, altså det var lige før, at jeg græd mine øjne ud af hovedet på mig selv. :S

Men det er ikke noget, jeg gider snakke mere om. Men nu begynder jeg at komme til det overskriften siger. :D Det var sådan, at jeg sad og havde Photoshop på 4. sal, så kom min vejleder Stine op og spurgte, om jeg havde tid i 2 sekunder, og det havde jeg selvf. Så fortalte hun, at min dispensation var gået igennem, og jeg havde fået et halvt år ekstra. Og så måtte jeg altså bare kramme hende totalt. :D

Men jeg har ikke fået noget brev endnu, det får jeg først en af dagene, hvor Peter så har fået det skrevet. Jeg tænkte bare: "Kan det virkelig passe?" Altså jeg havde en meget stor fornemmelse indeni, at jeg nok skulle få det halve år ekstra, og hvad får man så? Et halvt år ekstra. :D Jeg er vist bare mega meget heldig, når man tænker på, at det godt kan være sådan, at når man har søgt en gang før, at så siger de til en, at det går ikke, for man har haft søgt en gang. Men jeg fik da et halvt år ekstra, og det er jo hovedsagen. :D

Jeg sad bare resten af tiden og smilede bare totalt. Jeg var så glad altså. For nu kan jeg da fortsætte med det, jeg laver uden lige pludselig at skulle stoppe i december og bare ikke vide bagefter, hvad man skal. For kommunen er altså vildt langsomme om det der STU noget. :S Men fuck dem. Det er virkelig dejligt, at jeg kan fortsætte mit skuespiller arbejde og bare være glad for det. :D

Tænk sig, hvor mange ansøgere der muligvis får lov til det? Altså jeg kan bare ikke fatte det. Det kan jeg bare ikke. Måske kan jeg, når jeg får brevet, men lige nu kan jeg bare intet fatte. Jeg er bare glad. :D