Det har faktisk været en ret fed dag, fantastisk nok. Altså der har kun været en lille bitte smule tristhed, som lige kort ramte mig, da vi havde frokostpause, men ellers har der ingenting været.

Altså vi har arbejdet godt. Vi havde vores opvarmning efter morgenmødet som altid, og det gik da meget godt, men det kan godt være hårdt at skulle trække de nye med, men samtidig kan man så også sige, vi ved jo alle godt, hvor svært det kan være at være ny. Som ny skal man næsten altid lige sparkes lidt i røven, og det er jo sådan, det er. Dog for nogen er det jo altid lettere at være ny end for andre. Selv er det meget skiftende, det kommer meget an på, hvor jeg er. Altså da jeg var i praktik på min uddannelse, der var jeg selvf genert, men jeg var også åben og frisk på at møde de "måske" kommende kammerater og være en del af deres fællesskab i nogle dage og så eventuelt i endnu længere tid. 

Men det er svært at være ny, så samtidig så forstår man dem godt. De skal jo have lov til at vænne sig til stedet og os andre og alt det der. Selvf. Og så selvf også undervisningen. Det kommer jo ikke bare ved at trykke på en knap. 

Men det blev faktisk en fed opvarmning, og det var fedt at se de nye være mere med, når de rent faktisk var der. Det giver jo noget andet, og så selvf når vi andre er mere opmærksomme. Altså jeg blev da ret tydeligt opmærksom på, at de andre nærmest bare gloede på os eller kiggede væk eller noget. Så skal man jo lige ind og prøve og få dem med. Det er jo sparket, der gør en hel del ved dem, som kun er godt.

Men fed opvarmning som varede ret længe, faktisk længere end det plejede. Til sidst tænkte jeg næsten også bare: "Gad vide hvornår de slukker for musikken?" Jeg ventede næsten bare til sidst, men jeg fortsat bare mit arbejde, men det var lidt tungt at være i gang så længe. Men jeg nævner igen, det var da fedt.

Da opvarmningen var slut, så skulle vi lave to på gulv ligesom i går, men før det røg det hele i snak nærmest. Vores lærer Trine blev pludselig helt opslugt af kinesisk og japansk sprog, vi fik lige kort at vide, hvordan man sagde goddag og alt sådan noget. Det skal man da nok blive en god skuespiller af. :D

Ej, det var da meget sjovt og lærerigt. :) 

Så efter frokostpausen skulle vi lige lave lidt opvarmning igen, og så dernæst skulle Michele så præsentere hendes opgave, som var noget med at rejse. Et billede af et fly, en tekst om at det var dejligt at være ude at rejse og så noget musik fra spiderman. Det skulle man så på en eller anden måde gøre til en scene.

Vi brugte så kun teksten og billedet som inspiration, og det er jo egentlig også fint nok altså. Det blev helt surrealistisk, da vi endelig gik i gang. I starten havde vi næsten ingen idéer om, hvordan vi skulle sætte tingene sammen eller havde idéer. Det var lidt svært. Vi prøvede så at lave en bodystorm over tingene, og det gav da mig en idé, da Alberte nærmest forestillede en, der stod med en pistol.

For det blev virkelig surrealistisk. Hele sceneopsætningen og tanken bag det hele var, at der skulle være 2 rejsende(Michele og Jakob), der havde noget værdifuldt med(tror de selv), som de vil grave ned et sted, men samtidig nyder de også eventyret om at være rejst til det sted og ser sig omkring. På scenen i forvejen er der så allerede en person, som spiller på en meget lille guitar(Tilde), men der kommer så to forbrydere(Mig og Ida), der vil stjæle deres kuffert og penge, hvilket de gør og stikker af. Så kommer to politibetjente(Linnea og Alberte), der jo skal forsøge at opklare sagen. Politiet finder så os, og vi formår så at skræmme dem væk med vores meget store pistoler/geværer, og så kigger vi på tyvekosterne, men det er nok værre lort undtagen pengene/guldet, og vi bliver så irriteret og frustreret over det, at vi sigter på hinanden i stedet og så kommer der en med sin guitar og truer os med at slå os med den, og så falder vi om, vi besvimer kort sagt. Så kommer politiet selvf og får taget tyvekosterne og giver det tilbage til personerne, som det rent faktisk tilhører, og så får de jo deres pistoler tilbage, altså strømerne. Dernæst kommer de så over for at holde øje med os, men vi er ikke besvimet særlig længe, for så skyder vi strømerne og sidder der og sigter på dem ind til musikken dvaler ud så småt.

Det var faktisk sjovt og fedt at arbejde med, selvom det er meget surrealistisk. Men man tror jo faktisk, at politiet vinder over os, men i virkeligheden er det forbryderne, der vinder. Det ender ikke altid godt. :P 

Men det var da 100% sjovt, og når man først kom i gang, så kom idéerne bare altså. Det er jo helt vildt. Men det var helt klart noget, man sagtens kunne lave en visning/forestilling omkring, hvor scenen eventuelt blev udvidet, hvor der kom endnu flere scener, hvor man ser mere til de forskellige personer, baggrunden, m.m. Og så et manuskript med nogle replikker, så der også kom lidt tekst på tingene, så det hele ikke kun blev fysisk. Men det er fedt, og det der især gjorde det fedt var, at de nye var på. De var med! Det er jo dejligt. 

Altså det var da lige før, at lærerne nærmest var mundlamme, og det sker jo ikke ligefrem så tit. Altså de syns jo ligefrem, at der var god præsition(tingene blev gjort præcist og tydeligt), og så var det troværdigt, og så når vi gjorde det, så gjorde vi det rigtigt og ikke bare gjorde det. Fx måden man sigter med en pistol på, der er jo altid forskel på, om det er lidt sløset, eller om man virkelig gør det truende. Det har jeg virkelig taget til mig, da Christine sagde det sidste år. Samtidig syns de jo også, at vi var meget nærværende og levende. Det er jo kun dejligt at høre, når lærerne er tilfredse. :D

Samtidig kan man så også sige, denne gang brugte vi jo langt flere rekvisitter, end vi plejer at gøre. Selvom vi nærmest overhovedet ikke har brugt rekvisitter alle de andre gange, i hvert fald ikke de gange, hvor jeg har været der. Men det at vi godt måtte bruge rekvisitter, gjorde jo tingene ekstra fedt og mere levende end bare at gøre det med hænderne, at man står og sigter med en pistol, der ikke er der. Men man rent faktisk kan gøre det, men stadig bruge kroppen og være fysisk. 

Det eneste der bare godt kan være lidt synd ved at Dalia pt er væk er, at hun går glip af nogle fede ting, der sker. Man kan jo ikke rigtig genfortælle tingene, for det er jo ikke ligeså fedt, som når man selv oplever tingene. Det er rigtig ærgerligt. Men sådan er det. Altså jeg var der jo heller ikke de to sidste dage i sidste uge, så jeg gik jo nok også glip af noget, der sikkert har været oka sjovt. Men sådan er det jo også. Men altså jeg overlever, det gør Dalia sikkert også. Men ja.