Det har virkelig været en dramatisk, men også sådan en rimelig sjov dag i dag.

Jeg tror, jeg vil nævne det sjove først. Noget af det sjove har været, da vi til aller sidst var udenfor, først troede vi, at vi skulle spille rundbold, men så endte det med, at vi spillede fodbold. Det var nu meget sjovt. Bortset fra at det ufede var, at jeg hele tiden fik vredet om på min dårlige fod, så nu er den øm. :S

Men så er noget andet sjovt, det var helt klart, da vi lavede en omgang frys. Jean-Louis syns for en gangs skyld, at det var den bedste omgang frys, han havde set, fordi der netop var aktivitet på scenen det meste af tiden. Man kan da i hvert fald gøre ham tilfreds. :D

Men det dramatiske ved dagen var, at som jeg i forvejen godt vidste, så var der konflikter imellem nogle få personer. Efter som jeg fik nogle ting at vide i går. Fordi den ene sagde noget virkelig udover rampen, så der kom jo flere konflikter. Så de satte sig ud for at snakke om de ting. Det er da også fint nok at snakke tingene igennem.

Imellem tiden sad vi andre og spiste i kantinen. Men jeg var jo som sædvanlig den første til at være færdig, så jeg gik jo op igen, og så ville de også have mig ind i deres samtale. Det første jeg tænkte var: "Nu får jeg sikkert et eller andet fyret i hovedet eller sådan noget." Men det fik jeg ikke. De sagde derimod undskyld. Først tænkte jeg: "Undskyld for hvad?" Men så forklarede de nærmere, at de syns, at de har behandlet mig dårligt.

Plus de indrømmede, at de dage hvor jeg ligesom ikke har været der, så har de ligesom bagtalt mig. Hvilket de har indset ikke er fair overfor mig. Det er nærmest ligesom at gå tilbage i folkeskolen altså.

Lidt ligesom i folkeskolen har man jo typisk nok også forskellige roller i en klasse, hvorpå de nærmest har givet mig rollen som den mærkelige og automatisk ikke brudt sig om mig.

Men jeg vil så sige, at man ikke ved, om man kan lide en person, før man rent faktisk kender personen. Hvis man bare har kigget på det ydre og alt hvad der er over overfladen frem for under overfladen, så dømmer man også ret hurtigt.

Jeg syns, vi mennesker er for hurtige til at dømme andre/hinanden. Men man kan så sige, når man som jeg er blevet mobbet igennem hele folkeskolen, så lægger man faktisk ikke så meget mærke til det "onde", fordi man er vant til, at det er der. Det er i hvert fald min erfaring. Man ved, at der er lidt ondt i luften, men man reagerer ikke på samme måde på det, som man gjorde i starten.

Men det meget rare at vide var faktisk, at da mig, Rosa og Trine sad og tegnede og snakkede i går, syns de, at de kom lidt tættere på "hvem jeg er" frem for mit ydre jeg, og rent faktisk havde det hyggeligt. Hvorpå de som regel ikke rigtig gad at snakke med mig eller hvad man skal sige.

Altså det er da positivt, at de selv har kunnet indse de dårlige ting og undskylde, det er da en god ting. Men jeg måtte jo også selv sige noget, jeg ikke syns var fair, som fx Jessicas måde at tale til mig på, og det syns hun heller ikke var fair, at hun var sådan.

Men altså vi holdte også et noget større "møde", hvor vi alle var indblandet/inddraget, og hvor vi ligesom fik lov hver især til at sige nogle ting. Altså det eneste jeg overhovedet sagde var faktisk bare om mig og det at være social.

Altså jeg kan jo ikke love at sidde og være totalt social, men vil vildt gerne snakke med de andre. Jeg er ikke så god i det sociale, som man kunne være. Altså jeg kan godt arbejde med de andre og være iblandt de andre, men samtidig kan det også være svært. Især hvis jeg skal snakke med de andre, for så skal det helst være sådan med en af gangen eller højst to. For hvis der sidder for mange rundt om mig, og så snakker de og så snakker de, så føler jeg mig automatisk udenfor, fordi jeg ikke kan byde ind med noget.

Men det er jo mit form for handicap eller lidt pænere sagt problem. Men det er jo for mig noget, der lægger tilbage til dengang, jeg gik i folkeskole. Sådan nogle ting retter sig jo ikke på 0,5 og hos nogen ændrer det sig jo aldrig.

Man kan jo så sige, at i forhold til for nogle år siden, så er jeg da blevet bedre social, men jeg har jo virkelig været sådan helt, at jeg så ikke nogen, jeg havde ikke lyst til at se nogen, osv. Og hvis jeg endelig så nogen, så var det faktisk Pernille.

Men vi er jo bare mennesker, det er bare ikke særlig fedt at føle sig udenfor eller noget i den stil. Altså det er jo vildt ufedt. Det trælse er jo bare, at det lyser ud af os, der føler sig udenfor. Det lyser så meget ud af os.

Men vi alle har jo sådan en form for beskyttelse rundt om sig selv, hvorpå nogen har svært ved at bryde ud af den, hvorpå andre altid er ude af den, og nogen er altid inde i denne beskyttelses-ting. Der er så også dem, der er sådan halvt ude af den og halvt inde i den.

Vi mennesker reagerer jo forskelligt, hvis man som person har det skidt, så er der nogen, der bare er åbne totalt omkring det, hvorpå der så er nogen, de holder det inde og bliver mere og mere sårbare pga. de ikke kan få tingene ud, som de er. Så man bliver jo automatisk sårbar og følsom, og så skal der jo ingenting til, før man bare går ud i tårer.

Ballonen brister altid før eller siden. Jeg er fx en af dem, der går med det inde i mig selv frem for at få talt om tingene. Ligesom hvis en person er dum overfor mig, jeg går ikke hen til personen og siger, det gjorde mig ked af det. Derimod holder jeg det for mig selv og bliver ked af det og måske endda endnu mere ked af det, alt efter hvordan mit humør i forvejen er. Og det er jo min fejl, men samtidig også min måde at reagere på.

Men sådan er vi jo så forskellige. Man kan sige, det mig og sådan en som Maria har tilfælles er, at vi går ind i vores egen beskyttelse og går med det for os selv, hvis der er noget, der er galt frem for at få det ud. Det har vi tilfælles.

Som der blev sagt i filmen Rend Mig I Traditionen i den scene med Lis og David Dechel: "De ensomme vandrer, ikke David?"

Man kunne jo faktisk godt bruge det citat i den situation med, at man går for sig selv i sin egen beskyttelse og føler sig udenfor. De ensomme vandrer.

En gang imellem kan man godt føle sig ensom, selvom man er sammen med folk, men også når man er alene. Nogen gange kan jeg godt føle mig alene og forladt, selvom jeg ikke er det. Det er en vildt dårlig følelse.

Men det en ligeså dårlig følelse, hvis man ikke føler sig velkommen et sted. Det er en ligeså dårlig følelse.

Anyway. Men ellers har det da været en rimelig sjov dag, hvis man ser bort fra det dramatiske. (: