Ja, emnet siger jo selvf lidt, ikke? (:

Personligt kunne jeg nok aldrig finde på at gifte mig som 17 årig. Jeg vil hellere vente til, jeg er fyldt 18 år og selvf op og eventuelt er kommet i gang med lidt mere uddannelse eller sådan noget.

Altså nu blev mine forældre gift, da min mor var 19 år, og min far var 38 år. Min far gik efter et ungt skår, må man sige. Det er helt fint, syns jeg. Nu er alder jo bare tal.

Men jeg syns nogen gange bare, det er ret tidligt, hvis man som fx 15 årig bliver forlovet og som 16-17 årig bliver gift. :O Man er dårligt nok begyndt at komme i gang med uddannelse. Men så kan man så sige, at det er endnu mere tidligt, hvis man som 11-12 årig får et barn. Der sætter jeg ligesom grænsen.

Nu kan man sige, hvis det var mig selv, der var så uheldig, så havde jeg ikke rigtig noget at miste, måske min barndom, men den er jo allerede tabt i min fortid.

Men tænk sig, hvis man får et barn, det kræver jo rigtig meget at have sådan et lille barn, og man skal samtidig passe sin skole. Man skal have hjælp fra sine forældre, imens man selv er i skole.

Nogen unge mødre er jo endda så uheldige, at de får deres børn fjernet, men så skal man vist være meget uheldig. Jeg tror sagtens en ung pige kan være en god mor, men det kræver meget. Jeg er ikke engang selv klar over, hvor meget det kræver, da jeg ikke selv har børn.

Jeg elsker børn, jeg vil gerne selv have 4 stykker. Og da jeg var i praktik i 9. klasse to gange, en gang i en børnehave blandet med en smule vuggestue og så anden gang var vuggestue, børnehave og fritidshjem ud i et. Det sted med de tre ting, har jeg selv gået i dengang i 90'erne. Dog bare ikke vuggestuen, da det først er noget, der kom for nogle år siden. Men de børn var godt nok plagende eller retter virkelig nogen, man skal være omkring hele tiden.

Børn er søde, men de kan virkelig også være irriterende. Jeg kan huske det første sted, jeg var. Der gyngede jeg børnene den første dag i noget tid, jeg fik virkelig ondt i ryggen og kroppen. Jeg kunne dårligt nok gå eller sidde dagen efter og så det, at man selvom har smerter i hele kroppen skal passe en masse børn. Det er smertefuldt!

Men der er jo ikke noget dårligt i børn, men man skal virkelig være klar til at få dem. Men tidsmæssigt kan det passe dårligt ligegyldigt hvad. Men jeg vil sige, man skal virkelig også have fundet den rette til både at få børn og blive gift. Man skal være 100% klar til at indgå i et ægteskab. Det er en dårlig idé, hvis man ikke er det.

Jeg kan sagtens sidde og sige nu, at jeg er ikke klar til at få børn, og jeg er 17 år, og jeg foretrækker at få børn senere i livet. Men derimod kunne jeg sagtens være klar til at indgå i et ægteskab med en, jeg vidste ville være den rette. Men det skal være ham, der skal fri til mig.

Men hvad er overhovedet den rette? Det er jo ikke godt at vide. Altså jeg har det bare sådan, at min drømmemand skal være: Ærlig, kærlig, sød, rar, troværdig, støttende, lyttende, forstående, skulle kunne forstå et nej, være sig selv, gerne romantisk, gerne være typen der forkæler en pige ind imellem og selvf omvendt, hvor pigen forkæler manden, acceptere og respektere mig for den, jeg er, han skal behandle mig godt, han skal ikke være noget svin, der udnytter piger, ældre end mig, gerne en gentleman - ja, det var vist det.

Altså jeg ville ikke have noget imod at blive forlovet som 17 årig, men gifte mig vil jeg helst vente med til 18 års alderen. Medmindre det er så hastende, at det skal være nu og her, så er det jo klart nok.

Men på en måde forstår jeg ikke, hvorfor det haster for nogen at blive gift som 17 årig eller noget. Selvf er det deres sag, men det kunne da ligeså godt vente. Fyren løber nok ikke nogen vegne.

I gamle dage var det jo altid et hastværk, hvis pigen blev gravid og skulle have et barn, at hun så kunne blive gift på et kongebrev med faren til barnet. Dengang syns man jo ikke, at det var så pænt, at en pige fik et barn, når hun ikke var gift.

Men den dag i dag ser folk jo slet ikke sådan på det. I dag er der op til flere, der får børn uden at være gift. I dag er samfundet jo helt anderledes end dengang. Så der er jo ikke det store hastværk i det.

Det er da oka, at nogen syns, det er et hastværk, men det syns jeg nu ikke, at det er. Om jeg så fandt den perfekte mand lige nu og her, det ville ikke være noget hastværk for mig. Jeg ville hellere være sikker på, at manden rent faktisk var noget for mig, og rent faktisk var den, jeg ledte efter. Man skal ikke gifte sig bare for at blive gift, man skal gifte sig, fordi man elsker hinanden og rent faktisk vil dele resten af livet sammen. Eller de år den ene eller den anden lever.

Faktisk snakkede mig og min kontaktperson i denne her uge om at blive gift. Altså fordi at vi kom ind på, hvornår mine forældre fik mig og at her sad jeg 17 år efter, og at jeg jo sagtens kunne blive gift nu med en bestemt tilladelse et bestemt sted fra.

Men jeg vil sgu hellere vente og ikke have hastværk, for der er jo ingen hastværk i det. Manden dukker jo op før eller siden, han skal bare være den rette for mig. Hastværk er lastværk eller retter det haster ikke mere end det jager. Das it, das that. Nyd ungdommen imens du har den!