Jeg kan lide en dreng
Jeg kan lide en dreng
Hej jeg er en pige på 15 år. Jeg kan rigtig godt lide en dreng fra min parallelklasse, men vi har aldrig snakket sammen sådan rigtigt. Jeg har hans snap, vi snapper nogen gange, men det går rigtig langtid for han svare og jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Hvad gøre jeg?
Hej pige på 15 år.
Tusind tak for din besked – det er så sejt, at du skriver ind og deler det her. Det lyder som om, du står i en lidt svær situation, hvor du har følelser for en dreng, men ikke helt ved, hvad du skal gøre ved det. Det er en følelse, rigtig mange kender!
Du fortæller, at i har hinandens snap, og at I skriver lidt, men at han svarer langsomt. Det kan godt føles lidt forvirrende – især når man rigtig gerne vil have kontakt. Når nogen svarer langsomt, kan det betyde mange ting. Måske er han bare ikke så meget på sin mobil, eller måske er han usikker ligesom dig. Det betyder ikke nødvendigvis, at han ikke er interesseret.
Måske kan du starte med at spørge dig selv:
– Har jeg lyst til at lære ham bedre at kende?
– Eller har jeg lyst til at sige, at jeg kan lide ham?
Du kunne f.eks. starte med at prøve at skrive lidt mere til ham – som at spørge ind til noget i skolen eller sende en sjov snap. Det kan åbne lidt op for kontakten, uden at det føles alt for stort.
Det er helt okay at tage små skridt. Du behøver ikke sige alt med det samme. Bare det, at du prøver at lære ham bedre at kende, kan være en god start. Og hvis han ikke viser samme interesse, så er det ikke, fordi du ikke er god nok – det handler bare om kemi, og det er ikke altid noget, man selv kan styre.
Du er modig – og du er ikke alene!
Det kræver mod at stå i den situation, du står i. Uanset hvad der sker, så er det sejt, at du tør tænke over dine følelser og vil gøre noget ved dem. Mange piger og drenge oplever præcis det samme som dig.
Vi hepper på dig!
Kh Diana