Gym start

brevkassespørgsmål

Gym start

brevkassespørgsmål af
Nanna
16 år
Oprettet 3 år 7 måneder siden

Jeg skal starte på gym på mandag og er hammerende nervøs. Har altid haft det svært med start og nye mennesker. Åh, hvor ville jeg ønske jeg bare var sådan en som taler med andre uden at tænke over det. Føler mig nemt akavet og forkert. Problemet med Odder er at mange kender hinanden i forvejen så jeg er bange for at blive dømt på forhånd og andre ikke gider at være sammen mig. Har også kæmpet med det i skolen. Så, skriver for at høre om I kan komme med et par tip til mig til første dag? :)  

Svar: 

Kære Nanna

1000 tak for dit brev!

Jeg kan godt forstå, at du er nervøs. Odder er en lille by, og du har helt ret i, at mange kender hinanden.

Min erfaring er, at langt de fleste, der starter i gymnasiet er nervøse, og de ønsker ikke at blive sat i bås, som de var i folkeskolen. Jeg tror, at de fleste ligesom du håber på en ny start. Prøv at se om du kan holde fokus på, at de andre er lige så nervøse som dig, og at i alle er i samme båd. Prøv at være smilende og imødekommende, selvom at det kan virke svært og grænseoverskridende. Tænk det som en ny start – en mulighed for dig.

Vi er alle forskellige, og der skal være plads til alle typer i en klasse; der vil være de mere udadvendte typer, men der vil helt sikkert også være andre som dig, der har svært ved at tage kontakt og måske har følelsen af ikke altid at passe ind.

I løbet af den første tid på gymnasiet så prøv at spotte et par stykker, hvor du tænker, at han eller hun ser sød ud. Du kan øve et par spørgsmål derhjemme fx spørge dem om de også er nervøs. Og husk på, at i opstartsperioden skal alle lige finde deres vej i det, så selvom der er bump på vejen, og måske en dårlig dag undervejs, er det ikke det samme som, at det behøver at blive sådan resten af gymnasietiden.

Og et lille tip.. Husk din vejrtrækning! Prøv at trække vejeret dybt ned i maven….  hold det i 4 sekunder og langsomt pust ud igen. Det er kroppens egen måde at få ro i kroppen på. Så hvis du bliver meget nervøs, så husk på vejrtrækningen og at slappe af i musklerne i din krop. 

Hvis du oplever, at det bliver svært for dig oppe på skolen. At du bliver meget nervøs eller føler dig udenfor, kan jeg varmt anbefale, at du taler med Dorthe, som er studievejleder på gymnasiet. Hun er rigtigt sød og god og snakke med, og der er ofte elever der banker på hendes dør, når de står i noget, der er svært.

Held og lykke med starten:-) Og husj at, selvom du er nervøs, så prøv at fokuser på, at dette er ny mulighed for dig og ha’ tiltro til, du godt kan klare det. Jeg krydser finger for dig, og du er altid velkommen til at henvende dig her på brevkassen eller på vores Ung i Odder chat.   

 

Kærlig Hilsen

Line

 

OdderLines billede
Line, ungerådgiver i Odder har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program