Så gik den sommer

brevkassespørgsmål

Så gik den sommer

brevkassespørgsmål af
Nanna
16 år
Oprettet 5 år 2 måneder siden

Ja så gik den sommer. Med druk. Modvillig. Jeg blev på en eller anden måde vinklet ind i en gruppe hen over sommer som drak af helvet til. Jeg blev en del af det selvom jeg ikke havde lyst. Jeg synes det var sejt at være sammen med de andre og en del af det handlede om at drikke. Det var hver gang vi var sammen. Der er ikke det sted hvor vi ikke har siddet i Holstebro. Øv, jeg synes det var pinligt når voksne kiggede på os. Jeg synes det var kikset at drikke. Men jeg gjorde det. Nu sidder jeg så her med mine sensommer tømmermænd. Hvordan slipper jeg ud af gruppen, hvordan holder jeg op med at drikke. Hvor går jeg hen? Jeg vil gerne slippes fri, men vil også gerne være en del af gruppen. En del af de seje. Har virkelig brug for et par gode råd som ikke bare handler om at tale med en voksen. For det kan jeg ikke. Det handler om at slippe fri, uden at miste alt. Håber I forstå og håber I måske har et par råd til mig. Tak.

Svar: 

Hej Nanna

Det er aldrig rart at være en del af noget, man ikke har lyst til som fx at drikke alkohol. Det lyder til, at du er flov over, at have været en del af det, men det kan også være rigtig svært at sige nej, hvis man er en del af en gruppe. Jeg får lyst til at skrive, at det er rigtig godt, at du faktisk er stoppet op, og har mærket efter hvad du har lyst til. Det gør det lettere at finde ud af, hvad du så kan gøre herfra.

Det lyder til, at du har det meget blandet med at være en del af den her gruppe. Du skriver bl.a., at du gerne vil forblive en del af gruppen, men at du samtidig gerne vil slippe ud af gruppen. Det lyder til, at det ikke er selve det at drikke alkohol, som du synes gør, at dem i gruppen er seje. Hvad er det mon, du synes gør, at de er seje? Og er det muligt at være en del af gruppen på dine præmisser - fx uden at drikke alkohol? Eller søger du nærmere et andet fællesskab med nogen, som du har mere tilfælles med?

Du skriver, at du ikke søger et råd om at tale med en voksen. Nogle synes, det er svært at tale med en voksen omkring sig - fx forældre eller lærere. Her i Holstebro Kommune er der enten mulighed for, at du kan skrive ind til vores chat, hvor du helt anonymt kan få en snak om dine tanker om det. Det er også muligt at kontakte det, der kaldes Psykologkontakten. Her kan man helt anonymt og gratis komme ind og snakke med en medarbejder om bl.a. ens forhold til alkohol. Psykologkontakten kan kontaktes på tlf. 96 11 50 78. 

 

 

 

LisHolstebros billede
Rådgiver fra chatteamet i Holstebro kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program