Emma smider sig på sengen, som hun har gjort utallige gange før. De salte tårer strømmer ned ad hendes kinder og videre ned på puden, som bliver helt våd og helt ulækker at ligge på. Men Emma er ligeglad. For hende er det ikke ualmindeligt, overhovedet ikke faktisk. Hvorfor skal det alt sammen gå galt igen? Efter hun har flyttet, er det jo blevet meget bedre. Alt er blevet meget bedre. Hvordan har de fundet ud af det? Den nye klasse har jo accepteret hende. Hun har fået venner, det hele gik fremad, og så pludselig vender de sig bare mod hende, lige som hendes gamle klasse.

Hun kan stadig tydeligt huske den dag, hvor det hele begyndte: Det var i 4. klasse. Hun var i forvejen ikke særligt populær, men hun havde dog et par veninder. Klassens dronning, Juliane, havde aldrig kunnet lide Emma, men der var ikke sket det store, kun et par små skænderier. Men så en dag, udbryder Juliane, at hendes yndlings kuglepen, en splinterny lyserød sag med fjer og hjerter, var væk. Alle skyndte sig selvfølgelig hen for at se, hvad der var sket, og de begyndte at lede over det hele. Emma og hendes daværende bedsteveninde, Julie, havde siddet ovre i det andet hjørne af klassen og øvet sig på 9 tabellen. Pludselig råber Jonas op og peger på Emmas taske, og de samler sig i en kreds rundt om den. Emma og Josephine prøvede at bryde igennem kredsen for at se, hvad det dog gik ud på. Og så så de, hvad det var alle stod og kiggede på.

Dér i Emmas taske oven på hendes madkasse, så alle der gik forbi kunne se den, lå kuglepennen. Det lignede næsten at den var lagt der med vilje. Som om det var meningen, at nogen skulle opdage den. Juliane havde stået helt stille og bare kigget på den, men så pludselig, som vågnet op fra koma, begyndte hun at skrige op. Ingen forstod helt, hvad hun sagde, men de kunne tyde ord som so, store idiot, dum og værst af alt: tyv. En efter en begyndte de andre også. De råbte ad hende og skubbede til hende. Juliane begyndte at græde og hendes flok af hofdamer kredsede rundt om hende. Skiftevis stirrede de ondt på Emma og klappede Juliane på ryggen.

Dagen efter kom rektoren, Fru. Jensen, ned i klassen. Hun tog Emma med op på sit kontor, hvor hun gav hende en lang prædiken om, at stjæle er forkert. Emma blev selvfølgelig ved med at sige at hun ikke havde gjort det, men det virkede ikke som om Fru. Jensen hørte på hende. De første dage efter var der ikke nogen, der ville snakke med hende bortset fra Julie.

Men så var der pludselig én i klassen som ikke kunne finde sit viskelæder, og straks var der nogen, der foreslog, at det var Emma, der havde taget det. Igen begyndte alle at råbe tyv og andre skældsord efter hende. Emma blev så chokeret, at hun begyndte at græde, og resten af dagen sad hun inde på badeværelset. Og sådan blev det ved. Emma blev beskyldt for at have taget alt muligt. Først var det små ting, som blyanter og linealer, men så udviklede det sig til vanter, huer, gymnastiksko, og til jul sagde alle, at hun tog slikket, som deres hemmelige nisseven havde lagt på deres hylder.

Efterhånden virkede det, som om Julie heller ikke gad snakke med Emma så meget mere. Og pludselig en dag kom Juliane hen og sagde, at Julie syntes, Emma var dum, og at hun aldrig mere ville snakke med hende. Den dag græd Emma så meget som aldrig før. Hun følte sig svigtet og tænkte, at der måtte være et eller andet galt med hende. Emmas forældre havde godt lagt mærke til, at Emma var blevet meget stille på det sidste, og de spurgte hende, om der var noget galt. Hun sagde bare, at hun var træt, Emma prøvede nemlig at holde det skjult fra sine forældre. Tænk nu, hvis de ikke stolede på hende og troede, at det var rigtigt, at hun havde taget alle de ting.

Lærerne må have lagt mærke til, at toilettet efter hånden var blevet hendes private domæne. Men de sagde aldrig noget om det. De lod som om de ikke så hende, når hun listede ind midt i timen med øjne så røde som to blinklys, der viser, at man skal stoppe.

Årene gik, og Emma blev mere og mere indelukket. Hun snakkede aldrig med nogen i klassen, eller bare nogen generelt for uden hendes familie. Hun rakte heller aldrig hånden op i timerne, og hvis hun endelig blev spurgt, svarede hun bare: "Det ved jeg ikke", eller trak på skuldrene, for ikke at drage opmærksomheden hen på hende.

Som klassen blev ældre, blev skældsordene og beskyldningerne værre. Snart var det både cd'er, mp3 afspillere og penge, som hun tilsyneladende havde taget. Og der gik også en del rygter om, at hun havde lavet butikstyveri op til flere gange. Nogle gange tænkte Emma, at det måske faktisk var hende, der havde stjålet nogle af de ting, men hvor var de så henne nu? Nej det var ikke hende, det ville hun aldrig gøre.

Hver dag var Emma den sidste, der forlod klasse værelset. Hun ville gerne gå hjem alene, så tårerne kunne få frit spil. Men en dag i 8. klasse, var der nogen, der ventede på hende lige uden for skolen. Det var 3 piger fra klassen. Juliane, en af Julianes veninder Jette og så den nye pige, som Emma ikke kunne huske navnet på. Pludselig stod de bare foran hende, og begyndte at råbe en masse grimme ord ad hende. Juliane begyndte igen at beskylde hende for at være en tyv. Emma ville sige, at hun aldrig havde stjålet noget, men før hun kunne nå at sige noget eller løbe væk, kom en knytnæve farende imod hende og ramte hende på siden af hovedet. Så, som om den første knytnæve var startsignalet, begyndte slagene at hagle ned over hende. Hun blev så forskrækket, at hun væltede, men de blev ved. Emma vidste ikke, hvad hun skulle gøre, så hun lå bare i fosterstilling på jorden og prøvede så vidt som muligt at beskytte hovedet med armene. Pludselig holdt slagene bare op. Emma lå lidt og ventede på, at de skulle begynde igen, men da der ikke skete noget, åbnede hun nervøst øjnene og så, at de var gået.

Emmas forældre gik helt amok, da de så hende. De blev ved med at stille de samme spørgsmål igen og igen uden at vente på svar, og de styrtede rundt over det hele for at finde isposer og viskestykker. Hun havde fået en flænge ved øjet, og hendes forældre blev nød til at køre hende på skadestuen og få den syet. Emmas mor og far fortalte hende et par dage senere, at de havde valgt at flytte. De følte, at det var det bedste, de kunne gøre, og det skulle helst være et stykke væk, hvor ingen vidste noget om rygterne, og så hurtigt som muligt.

Så allerede næste dag var Emmas forældre ude for at se på hus, og Emma var blevet sat til at pakke sine ting. Da de kom hjem, havde de fundet et hus et godt stykke væk, desværre så langt væk, at Emmas far ikke kunne beholde sit gamle job, som han ellers elskede. Men det var nødvendigt.

Emma havde været meget nervøs de første par dage i den nye klasse. Hendes nye klassekammerater havde været utroligt venlige over for hende, men Emma turde ikke åbne op over for dem, og hun var altid meget stille. Først efter et par måneder, gik det bedre. Hun fik masser af venner i klassen, og med dem kom selvtilliden langsomt tilbage. Alting gik rigtigt godt.

Men så pludselig var det hele tilbage ved det gamle. I morges, da hun kom ind i klassen, virkede det næsten som om alle kiggede og skulede til hende. Emma sagde til sig selv, at hun bare var paranoid, det var bare noget, hun bildte sig ind. Men da hun så havde gået over for at snakke til dem, havde de bare vendt ryggen til hende og ladet som om, de ikke hørte hende. Emma blev meget forbløffet. De kunne da ikke have fået noget at vide om hendes tidligere rygte, kunne de?

Resten af dagen sad Emma bare som lammet. Hun hørte ikke, hvad lærerne sagde, det eneste, hun kunne høre, var hendes navn, der blev hvisket alle vegne. Pludselig da hun skulle række ned efter en bog i sin taske, trak Jesper, der sad ved siden af hende, sin taske til sig og udbrød, "Du skal fandeme ikke røre ved min taske!" Alle kiggede på dem, og der blev helt stille i klassen. I frikvarteret tænkte Emma, hun ville gå over og spørge nogle af de piger, som hun var bedste venner med i klassen, hvad det var der foregik, men da hun bevægede sig over mod dem, begyndte de at råbe til hende, at de ikke gad være sammen med sådan en tyve tøs. Kort efter stemte nogle andre ind med, at hun bare skulle holde sig væk fra deres ting.

Så løb Emma. Hun løb ikke bare ud på toilettet, hun løb hjem så hurtigt, som hun kunne og glemte helt at tage sine ting med. Nu ligger hun der, med hovedet dybt begravet i hovedpuden. Hun hader det. Hun hader sit liv, hun hader skolen, hun hader sig selv. Et eller andet må der jo være galt med hende. Og hvad nu? Hun kan ikke gå igennem det hele med en ny skole igen. Og tænk nu hvis rygtet også spredes til den klasse? Hun kan heller ikke gøre det mod sine forældre igen, nu hvor de lige er faldet på plads det nye sted. Og det koster mange penge at flytte. Alt er bare så forkert. Hun har jo aldrig stjålet noget i sit liv. Hvorfor er der aldrig nogen, der tror på hende. Og hvad med hendes fremtid? Hvad vil den blive til, hvis hun aldrig slipper væk fra det hele? Hun kan bare ikke mere.

Emma vender sig om og kigger op i loftet. Sådan ligger hun lidt tid. Hun ved ikke hvor længe, det kunne lige så godt være 5 minutter som en halv time. Så rejser hun sig op og går som i dvale ind på sin fars kontor. Emmas far elsker at jage, selvom han ikke kan ramme en flue med en fluesmækker. Derfor har han købt et stort elg hoved og hængt op på sin væg, og købt en masse forskellige rifler, så det ser ud, som om han er professionel.

I bunden af riffel skabet ligger en pistol, som han har i tilfælde af indbrud. Emma forstår ikke, hvorfor han har den, når han lige så godt kan bruge en af riflerne. Men hendes far siger altid at, hvis man dræber for at spise, er det en anden ting end at dræbe for at dræbe. Og han vil aldrig kunne bruge den riffel igen, hvis han har dræbt et menneske med den. Han har selv vist Emma, hvordan man bruger den i tilfælde af, at hun er alene hjemme. Hun har altid syntes, det var helt unødvendigt, men hendes far havde insisteret.

Emma går over til skabet og drejer på låsen. Hun tager pistolen ud og står i lidt tid og kigger på den. Hvor er den dog smuk. Så lille og fin. Så sort og skinnende. Emma tøver, men så tager hun et dybt åndedrag og begynder langsomt at føre pistolen op imod tindingen. Så lukker hun øjnene, tager et dybt åndedrag igen, og hurtigt, som om det bare skal overstås, trykker hun på aftrækkeren. BANG!