Hej, jeg er en pige på 14 år som skal i 9. klasse her efter sommerferien.

Jeg har altid gået i en klasse hvor man ikke skulle være ret meget bagefter for ikke at blive accepteret. Jeg har få tætte veninder, og er ikke i nogle rammer som jeg bryder mig om at være i. Føler mig rigtig flov når jeg begynder at fortælle om mine problemer til andre, og ikke engang min tætteste veninde ville jeg kunne åbne mig op for.

Her efter sommerferien har jeg så valgt at skifte skole for at prøve noget nyt, møde nye mennesker, og komme ind i andre rammer, men det har bare nedtrykt mig endnu mere.

Selvom jeg enorm gerne vil væk fra det gamle, bliver jeg alligevel så frygtelig ked af det når jeg ved at jeg skal forlade det.

Udover disse ting har jeg aldrig haft en kæreste, men her i min ferie da jeg var på kreta mødte jeg en græker som jeg snakkede rigtig meget med. Det var som om jeg var på en lyserød sky når jeg snakkede til ham, og bare på 3 uger kunne jeg mærke at jeg var blevet forelsket.

Det var som om at alt blev lettere. Jeg var væk fra det helvede jeg plejede at leve i derhjemme, og gik nu rundt i drømmeland og havde det stortset perfekt.

Hvad jeg så ikke havde tænkt på, var at vi jo skulle hjem igen, og da måtte jeg give slip.

Har grædt så meget siden jeg forlod ham. Det er som om at min verden bukkede helt under, og bare tanken om ikke at skulle se ham igen er hård.

Føler mig så tom indeni. Vil tilbage til ferien, og væk fra det sædvanlige. Kan ikke lide at være hjemme.