Græder og græder! Jeg render rundt med selvmords tanker til dagligt. Men det kommer som regel først frem, når jeg er rigtig ked af det. Så begynder jeg virkelig at tænke på selvmord.
Da jeg skar i mig selv, så mange gange så kiggede jeg på mine arme og tænkte: "Jeg har virkelig meget lyst til bare at tage mit eget liv." Men tør aldrig prøve på det. Nogle gange tænker jeg på at tage en overdosis, men igen tør ikke. Jeg er vildt bange for at såre dem, jeg holder af, hvilket jeg ved, jeg vil gøre, hvis jeg gør det.
Men sommetider kan jeg virkelig ikke holde mit eget liv ud. Nogen skulle bare vide, hvor meget de virkelig har ødelagt mig og mit liv. De skulle næsten prøve det selv.
Jeg har en masse frygt, had, vrede, osv. inde i kroppen, der ikke kan komme ud.
Min menstruation har næsten lige været sprunget over i to måneder. Min kontaktperson sagde, at det var fordi, jeg havde/har en masse stress i kroppen. Jeg har haft min menstruation i denne måned. Jeg har det nogen gange som om, at jeg er født ved en stor fejltagelse, at jeg i virkeligheden ikke burde leve. Men alligevel gør jeg det.
Jeg drømte engang om en mand, der slog mig ned, voldtog mig, osv. Og den drøm frygter jeg kommer til at ske i virkeligheden. Og det er ikke rart at tænke på overhovedet. Sommetider tænker jeg: "Er det min egen skyld, at jeg har det sådan? Er det min egen skyld, at jeg er blevet behandlet dårligt?" Alt hvad jeg kan tænke på af skyldfølelse. 
Min hverdag er meget sådan, hvad skal man sige? Den er sådan op og ned.
Jeg har to veninder, som jeg dårligt nok ser. Dem i min klasse er jeg ikke direkte venner med. Det er bare klassekammerater.
En pige fra min klasse, når hun kommer i skole, så mange gange så trækker jeg lige et smil på læben og siger straks: "Hej R." Men ikke sådan rigtigt, når det er de andre. Og jeg vil nærmest hele tiden i kontakt med mine lærere. Jeg snakker for det meste meget med dem. Jeg snakker ikke så meget, når jeg står iblandt mine klassekammerater. Så kommer det allerhøjst bare lidt små grin ind imellem og nogle enkelte spørgsmål, og så er det bare det.
Vil for det meste bare snakke med mine lærere. Og det skyldes nok lidt, at jeg har været ude for en vildt dårlig behandling. Af mine lærere taler jeg nok mest med O (hankøn). Mange gange hvis en af mine lærere skal ned at handle, og der ikke er nogen, der vil gå med, så vælger jeg at spørge om, jeg ikke må tage med for at hjælpe.
Jeg har det for det meste bedst sammen med voksne, jeg føler mig mere "tryg" og føler, at der kommer mere "forståelse" fra dem. Af mine forældre har jeg et meget tæt forhold til min far. Engang kunne jeg snakke med ham om alt, men nu lukker jeg for det meste af. Jeg kan ikke rigtig gå hen til ham og sige: "Jamen, jeg er ked af det pga. et eller andet." Det kan jeg overhovedet ikke. Jeg går på min fjerde og sidste skole, og selvf har jeg det godt på min nye skole. Men kan sommetider virkelig ikke holde mit eget liv ud.