Hej Sara

Tusind tak fordi du skrev. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg kan mærke hvor svært det har været at skrive det her brev. Du beskriver selv at du aldrig beder om hjælp, at alle dine alarmer går i gang når du prøver, og alligevel sidder jeg nu her med dit brev. Fordi du rakte ud. Og det er virkelig sejt.

Inden jeg går i gang med mit brev rigtig, vil jeg også gerne tage fat i noget af det du skriver, som jeg ikke vil lade passere uden at nævne. Du skriver at du vil ligge og forsvinde væk indeni, uden lyst til at leve eller dø. Det lyder som et meget mørkt sted at være, og jeg er glad for at du delte det. Hvis du nogensinde befinder dig i et sted hvor mørket bliver for tungt at bære alene, så er Livslinjen en rådgivning du kan kontakte døgnet rundt på 70 201 201.

Du beskriver at du frygter din situation ikke er slem nok at gå til læge med, så du kan få hjælpen, samtidig med at du også fortæller at du aktivt har sagt nej til hjælp. Jeg oplever en tvetydighed i dig. Og jeg forstår da godt du føler dig paralyseret af den. Du oplever du er i en situation, hvor ingen af vejene er mulige at følge. Men kære Sara, når jeg læser dit brev, oplever jeg ikke at du nyder det sted du er lige nu. Så jeg vil meget gerne hjælpe dig lidt, med at belyse nogle af de måske lidt mørke og skræmmende ruter, så du kan bevæge dig ud af dem, med lidt sikrere fodfæste.

Jeg har lidt flere ting, jeg gerne vil nå ind over, så lad os starte med at være nervøs for ikke at kunne klare en uddannelse. Jeg bliver nysgerrig… hvilken uddannelse vil du gerne på? Vil du på gymnasiet? HF? Pædagogisk assistent eller måske en håndværksuddannelse? Alle uddannelser har hvert sit der er meget svære, men de er jo vidt forskellige. Og generelt er den største faktor I, hvor godt man klare sig til disse, hvorvidt man nyder emnerne. Så hvis du har valgt en uddannelse, som du faktisk rigtig gerne vil, så tror jeg allerede her du kan berolige dig selv. Der skal selvfølgelig altid lægges tid og kræfter i en uddannelse, men den motivation de kan give, kan sagtens gøre alting meget nemmere.

Derudover er en uddannelse også en virkelig god måde at få en ny start. Jeg siger ikke det kan ”fikse” angst og depression, men jeg vil næsten vove at påstå, at et skift i ens selvforståelse, vennekreds, selvtillid og hverdag kan gøre vidundere for virkelig mange. Tolerere de meget fravær? Nej. Det gør de ikke. Men ”bare” fordi du havde meget fravær i folkeskolen, behøver det ikke betyde, at du kommer til at få samme oplevelse i din næste uddannelse. Ting kan ændre sig. Du har ændret dig. Den eneste måde, du kan finde ud af om noget er rigtigt eller forkert for dig, er i virkeligheden at springe ud i det. Hvis det går galt, så er det gået galt. Og så kan man altid stoppe en uddannelse, finde ud af hvad der skete, også prøve igen med en ny vinkel.

Det næste jeg gerne vil kigge lidt ind i, er dine diagnoser. Som jeg læser dit brev, forstår jeg det som om at det ”kun” er din sociale angst der ikke er diagnosticeret. Det får mig også til at gå ud fra, at du får noget terapi for din depression. Hvis ikke dette er tilfældet, synes jeg det er en virkelig virkelig god idé, at du begynder på det. Professionel hjælp specifikt til dig, er noget ingen brevkasse kan hamle op med. Lige meget hvor meget jeg gerne ville hjælpe lige så meget.

Og nu tænker du måske ”jamen jeg skrev jo jeg ikke vil til lægen i mit brev”. Jeps, det gjorde du, og det vil jeg virkelig også gerne komme lidt ind på nu. Noget af det, som læger bruger mest til at bedømme hvorvidt mentale ting er ”hårde nok”, er hvorvidt det påvirker din dagligdag. Altså, hvorvidt det påvirker din uddannelse eller dit arbejde. Jeg vil sige, at ud fra dit brev, kan enhver se at det er ”hårdt nok”.

Der er en lille del af mig, der er lidt nysgerrig dog. Du har haft depression siden du var 14, så igen, jeg går ud fra du har været til lægen men mentale ting før. Du ved jo helt sikkert, at den her tanke om ”det er ikke godt nok, så jeg gør bare ikke noget” er meget klassisk depression. Og det er en af de ting, som gør at depression er så satans svært at arbejde med.

Hvis jeg må give dig en magtfuld hemmelighed, som du måske kan bruge mod de her tanker:
Ingen er nogensinde gode nok, eller ikke gode nok, til noget som helst. Verden er ikke så binær. Alting er en samtale, vurdering, historie eller whatever andet, som vi bygger sammen. En statsminister? Blot et menneske som tog nogle valg og gik ned af en vej. En læge? Blot et menneske som tog nogle valg og gik en anden vej.

Og dem du møder på din uddannelse? Også bare mennesker der prøver. Dine undervisere, dine medstuderende, dem der virker som om de har styr på det hele? De fejler, de er usikre, de har dage hvor de ikke kan finde ud af det. Vi er alle sammen dødelige, midlertidige, ufærdige mennesker der navigerer rundt i noget vi aldrig helt har prøvet før. Ingen møder op til livet med en manual.

Og det betyder også at du ikke behøver være "god nok" eller ”hårdt nok ramt” til at bede om hjælp. Du behøver ikke være slem nok, stærk nok, svag nok eller færdig nok. Du skal bare være dig, der prøver. Og det er præcis det du er i gang med lige nu. Og lad os sige, at du går til lægen, og du får af vide at du ikke har det ”slemt nok”. Hvad sker der så? En del af mig tænker, om du måske frygter den besked. Om du frygter at høre, at du ikke har de her diagnoser, som legitimiterer din virkelighed og din følelse af, at ting er hårde.

Men din virkelighed ER din virkelighed. Det ændrer sig ikke, ud fra hvilken diagnose man får eller måske ikke får. En diagnose, fortæller blot hvilken skridt, vi skal tage for at du forhåbentlig får det bedre. Det fortæller intet om, hvordan du har det. Du fortæller hvordan du har det, og lægen vil så gøre hvad de kan, for at hjælpe.

Derudover synes jeg virkelig også du skal tage til lægen, men hvis du ikke har lyst til det, er der heldigvis også andre der kan hjælpe.

De fleste uddannelser har en SPS (socialpædagogiske støtte) ordning, som er der præcis til situationer som din. Det er ikke det samme som at gå til lægen, det er ikke det samme som at få en diagnose eller blive "sat i system". Det er en person på din uddannelse, hvis job det er at hjælpe dig med at komme igennem. Det eneste du skal, er at fortælle dem det du har fortalt mig. At du er bange for fraværet, at du har haft det svært, at du gerne vil gennemføre, men at det er svært at bede om hjælp. Du behøver ikke have styr på resten.

Du skriver at du ved at du ikke kommer igennem uddannelsen uden bare lidt støtte, og det tror jeg måske du har ret i det. Det gør jeg, fordi der er en grund til at SPS-ordninger er på stort set alle skoler. Der er virkelig mange der har brug for dem. Vigtigere end det, så jeg tror også at du er klar til at gøre noget ved det. For hvorfor ville du ellers skrive her?

Jeg håber at du kan tage med dig, at i mine øjne, er du ikke håbløs, Sara. I mine øjne, fremstår du meget træt af at kæmpe alene. Og hvor kan jeg godt forstå, at du har det sådan. Men du behøver ikke kæmpe alene om det her, hvis blot du rækker ud.

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus