Sex
Sex
Jeg er en dreng på 16 år og har lige haft sammenleje uden sex med en pige for første gang. Det gik virkelig godt og jeg gik ned på hende og hun gik ned på mig, men da hun gik ned på mig have jeg svært ved at få den op og stå. Så sagde ikke noget til det, men så kom hun op til mig igen. Jeg hat været meget afhængig at pornografi inden episoden. Hvor jeg har onaneret 2-3 om dagen og jeg er bange for at det har været problemet da jeg er vandt til noget mere “high pace”.
Hej med dig
Tusind tak for dit spørgsmål. Hvor er det fedt at høre, at du har haft sådan en oplevelse med en pige – det lyder jo som om, det generelt gik rigtig godt.
Jeg kan godt forstå, at du tænker på, om din vane med onani kan have noget at gøre med, at du havde svært ved at få rejsning. Men det er faktisk ikke så sandsynligt. At man onanerer ofte, har som udgangspunkt ingen negativ betydning for evnen til at få rejsning sammen med en anden. Onani er tværtimod både sundt og helt normalt for både krop og sind. Hvis du lige havde onaneret kort tid inden, du var sammen med pigen, kunne det måske have spillet en rolle, men ellers tror jeg ikke nødvendigvis, at det er der forklaringen skal findes.
Så hvad kan så være forklaringen på, at det var svært at få rejsning?
Der findes mange mulige årsager, men i din alder er det næsten altid noget psykisk. Altså noget, der foregår i hovedet, snarere end i kroppen. Den mest sandsynlige forklaring er præstationsangst. Hvis du har været nervøs eller spændt på, hvordan det skulle gå, især fordi det var første gang, kan det sagtens have påvirket kroppen. Præstationsangst kan både gøre det svært at få rejsning, at holde den, overhovedet at kunne få udløsning eller det modsatte, at man kommer meget hurtigt.
Hvis det er præstationsangst, så er det noget, rigtig mange mænd oplever både unge og voksne. Det kan føles frustrerende, men det er helt ufarligt og bliver som regel meget lettere, når man har prøvet det et par gange.
Et godt råd kan være at tage det stille og roligt næste gang. Brug lidt længere tid på forspil, slap af sammen, og fokuser på at være tæt og nyde hinanden uden at tænke for meget over “præstationen.” Måske kan hun lege lidt med dine kugler eller din penis mens den er slap, eller måske hjælper det for dig at lege med hendes krop. Nogle gange kan det også hjælpe at finde sin egen måde at tænde på, fx ved at se porno, inden man skal være sammen (uden at onanere).
Til sidst vil jeg bare lige indskyde at onani 2-3 gange om dagen ikke lyder bekymrende. Ja, det er meget, men du er ikke den eneste der gør det så ofte og der er ikke noget galt i det. Du skal bare huske at porno ikke er ligesom sex og at det kan være give nogle urealistiske billeder af hvad sex er, at sammenligne sig selv og sin partner, med dem der har sex i pornofilm.
Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig og at det lykkedes næste gang I skal ses!
Mvh. Chris - Cyberhus