Blodig afføring

brevkassespørgsmål

Blodig afføring

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 7 måneder 2 uger siden

Hej cyberhus Har opdaget, at jeg er begyndt at have blodig afføring. Når man googler, kommer der selvfølgelig alle mulige skrækscenarier frem, så blev lidt forskrækket da jeg forsøgte at finde svar på hvorfor.. Det er tredje gang i træk at jeg har blodig afføring, så det lader til at være noget vedvarende desværre.. De første par gange tænkte jeg nemlig ikke mega meget over det, da jeg ofte også får blodig afføring lige op til at jeg skal have min menstruation, men det plejer altid at være bare en enkelt gang eller allerhøjst et par gange, så nu bliver jeg lidt bekymret for om dette kan skyldes noget mere alvorligt? Grunden til at jeg ikke har været mega bekymret er også, at jeg ellers har det fuldstændig fint, har overhovedet ikke følt mig dårlig eller haft andet ubehag, hvilket jeg tænker man vel ville have hvis det var noget der var alvorligt? Det er udelukkende min afføring den vist er lidt gal med. Derfor håbede jeg lidt på, at jeg bare kan gå ud fra at det bare er en rift eller noget andet ufarligt, der går væk af sig selv? Vil helst gerne undgå at søge læge. Derfor ville jeg høre, om jeg godt bare kan give det noget tid mere, og se om det bliver bedre før jeg behøver at søge læge?

Svar: 

Hej 

Hvor lyder det træls, at der er kommet blod i din afføring. Jeg kan godt forstå, at du bliver helt forskrækket når du googler det, men hvor er det godt, at du spørger om råd herinde. 

Blod i afføringen kan forårsages af flere ting; fra normale, forbigående ting, til mere vedvarende årsager, som du måske også har set på google. Du har helt ret i at blod i afføringen kan skyldes en rift ved endetarmen, som oftest kommer, hvis man er en smule forstoppet og derfor har svært ved at komme af med afføring. Hvis man har en rift, vil det ofte gøre ondt at komme af med afføring. Det kan også skyldes en hæmoride, som også findes ved endetarmen. En hæmoride er en udposning af blodkarrene omkring tarmen, som kan briste, når man er på toilettet. Blødning fra en hæmoride kan se lidt voldsom ud, da der kan være blod op af kanten på toilettet, men er ufarligt. Ofte har man ikke andre symptomer, men nogle kan mærke en lille bule ved endetarmsåbningen. Blod i afføringen kan også skyldes tarmsygdomme, hvor der opstår betændelse i tarmen, men her vil der ofte også være andre symptomer som fx mavesmerter, ændringer i hyppigheden af afføring, diarré osv. Og når man googler blod i afføringen står der også, at det kan være en tegn på kræft i tarmen, hvilket også er rigtigt. Dog er det meget sjældent, at det vil være årsagen, når man er ung, og derfor slet ikke det første man vil tænke på hos dig. 

Som du kan læse, kan blod i afføringen skyldes flere ting, og det er derfor ikke muligt at give dig en præcis årsag til, at du oplever blod i afføringen, ud fra det, du skriver. Jeg vil give dig helt ret i, at det er positivt, at du ikke oplever andre symptomer, og du kan godt vælge at se den an i en kortere periode, måske forsvinder det helt af sig selv igen. Dog vil jeg opfordre dig til at snakke med din egen læge om det, hvis det fortsætter, du oplever det igen eller der kommer flere symptomer. Det er ikke fordi det nødvendigvis er noget farligt, men nogle gange kan det være rart at få snakket om din bekymring og få det undersøgt; så kan du nemmere se det an efterfølgende. 

De bedste hilsner 

Mette

mettegcs billede
Mette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program