Jeg har ikke rigtig snakket med min søster i 9 måneder

brevkassespørgsmål

Jeg har ikke rigtig snakket med min søster i 9 måneder

brevkassespørgsmål af
Gaffel
24 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Hej! Jeg har et dilemma som jeg har brug for hjælp til, jeg føler dog at det er nødvendigt med en længere varende beskrivelse. Så jeg håber det er okay. Jeg har ikke rigtig snakket med min søster i 9 måneder, og jeg er usikker på hvad jeg skal/bør gøre. Det hele går nok mange år tilbage til vores barndom. Hvis jeg skal være ærlig med mig selv, havde vi nok ikke det bedste forhold som børn. Min søster har i hvert fald aldrig beskrevet mig som andet end en irriterende og forfærdelig lillesøster som græd for meget (Jeg er autist og blev først diagnosticeret sent så det var desværre en normalitet jeg blev overvældet og havde forskellige grader af nedsmeltninger. I dag kan det folk som ikke kender mig ikke se/mærke at jeg er autist) imens jeg nok allermest har forbundet min søster med en utryghed. Min søster har slået mig igennem årene. Som børn/teenagere ofte og fra min søsters synspunkt har der kun har været tale om ”dask.” Det i sig selv har ikke betydet så meget for mig, men selv efter min søster blev voksen, der er 4 ½ imellem os, er det sket at hun er flippet ud og har slået igennem. Den ene gang fordi jeg ikke ville give hende mine husnøgler og den anden gang fordi jeg nægtede at give hende en T-shirt. Det var en T-shirt min far havde haft med hjem fra arbejde og som var oversize og blød. Jeg havde den originalt og lånte den så til min søster som på det tidspunkt var flyttede ud. Den forsvandt efter det, og da jeg et stykke tid efter skulle overnatte hos hende skulle jeg hente mit nattøj, på hendes opfordring, hvor jeg så spottede den og tog den på. For hey! Den var blød og oversize og hun havde jo lånt den af mig. Dette fik hende først til at blive sur og da jeg ikke ville tage den af begyndte hun at slå mig over ryggen imens jeg krympede mig sammen. Det var en meget voldsom oplevelse og selvom hun undskyldte, efter at have først smidt mig ud af sin lejlighed og herefter prøvet at tage det tilbage, sad det i mig måneder bagefter hvor jeg ikke rigtig havde lyst til at snakke med hende. Hun var 22 på det tidspunkt imens jeg var 17. Jeg havde egentlig tilgivet hende for det og jeg troede vores forhold var blevet meget bedre. Jeg føler jeg udstiller hende som forfærdelig, og det er jeg ked af for min søster kan være enorm sød og dejlig. Indtil for 9 måneder siden havde jeg troet hun altid ville have min ryg lige meget hvad. Hun har altid været en beskyttende søster trods hendes problematikker med både mig og mine forældre. Jeg vil så gerne have et godt forhold til hende, hvor vi kan mødes og hænge ud og grine som vi tidligere har gjort. Under nedlukning begyndte vi også at ringe meget sammen på trods af at jeg ikke er så god til at snakke i telefon. Men under en familiefest for to år siden fortalte hun stolt alle mine kusiner og fætre om hvordan hun havde givet mig tæsk før og at jeg har fortjent det. Det sendte mig ud i en måned lang dårlig periode som kulminerede i flere panikanfald. For havde jeg fortjent det? Hun havde jo altid gjort så meget ud af hvor forfærdelig en søster jeg havde været, og måske var det min skyld og jeg kunne bare ikke indse det på grund af min autisme. Det kulminerede i en meget slem nedsmeltning en dag hvor jeg endelig fik fremstammet bagefter at jeg ikke kunne aflæse hende og jeg aldrig helt var sikker på om hun hadede mig. Hun forsikrede mig om at hun ikke hadede mig, og jeg lagde det fra mig. Jeg har en historie med angst forårsaget af min autisme, men efter psykologhjælp har jeg lært at arbejde godt med det, så min konklusion var at jeg måske havde overtænkt det hele lidt. Sommeren efter begynder min søster på et helt stort gør det selv projekt. Hun skulle renovere en lejlighed, og havde ikke råd til at bo i sin gamle imens. Derfor flyttede hun ind hos mine forældre imens jeg sagde ja til at passe hendes kat i min et-værelses (Hvor man overhoved ikke må have kat) Katten blev selvfølgelig presset over at den havde et så lille område at være på, og den ødelagde forskellige mindre og mere vigtige ting hos mig. Blandt andet en sofa som jeg havde fået virkelig billigt og var meget glad for. Mine forældre fik så vandskade i den rum hvor hun sov, og lettere mod min vilje (Jeg er en meget introvert person som har brug for ro, imens min søster er meget ekstrovert) tilbød jeg hende at kunne sove hos mig i stedet. Jeg fandt så ud af at min søster har ladet katten skubbe og rive i et maleri, som er en af de meget få ting jeg har arvet fra min farmor og farfar, uden at stoppe den. Faktisk har hun bare optaget det og synes det er mega sødt. Jeg bliver frustreret og siger at det skal den ikke gøre. Min søster kalder mig hysterisk og i afmagt af en kat jeg ikke gider at passe og som ødelægger min sofa, min Alexa og mine gardiner der siger jeg: ”Jeg hader den kat” Hvorefter min søster fortæller mig at hun hader mig og at hun mener det, og at hun ikke kan lide nogen der ikke kan lide hendes kat. Lige siden har jeg ikke rigtig snakket med hende. Jeg er ikke en særlig voldsom person så jeg passede stadig hendes kat indtil hun kunne flytte ind i sin nye lejlighed. Vi kan sagtens være i samme rum og når nogen af os endelig snakker til hinanden, er det en stavelses ord. Hvis vi er alene sammen, snakker vi ikke. Jeg skammer mig over at sige jeg nyder vores ”no-contact.” Jeg vil jo gerne have et godt forhold med hende, og jeg stopper aldrig rigtig med at tænke over at jeg nok bør tale med hende om det. Jeg regner ikke med at få en undskyldning for min søster er et meget stædigt menneske der ikke mener hun selv gør ting forkert og mine forældre prøver hele tiden at lokke mig til at ringe til hende og siger samtidig de ikke vil blande sig. Men for at være ærlig er jeg bare bange for at lade hende finde en plads i mit liv igen. Hver gang jeg tilgiver hende for noget så går der ikke lang tid før jeg skal tilgive hende igen. Og jeg har for første gang i mange år ikke været bange for at gøre min søster sur de sidste ni måneder. Så mit dilemma er: Er det okay at jeg ikke prøver at løse den her konflikt? Er det okay ikke rigtig at snakke med sin søster bare fordi jeg ikke har lyst. Eller bør jeg tage mig sammen og tage den hårde snak med hende og sætte klare grænser for hvad det er okay? Eller bør jeg bare komme mig over mig selv og tilgive hende endnu en gang. Måske har jeg været en forfærdelig søster. Det virker i hvert fald sådan. Undskyld det er så langt. Men jeg er virkelig i et moralsk dilemma med mig selv.

Svar: 

Kære Gaffel. Det var da noget af kedelig situation du sidder i med din søster, men så er det rigtig stærkt og flot at du skriver ind til os, så vi måske kan hjælpe dig med hvordan du skal håndterer din søsters adfærd nu og i fremtiden. Først og fremmest er det vigtigt at erkende, at du ikke er ansvarlig for dine søsters handlinger eller for hendes opfattelse af dig. Du er heller ikke forpligtet til at tilgive hende eller genoprette kontakten, hvis du ikke føler dig klar til eller har lyst til det. Jeg forstår godt, at du står over for en svær situation med din søster, men det er vigtigt at finde ud af, hvad der føles rigtig og bedst for dig. Du skal vide det er helt naturligt at have tvivl, når man har oplevet så mange udfordringer og konflikter i sådan et søskendeforhold. For at gøre mit svar mere overskueligt, vil jeg lave en råd-liste til dig om hvad du kan gøre både for dig selv og måske din søster: 1. prioriter dig selv først: Til mit første råd vil jeg sige, at jeg syntes du frem for alt skal tænke på din egen trivsel og velvære. Tænk over hvordan kontakt med din søster har påvirket dig- er hun det værd at have i dit liv? Er det til gavn eller skade for dig mentalt og følelsesmæssigt? Det er vigtigt, at være ærlig over for dig selv om, hvad du vil, og om du egentlig ønsker kontakt med din søster på langsigt. 2. Sæt grænser: Hvis du vælger at genoprette kontakten til din søster, syntes jeg du skal sætte klare og tydelige grænser. Forklar dine behov og forventninger til din søster. Gør det klart at du fx ikke tolerere hendes kat ødelægger dine ejendele uden hun skrider ind eller at hun er voldelig fordi tingene ikke går som hun forventer, men husk endelig at vær respektfuld i din tone, det kan måske være svært når din søster er som hun er, men så viser du også, at du er den modne og ikke tyr til vold som nødløsning. 3. Professionel hjælp: Du kan også overveje at søge hjælp og rådgivning hos en psykolog, der kan hjælpe dig med at bearbejde dine følelser og finde den bedste måde at håndtere konflikten med din søster på, især når du også oveni har autisme og angst. Du kan også evt overveje at medbringe din søster til samtalerne så i kan snakke sammen der med en mellemand, for når jeg læser dit skriv lyder det også til din søster har nogen problemer hun også skal have professionel hjælp til at håndtere. 4. Overvej dine forventninger: Vær realistisk med hensyn til, hvad du forventer af din søster og jeres forhold. Det er vigtigt at anerkende, at mennesker har fejl og begrænsninger. At have realistiske forventninger kan reducere skuffelsen og konflikter. 5. Lyt til hinanden: Jeg vil også gerne råde til at du også prøver efter bedste evne at lytte til din søsters perspektiv måske kan du finde ud af hvorfor hun har den adfærd som hun har- måske har hun selv psykiske problemer? Måske har hun altid haft svært ved at udtrykke sig på en socialt acceptabel måde? Det er vigtigt at huske verden ikke er sort/hvid og der altid er nuancer imellem, naturligvis skal dette ikke retfærdiggøre hvad din søster har gjort imod dig, men hvis du kan få hende til at åbne op om hvorfor hun handler som hun gør kan i måske i fællesskab finde nogen ”redskaber” så hun bliver bedre til takle fx sin vrede. Hvis hun viser tegn på ændring og vilje til at arbejde på jeres forhold, kan det være værd at overveje at give hende en chance til. Jeg vil runde mit skriv af med at sige at du har ret til at beslutte, hvordan du ønsker at håndtere forholdet til din søster. Du har ikke pligt til at tage kontakt til hende eller have hende i dit liv hvis hun gør mere skade end gavn for dig. Vær tålmodig med dig selv, og giv dig selv god tid til at træffe den rette beslutning, det behøver ikke være ligenu overvej fordele og ulemper ved at genskabe kontakten til hende eller slet ikke have kontakt til hende. Hvis du vælger det sidste behøver du ikke skamme dig eller have dårlig samvittighed over det, for i sidste ende er det din lykke og mentale helbred der er vigtigst! Håber mit skriv kan hjælpe dig lidt og jeg vil ønske dig en rigtig god sommer. Med venlig hilsen Kylie.

cyberhuskyles billede
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program