Tisse hveranden time

brevkassespørgsmål

Tisse hveranden time

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 1 år 8 måneder siden

Hey til hvem end svare. Jeg er en 22 år pige der er lidt bekymret. Jeg har i to dages tid, tisset, og tisset mere end jeg plejer. Jeg sover med 2 timers intervaller, og så skal jeg sove igen. Om dagen kan den godt strækkes længere, men lige så snart jeg har tisset, føler jeg at jeg skal tisse igen. Jeg har ingen smerter og ej heller ikke ændret drikke eller spisevaner. Jeg er i sommerhus, og har sagt til mig selv det muligvis kan være den anderledes “kulde” som der er ved vestkysten end Fyn. Men nu finder jeg også på dumme konklusioner, men ville bare høre hvad jeres tanker er. Tak for at læse mit spørgsmål og tak til dig/I der svarer

Svar: 

Kære spørger, 

Tak for dit spørgsmål. Den hyppigste årsag til en så hyppig tissetrang du beskriver,  er blærebetændelse. Det er også meget typisk at man føler man skal tisse lige så snart man har tisset.

Blærebetændelse skyldes, at der kravler lidt bakterier op i urinrøret og giver balladen. Det er ret normalt at kvinder får blærebetændelse. Kvinder får det langt oftere end mænd, fordi kvinder har et kortere urinrør og det udmunder lige der omkring skeden, hvor der også godt kan sidde lidt bakterier. Nogle gange går det over af sig selv hvis man drikker en masse vand, andre gange kræver det en lille 3 dages antibiotika-kur. Det kræver, at du går til din egen læge, som kan teste din urin (det tager få minutter) og så evt. give dig en recept på pillerne. De kan også evt. dyrke urinen, så man kan se hvilken slags bakterie der er tale om og hvilken antibiotika, der virker på at slå den ned. Nogle gang får man også feber, når man har blærebetændelse, og så er det især vigtigt at gå til lægen. 

Som kvinde kan man forebygge blærebetændelse ved altid at tisse efter samleje. Så kan man tisse de bakterier ud, der evt. måtte være kommet i nærheden af urinrøret i forbindelse med samleje. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. Og god bedring med det. 

Mvh. Eva, læge

EvaRs billede
Eva fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program