Hej brevkasse Jeg har her d. 1 februar slået op med min kæreste gennem 13 måneder. Det var mig der slog op, fordi jeg kunne mærke jeg ikke længere var forelsket. Jeg mødte en fyr der fik mig til at indse at det jeg søger i en dreng, var ikke det min kæreste kunne give mig, så jeg slog op. Dette fortalte jeg selvfølgelig ikke min eks, jeg fortalte bare jeg ikke længere var forelsket. Det skal lige siges at min eks og jeg går i klasse sammen i 2.g på gymnasiet og er i samme vennegruppe på 10 personer, hvor vi ofte laver ting sammen. Så vi har aftalt stadig at være venner, eller det er i hvert fald hvad vi har fortalt vennerne i gruppen. Hvad de ikke ved er at vi stadig ses, rimelig ofte, og hygger os med "du ved hvad", uden vi ligger følelser i det. Vi sniger hinanden ind af vinduerne og lyver for vores forældre og venner om hvor vi er henne, sådan så vi kan være sammen. Dog snakker vi meget åbent om hvor meget vi ikke passer sammen som kærester, så vi er ikke ved at finde sammen igen, overhovedet! Men vi elsker stadig at være sammen. Dog, som sagt, uden der er følelser indblandet og det føler jeg virkelig heller ikke han gør, problemet er bare at det gør jeg. På en måde. Jeg er ikke forelsket og vil slet ikke finde sammen med ham igen, men jeg bliver ved med at blive ked af det over ham. Over ham og andre piger, eller hvis han ikke kan mødes en aften osv. Det gør virkelig ondt på mig det vi har gang i og jeg ved at jeg ikke kan komme over ham så længe vi bliver ved med at mødes, men jeg kan virkelig ikke lade være. jeg har flere gange prøvet at skrive til ham at jeg ikke synes vi skal mødes længere og at det burde stoppe, men hver gang ender vi bare op med at mødes senere den dag eller aftenen efter. Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke er i stand til at give slip på ham. Især når det såre mig sådan, hvad skal jeg gøre? Det her stresser mig helt vildt ud, og jeg undgår skolen her for tiden, for jeg kan ikke være omgivet af pigerne og drengene og specielt ikke ham. Dog skriver vi sammen hver dag, none stop gennem dagen. Jeg kan bare ikke lade være og det er et kæmpe problem. Jeg kan ikke undgå ham, for vi går i klasse sammen, og jeg føler mig ude af stand til at skulle se på ham vel vidende han ikke længere er min, bare en lille smule... Så hvad skal jeg gøre? Har i nogle gode råd? Jeg er konstant ked af det, og føler ikke jeg kan snakke med nogle om det, udover min bedste veninde som bor i den anden ende af Danmark.. Jeg føler jeg holder al den her smerte inde, og det gør virkelig ondt og jeg føler ikke der er noget rigtigt svar... Derfor foreslog min veninde at jeg skrev herind, så det er det jeg nu prøver..