Kære du

 Jeg er glad for du skriver ind til os, og får sat ord på dine følelser, det er rigtig sejt og modigt gjort af dig!

 Jeg kan forstå at du frygter der er noget i vejen med dig, du græder flere gange om ugen selvom du har det godt nok.

 Nu er det sådan, at man som ung sagtens kan have det dårligt uden der nødvendigvis er noget galt med en.  Du er i en alder hvor krop og sjæl for alvor er i udvikling også kan det sagtens udløse, at du pludselig begynder at blive trist uden du rigtig ved hvorfor- de behøver slet ikke være tegn på depression!

 Jeg vil forslå, at du får talt med nogle om de her tanker. Det kan fx være en fra din familie eller en af dine gode veninder. Hvis du får sat ord på dine følelser overfor dine nærmeste finder du måske ud af, at du ikke er alene, og måske har dine veninder det også som du selv har det? Fx kan du skrive til en af dine veninder, at du har behov for at snakke om noget du længe har haft på hjertet, og afhængig af hvad du fortrækker kan i tage den over telefonen/beskeder eller i kan mødes også snakke der.

 Jeg ved det kan være svært at åbne op om, at man har det svært for måske er man bange for ikke at blive taget seriøst eller andre skal tænke dårligt om en, men jeg kan ikke understrege nok, at det er vigtigt du får talt med nogen, for hvis du går alene med det, kan det måske påvirke din hverdag.

Det er også vigtigt for mig at understrege, at der absolout intet galt er med dig, som sagt i teenageårene er det ganske normalt, at man ked af det uden man egentlig ved hvorfor, men det betyder ikke dine følelser er forkerte eller du er forkert eller du ikke skal lyttes på. Husk det er okay man ikke altid er okay!

 Håber du kan bruge mit svar til noget, og al held og lykke til dig!

 Venlig hilsen Kylie