Er det farligt

brevkassespørgsmål

Er det farligt

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 1 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg onanerer hver dag og nogen gange kan jeg godt gøre det flere gange på en dag og jeg ved ikke om det er normalt eller om det er et problem. En fra min klasse siger at det kan være farligt hvis man gør det for meget så ved ikke om jeg skal stoppe. 

Svar: 

Kære Læser

Tak, fordi du skriver ind. Det er meget almindeligt at onanere hver dag og også flere gange på en dag. Det er du langt fra den eneste, der gør. Det er helt normalt og bestemt ikke et problem. Du er ikke alene omkring de her tanker, du går rundt med, men du skal vide, at du intet har at være bekymret for. Der er intet farligt ved at rive den af et par gange på en dag.

Onani kan veksle meget fra person til person. Nogen kan lide at onanere op til flere gange om dagen. Andre kan lide at gøre det et par gange om ugen. Vi er alle forskellige og har alle derfor også forskellige behov. Det handler om at finde sine egne behov og gøre det, der gør dig glad. Og nu kan jeg se, at du er dreng på 14 år, som netop lige er trådt ind ind i dine teenageår, og dermed også puberteten. Det er oftest her, man finder og udforsker sine seksuelle lyster og behov, hvilket du måske stadig er i gang med.  

Ved onani flere gange om dagen, kan man opleve, at der kommer mindre sæd ud, end hvis man onanerede en gang om dagen. På samme måde kan man muligvis også opleve, at penis kan blive en smule øm, hvis man onanerer hårdt eller op til flere gange om dagen. Det er ikke fordi, det er farligt, men det kan måske være en god idé at give lidt ro til penis, indtil ømheden er forsvundet. Men det er ikke muligt at onanere så meget, at det skader kroppen. Det er ikke noget, du skal være bekymret om, men i meget sjældne tilfælde kan man blive afhængig af onani og brug af porno, så det fylder så meget, at det går ud over ens sociale liv. Men det virker langt fra at være tilfældet i din sitaution, så det synes jeg ikke, du skal tænke for meget over. 

Undersøgelser viser faktisk, at det er sundt at onanere, og at det har en masse fordele. Fx. booster det din energi og hjerneaktivitet samtidig med, at det udløser endorfiner i hjernen og får dig til at slappe af. Hvis du vil læse mere om onani og dets fordele, kan du læse meget mere her: https://www.sexlinien.dk/emneside-drenge-maends-kroppe/drenge-maends-onani 

Jeg håber, det var svar nok på dit spørgsmål, ellers er du mere end velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner Kasper 

cyberhuskaspers billede
Kasper fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program