Jeg er til drenge tør ikke at fortæle mine forældre det

brevkassespørgsmål

Jeg er til drenge tør ikke at fortæle mine forældre det

brevkassespørgsmål af
Anonymt
14 år
Oprettet 2 år 6 måneder siden

Hej cyberhus jeg er en dreng og er til drenge mine forældre ved det ikke jeg tør ikke sige det til dem jeg er bange for deres reaktion har været ved at skrive det til dem men jeg kunne ikke få mig selv til at sende beskeden så jeg slettede den det er bare rigtig svært så ville spørge om jeg kunne gøre det nemmere for mig eller om jeg bare skulle tage mig sammen en af mine venner har nemlig sagt det til en af signe venenr og det gjore at jeg fik det dårligt med mig slev og at jeg bliver nød til at sige det til dem

Svar: 

Kære Anonyme Dreng

Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for at skulle fortælle dine forældre, at du er til drenge. Det er en sårbar ting at skulle dele, men det er vigtigt for mig at sige, at der ikke er noget som helst forkert eller mærkeligt ved at være til sit eget køn, og jeg er ked af at høre, at situationen med din ven har fået dig til at få det dårligt med dig selv. Det har du absolut ikke grund til at være, for du er lige præcis, som du skal være! Og det er måske egentlig kernen i det hele. For du er jo stadigvæk den samme, også når du en dag føler dig klar til at fortælle andre, at du er til drenge. Du er den samme, som du altid har været, men nu får de bare lov at kende endnu mere til den, du er. Og sikke heldige de er, dem som får lov til det!

Det er dog også vigtigt for mig at sige, at du ikke behøver at fortælle det, hvis du ikke føler dig klar eller har lyst til det. Du skylder ikke nogen at fortælle dem, hvem du er til, og hvem du ikke er til, hvis du ikke har lyst til det. Det kan også være, at der er nogle, som du gerne vil fortælle det til nu, og andre som du ikke føler dig klar til at åbne op overfor. Det er helt okay, og det vigtige er, at du tager tingene i dit eget tempo.

I forhold til, om der er noget at gøre, som kan gøre det lettere for dig selv, så tror jeg, at det kan være godt givet ud at gøre sig lidt tanker om, hvordan man vil sige det. Måske man f.eks. kan skrive lidt tanker ned til sig selv, som man kan støtte sig til. Man kan også skrive et brev og lade folk læse det, inden man taler om det. Man kan også vælge f.eks. at sige det til den ene af sine forældre først og så fortælle det til den anden forælder på et senere tidspunkt. Man kan også vælge at fortælle det til én, som så kan hjælpe én med at tale med andre om det. Måske du f.eks. har nogle søskende eller andet familie, som du synes, at det er lettere at snakke med, og som så kunne hjælpe dig med at tale med dine forældre? Du kan også tage den en helt anden vej, og en dag bare tage en sød fyr med hjem og på den måde "fortælle" dine forældre, at du egentlig er til drenge?

I bund og grund så tænker jeg ikke, at der er én rigtig eller forkert måde at gøre det på, og det vigtigste er helt sikkert, at du gør det på en måde, som du selv kan være med på. Og så huske på, at selv hvis dine forældre reagerer på en måde, der gør dig ked af det eller frustreret, så er der intet galt med dig. Nogle gange skal folk bare bruge noget tid til at forstå det, måske fordi det er nyt for dem eller fordi de ikke havde forventet det. Men som jeg sagde i starten, så er du lige præcis, som du skal være, og det håber jeg, at du altid vil huske på!

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, men hvis du har flere spørgsmål eller brug for en snak, så skal du ikke tøve med at kigge forbi brevkassen igen eller måske forbi vores SMS-rådgivning.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke!

De bedste hilsner,

Dagmar

 

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program