Dating

brevkassespørgsmål

Dating

brevkassespørgsmål af
Elina
21 år
Oprettet 2 år 8 måneder siden

Hejsa. Jeg lider af ADHD, borderline og angst og har for tiden en depression ved siden af. Men jeg drømmer som så mange andre om at få en kæreste. Jeg har for nylig oprettet en profil på Facebooks dating-funktion. Jeg kom bare til at tænke på om jeg kan “være bekendt” at være medlem af en datingside, når jeg har de her problemer. Her tænker jeg på om jeg mon bare vil spilde andres tid, fordi der selvfølgelig ikke er nogen “almindelige” mennesker der har lyst til at være sammen med en så psykisk ustabil person som mig. Burde jeg egentligt ikke lade være med at lukke folk ind, så længe mit liv er så kaotisk, for at skåne dem fra ubehaget? Måske vil nogen foreslå at jeg ærligt fortæller folk fra starten om mine psykiske problemer, hvilket jeg har prøvet et par gange allerede, men derefter er jeg straks blevet ghosted. Knus fra Elina

Svar: 

Kære Elina

Tak for dit brev. Det er uden tvivl en meget relevant problematik og nogle meget relevante spørgsmål du stiller. Du skriver at du har nogle forskellige psykiske udfordringer - både ADHD, borderline, angst og depression. Du spørger så om du kan "være bekendt" at gøre brug af online dating og være på en dating side, når du har de her forskellige diagnoser - eller om du i virkeligheden burde lade være med at interagere med andre mennesker og lukke dem ind i dit liv. Mit korte svar til det er, at det synes jeg bestemt ikke du burde. Det er tydeligt at du kæmper med en del ting og jeg kan også godt sætte mig ind i, at man kan få tanker om at man ikke vil give andre unødigt "besvær", når man har det svært. Jeg tænker at det muligvis godt kan være en del af de depressive tankemønstre, som jeg forestiller mig at du oplever, da du skriver at du lige nu har en depression. Jeg synes det virker til, at du går rundt med nogle ret negative tanker om dig selv og det synes jeg er synd. Det er vigtigt for mig at understrege, at du er præcis lige så meget værd som alle andre mennesker. Du har de her diagnoser, hvilket betyder at der er nogle forskellige ting du kæmper med, men det er vigtigt at du husker at det ikke er det alene der definerer dig - hvis vi ser bort fra diagnoserne, så er der jo en masse sider af dig og en skøn personlighed, som skal udfoldes og som jeg er sikker på at der er mange mennesker som vil nyde at lære at kende. Det jeg prøver at sige er, at du er meget mere end dine diagnoser og jeg synes det er ærgerligt hvis diagnoserne kommer til at fylde rigtig meget i dit datingliv. Jeg forstår godt at det kan være svært, når det jo er noget som fylder meget for dig og som gør at du har det svært med flere forskellige ting - men samtidig er det også vigtigt for mig at sige, at der er mange andre mennesker, som lider af en eller anden form for sygdom eller har en eller anden form for diagnose - eller som måske kommer til det på et tidspunkt. Det siger jeg ikke for at negligere dine udfordringer - for jeg ved godt at du uden tvivl har flere ting du kæmper med og som er svære - men jeg siger det i et forsøg på at tydeliggøre, at det her med "almindelig" kontra "ualmindelig" er et nuanceret felt, som kan ændre sig gennem livet. Selvom du har det svært lige nu, så vil der uden tvivl komme et tidspunkt hvor dine nuværende udfordringer er trådt mere i baggrunden og hvor du ikke har det så svært som du har lige nu - og omvendt kan der også ske ting som gør at din fremtidige kæreste får det svært af den ene eller anden årsag. Så derfor synes jeg - som nævnt - ikke at dine diagnoser bør være definerende for hvem du er og være noget som fylder i dit datingliv. Faktisk synes jeg også at der er noget sejt i. at du er så bevidst om dine egne udfordringer - der er også mennesker som har forskellige udfordringer, uden at være bevidst om det og arbejde med det. Det at du er bevidst om det gør også, at du har mulighed for at arbejde med dine udfordringer og nå til et punkt, hvor du kender dig selv rigtig godt og ved præcis hvordan du kan håndtere det - og det synes jeg er rigtig sejt og faktisk også en stor styrke i forhold til at være i et kæresteforhold.

Jeg forstår godt at du gerne vil have en kæreste og det synes jeg bestemt også at du fortjener. Som jeg også skrev ovenfor, så synes jeg at det er vigtigt at du ikke tænker så negativt om dig selv og går rundt med tanker om, at du ikke kan være bekendt at være medlem af en datingside. Det er vigtigt at du ikke tænker at du spilder andres tid, for det gør du ikke. Du har en masse skønne personlighedstræk og det er dem som jeg synes der skal være i fokus. Jeg forstår godt at det kan være svært det her med, hvordan du skal fortælle folk, at du har de her forskellige diagnoser. Jeg synes ikke nødvendigvis at du behøves at fortælle om dine udfordringer og dine diagnoser, med det samme du møder en person for første gang. Jeg synes ikke der er noget uærligt i at vente med at fortælle om det - for mig at se er det bare et udtryk for, at du ikke har fokus på dine diagnoser, men derimod på din personlighed udover det. Jeg synes det er vigtigt, at andre først og fremmest lærer dig som person at kende og så hvis I ses flere gange og er begyndt at lære hinanden bedre at kende, så kan du fortælle om det. Og der er flere forskellige måder du kan fortælle om det på. Du behøves ikke nødvendigvis nævne alle de forskellige diagnoser du har, du kan også bare sige, at du har forskellige psykiske udfordringer - nogle midlertidige og nogle mere langvarige - og så fortælle om, hvordan de kommer til udtryk og hvad de betyder for din hverdag. Det vil forhåbentlig åbne op for en god dialog om det og hvis den anden person spørger, så kan du jo fortælle om hvilke diagnoser det er.

Jeg håber mit svar har givet dig nogle nye perspektiver på dine tanker og dit dilemma - og så krydser jeg fingre for at du snart finder en sød kæreste, som du får et dejligt forhold til.

Mange tanker

Freja

Frejas billede
Freja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program