Svært derhjemme

brevkassespørgsmål

Svært derhjemme

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 3 år 6 dage siden

Jeg har det rigtig svært derhjemme. Min mor råber tit, og mig og min far enes ikke. Jeg kan ikke lide ar være hjemme, jeg vil helst undgå, at være snakke med mine forældre. Jeg føler hver gang mig og min mor snakker sammen ender det i et kæmpe skænderi, hvor hun råber og skriger af mig. Jeg har det svært, og elsker mine forældre. Men de gære bare mit liv sp meget mere belastende.

Svar: 

Kære du. 

Det lyder til at det er rigtig svært at være dig lige nu. Det må være rigtig hårdt ikke at kunne enes med ens forældre og have konstante skænderier. Det er godt at du rækker ud og skriver, hvordan du har det.

Du skriver ikke noget om det kun har stået på i en periode, eller om det har været sådan her lang tid, men det lyder i hvert fald ikke som en særlig holdbar situation. Jeg tænker på, om der mon er nogle andre voksne, du kan snakke med? Måske nogle andre familiemedlemmer, en bedsteforælder, moster, eller onkel? Jeg kan godt forstå, hvis der er svært at skulle snakke om, men det er også svært at skulle gå rundt og have det sådan. Det kan også være, at du har en lærer, som du kan snakke med efter juleferien? 

Hvis du har mod på det, kan du måske prøve at fortælle din mor, hvad det gør ved dig, at I skændes så meget og at hun råber af dig. Jeg ved ikke, om det også bare vil ende i et skænderi eller om det overhovedet er noget, du har lyst til at tale med hende om. 

Du har også altid mulighed for at kontakte nogle i den kommune, du bor i til en samtale om, hvordan du har det derhjemme. For nogle kan det lyde rigtig skræmmende at skulle kontakte kommunen, men i virkeligheden så arbejder de mennesker der for ens skyld, for at sikre, at man har det godt. For mange familier, der har det lidt svært derhjemme, hjælper det rigtig meget at tale med det, der hedder en familierådgiver. De hjælper familier med at have det godt sammen og løse de konflikter, der nu måtte være. Der er nemlig konflikter i mange familier, og mange har brug for lidt hjælp udefra til at komme ud af den dårlige situation, de er kommet i. Så der er ingen skam i at få hjælp udefra. Det burde ikke være dit ansvar, men jeg vil bare fortælle dig, at det også er en mulighed at du kontakter dem. Du kan fx google dit bynavn sammen med familierådgivning eller børn og unge. Du kan også prøve at kigge i vores oversigt over Ungi her på Cyberhus. Det kan være, at din kommune er på listen, og så kan du se, hvem du kan kontakte, eller måske der er en brevkasse, du kan skrive til. Du finder oversigten her

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Og husk at hvis du har brug for en voksen at snakke med, kan du altid ringe til Børnetelefonen, eller skrive til vores sms rådgivning. 

De bedste hilsner
Laura

LauraPernilles billede
Laura har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program