Kære du. 

Jeg kan godt forstå, at det er en svær situation du står i med din kæreste, for man kan godt være rigtig glad for en person, men samtidig ikke kunne lide en bestemt side eller adfærd.

Jeg gætter på, at de eksempler du nævner blot er nogle ud af mange siden det er noget, der fylder meget. Og ud fra hvordan du fortæller om dem, så kan jeg godt se, hvad du mener, selvom din kæreste nok har en anden opfattelse af, hvad der skete. Men den helt store udfordring i det, du skriver, lyder mere til at handle om den måde din kæreste reagerer, når du konfronterer ham. Du skriver, at han får dig til at virke skør eller forkert på den, og ham selv som et offer. Det er meget naturligt, at man i et parforhold har forskellige opfattelser og holdninger, men det er vigtigt, at man kan anerkende og rumme hinandens forskelligheder. Også selvom det "bare" handler om forskellige opfattelser af, hvordan en situation udspillede sig. Det er meget fundamentalt at opleve at blive anerkendt og mødt, og jeg tænker lidt på, om det i virkeligheden er dét, der nager dig rigtig meget og gør, at du er i tvivl om du kan klare hans opførsel? For det kan jeg godt forstå kan være svært at holde til i længden. Lad os tage eksemplet, hvor han tager dig på brystet. Når du konfronterer ham med det, så kunne han også vælge at reagere ved at sige "det er jeg ked af at du oplevede, det var slet ikke det, jeg prøvede at gøre, men jeg kan godt forstå, at det gjorde dig pinlig berørt". Jeg gætter på, at hvis han havde sagt sådan til dig, så ville du hurtigere have været ovre hans adfærd. Men i stedet blev det til en konflikt, som det lyder til, at det bliver hver gang, og det slider på en, og på jeres forhold generelt, gætter jeg på. 

Jeg synes, at du skal tage en alvors snak med din kæreste og forklare ham hvad det gør ved dig, at du oplever, at han ikke anerkender dine opfattelser eller oplevelser, selvom han ikke er enig. Og også at du har svært ved at håndtere de her situationer, hvor du synes han fx udstiller dig eller gør dig pinlig berørt. Det kan være svært at snakke om, fordi det handler om hans opførsel i sociale sammenhænge, og jeg tænker at du heller ikke har lyst til at udstille ham, så det handler meget om at holde det på egen banehalvdel og fortælle, hvordan du oplever det. De fleste synes at det er rigtig svært, når andre voksne opdrager på dem, særlig deres partner, og det er måske også det, din kæreste reagerer på. Så en måde at gribe den snak an på kunne også være ved at spørge ind til hans opfattelse af situationerne, og hvordan han synes du skal reagere, hvis du nu oplever, at det bliver pinligt eller upassende. Det er også en måde du kan vise ham, at du anerkender og prøver at møde ham. 

Hvis snakken overhovedet ikke går og han igen gør sig til et offer, så synes jeg at du skal overveje, hvad du ønsker fra ham. Tror du, at han vil ændre sin adfærd på et tidspunkt? Vil du kunne være i altid at blive den, der bliver gjort forkert? Det skal selvfølgelig også opvejes mod resten af det, I har sammen, for det kender jeg selvfølgelig ikke til, og jeg ved godt, at det aldrig er et nemt at skulle tage beslutningen om at blive eller gå fra sin kæreste. Men det er vigtigt, at du mærker efter, hvad du har brug for. Og samtidig husker på, at det kræver arbejde at få et parforhold til at fungere, og nogle gange år at få løst en bestemt konflikt. Det afgørende er bare, om begge parter gerne vil arbejde for det, eller om man er den eneste, der oplever, at der er et problem, for så fungerer det stadig ikke. 

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine tanker om din situation med din kæreste, og at I forhåbentlig får en god snak om det hele. 

Mange hilsner
Laura