Mave/tarm problemer

brevkassespørgsmål

Mave/tarm problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 3 år 1 måned siden

Hej Cyberhus Den seneste måned har jeg døjet rigtig meget med min mave/tarmsystem, min afføring har vekslet lidt mellem diarré og forstoppelse mest diarré men med en meget mere hævet mave end normalt, samtidig har jeg taget lidt over et kilo på den seneste måned. Jeg har døjet med forstoppelse og skarpe smerter i mange år, så det er helt nyt for mig. Jeg føler ikke, at jeg har spist så anderledes, faktisk spiser jeg lidt mindre lige nu på grund af angst, jeg har dog ikke bevæget mig så meget. Jeg har altid haft enormt svært ved at tage på, så jeg bliver selvfølelig lidt bekymret. Jeg ville bare høre om stress evt. kan føre til sådanne problemer med mave/tarm, fordi den sidste måned har jeg følt mig mere stresset pga. jobcentret. Har været til lægen men hun virkede ikke til at ville høre på mine problemer og kiggede ikke på min mave/tarm. Håber i kan give nogle svar.

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit spørgsmål. 

Jeg kan forstå, at du har problemer med dit mave-/tarmsystem.

Først og fremmest vil jeg sige, at det du beskriver lyder helt ufarligt. Som du selv er inde på, kan kroppen godt reagere med fysiske symptomer (herunder symptomer fra mave- og tarmsystemet) når man føler sig stresset og angst. Det er derfor vigtigt at prøve at få styr på den del f.eks. ved at tale med nogen om den stress og angst som du oplever. Det kan også være en god idé at sætte Jobcenteret ind i det, da jeg kan forstå at det bl.a. er på den front at du er stresset.

Derudover fortæller du, at du gennem mange år har døjet med mavesmerter og forstoppelse. Derfor bekymrer det dig nu, at du har diarré, hvilket er uvant for dig. Samtidig fortæller du, at din afførring faktisk veksler mellem forstoppelse og diarré. Det kan være tegn på, at du rent faktisk er forstoppet, men at der så engang imellem løber noget tynd afførring forbi der hvor forstoppelsen er. Det er derfor vigtigt, at du behandler og forebygger forstoppelsen. Det kan du gøre ved at spise en god, fiberrig kost, drikke rigelig med væske, indtage bestemte fødevarer f.eks. svesker og/eller supplere med noget medicin fra apoteket mod forstoppelse.

Diarré kan også skyldes en infektion, men så vil man oftest også have feber og opkastninger, så det tror jeg ikke der er tale om. Derudover kan det skyldes en inflammation i tarmen, men så vil man ofte have blod og slim i afførringen. Diarré kan også skyldes allergi over for bestemte fødevarer såsom laktose eller gluten, men det vil jeg umiddelbart heller ikke været bekymret for når det kun har stået på én måned. I sådanne tilfælde vil man også typisk tabe sig i vægt, og jeg kan forstå at du har taget 1 kg på.

En anden mulighed er at du lider af colon irritable som er en tilstand, hvor man har smerter og ubehag i maven, vekslende afførringsmønster og udspilet mave. Det er ubehageligt men ikke farligt, og i så fald er det vigtigste, at du undgår de fødevarer som du tror udløser ubehaget.

Jeg er ked af at høre, at din læge ikke virkede interesseret i dine problemer. Jeg vil råde dig til at prøve at tage hånd om den stress og angst du oplever for tiden og se om det har effekt på dine maveproblemer. Hvis det ikke er tilfældet, og problemerne heller ikke afhjælpes ved nogen af de foreslag som er her, så synes jeg du skal tage til lægen igen.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Bedste hilsner

Emilie

Læge

EmiliePis billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program