Hej Mikkel,

Det er nogle vildt gode tanker og observationer du gør dig om dine udfordringer og de mulige årsager hertil. For du har fuldstændig ret i, at det niveau af koncentrationsbesvær, tendens til at blive distraheret, og udfordringer med struktur og overblik som du oplever ligger uden for det man kan kalde at være "almindeligt" distræt. Derfor er det også virkelig godt, at du ikke bare lader dig spise af med, at andre synes du er distræt, men i stedet handler på det.

Jeg er ikke læge, men når jeg læser din beskrivelse vil jeg give dig ret i, at det lugter af ADD. Og jeg synes, at et særligt tungtvejende argument for, at det er det, der er på spil er, at du kan mærke, at det passer på hvordan du altid har haft det og altid har følt dig. Når man skal udredes for ADD vil lægen eller psykiateren nemlig også spørge ind til, hvordan du selv oplevede verden som barn, og hvordan dine forældre og øvrige familie oplevede dig som barn. Den information sammenholdt med de udfordringer du oplever nu vil nemlig dannet grundlaget for at kunne stille diagnosen.

Jeg kan godt følge din splittelse omkring, at en diagnose på den ene side kan blive et stigmatiserende stempel, og på den anden side kan være vejen til at få noget medicin eller andet, der kan hjælpe dig til at klare dig endnu bedre. En diagnose behøver ikke at være et stigmatiserende stempel. Mange oplever, at når de får en diagnose kan de pludselig sænke skuldrene. Fordi de får en forklaring på, hvorfor de har det som de har det. Og de selv og andre kan bedre arbejde med det og tage hensyn til det. Mange oplever det som en stor hjælp.

Der er intet skamfuldt eller forkert i at have en diagnose. Diagnoser er et udtryk for, at vi er blevet meget bedre til at favne forskellige typer af mennesker, at vi er blevet meget mere bevidste om alle nuancerne imellem os, og at vi er blevet mere opmærksomme på at rumme dem, som tænker og/eller fungerer anderledes end os selv. Men derfor kan det stadig godt føles voldsomt og grænseoverskridende at skulle have en diagnose. For det tvinger lidt én til at tænke anderledes om sig selv. Men når jeg læser dit brev får jeg indtrykket af, at diagnosen måske netop er den forklaringsramme du har manglet, for at få dine udfordringer til at give mening.

Og jeg tror virkelig du er inde på noget af det rigtige, når du skriver, at du har klaret dig godt indtil videre, men formentlig vil kunne klare dig endnu bedre, hvis du får den rette hjælp og støtte. Uanset om det så er medicin, mindfulness eller noget helt tredje. Det er virkelig flot, at du har klaret dig så godt indtil videre. Det vidner om, at du har et kæmpestort potentiale. Indtil videre har du klaret det lidt i trods, fordi din hjerne hele tiden har villet sende dine tanker andre steder hen, end der hvor du havde behov for dem. Tænk på hvad du kunne opnå, hvis din hjerne ikke længere spændte ligeså meget ben for sig selv!

Igen bliver jeg nødt til at understrege, at jeg ikke er læge, så jeg kan naturligvis ikke sige med 100% sikkerhed, at du har ADD. Men meget tyder på det, og jeg vil derfor anbefale dig at opsøge din læge og fortælle om din situation. Han eller hun vil kunne vurdere hvad dine muligheder er, og om du skal sendes videre til udredning hos en psykiater eller en psykolog. Sammen med enten psykologen, psykiateren eller lægen vil du kunne finde den løsning, der passer bedst til dig.

Jeg håber I finder frem til noget godt og meningsfuldt for dig, og jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv