Kære R,

Det lyder virkelig svært. Det må være rigtig hårdt at have det som du har det. Især når det handler om et område af kroppen, som du er nødt til at forholde dig til på jævnlig basis.

Da jeg læste dit brev var min allerførste tanke: Gad vide om hun har været udsat for noget traumatisk? For dit ønske om at få det fjernet og din beskrivelse af dit ubehag i forbindelse med berøring, og tanken om berøring, fortæller mig, at der er nogle meget stærke følelser, og måske også kropslige fornemmelser, forbundet med det.

Uanset om du har været udsat for noget traumatisk eller ej er det tydeligt, at du har det rigtig svært. Og det er bestemt ikke meningen, at en kvinde på 21 skal have det som du har det. Du skriver, at du ikke kan og ikke tør sige det til nogen. Det er helt naturligt, at det kan være svært at snakke om noget, der påvirker dig så meget, og som er så sårbart. Sådan har langt de fleste mennesker det. Det er svært at snakke om det, der er sårbart, for vi kan ikke vide hvordan andre tager imod det. Vi kan ikke vide om de forstår eller fordømmer. Vi kan ikke vide om de lytter eller affejer. Vi kan ikke vide om de støtter eller undviger. Vi kan ikke vide om de griber os eller lader os falde. Men nogen gange er man nødt til at tage den chance, slet og ret fordi det man går med er for tungt at bære alene. 

Når jeg læser dit brev lyder det til, at du har rigtig svært ved at bære det her alene. Og med god grund. For det du står i er virkelig ikke for sarte sjæle. Jeg vil derfor råde dig til at tale med nogen om det. Også selvom du føler du ikke kan og ikke tør. For jeg tror på, at du kan. Og jeg tror på, at du tør. Det har du nemlig vist ved at skrive brevet her. Selvfølgelig er det noget andet, når man sidder over for et andet menneske, og skal fortælle dem hvordan man har det. Men måske det kan hjælpe at skrive det ned, ligesom i brevet her? Nogle gange har vi lettere ved at formulere de tunge tanker og følelser på skrift end når vi skal tale. Fordi vi har tiden til at vælge vores ord med omhu. Og fordi vi samtidig ikke behøver at tage hensyn til den vi taler med. Det kan også føles mindre sårbart, når vi skriver end når vi taler, fordi vi kan få det hele ud mens vi sidder for os selv, og bagefter gå over at aflevere det til den anden.

Det lyder til, at du allerede har talt med din læge én gang. Det er rigtig godt. Men jeg fornemmer også på dit brev, at du måske ikke har fortalt din læge om hele problematikken endnu? Uanset om du har eller ej tror jeg det vil være en rigtig god idé at tage endnu en snak med din læge. Han eller hun vil nemlig kunne vurdere hvor meget, der er fysisk betinget og hvor meget, der er psykisk betinget, og vil kunne henvise dig til en psykolog. Ud fra dit brev lyder det nemlig til, at der er en god portion af dit ubehag og dine tanker, der bunder i noget psykisk. Og det vil en psykolog kunne være rigtig god til at hjælpe dig med. Hvis du ikke har lyst til at få lægen til at henvise dig til en psykolog kan du selv kontakte en psykolog direkte. På siden her kan du finde en liste over autoriserede psykologer i Danmark, og finde én, der passer til dig og som er tæt på der hvor du bor. Du skal dog være opmærksom på, at finder du selv en psykolog kommer du til at betale fuld pris. Finder du en psykolog via henvisning fra lægen yder staten tilskud til behandlingen, og du skal derfor kun betale et mindre beløb selv.

R, der er ingen tvivl om, at det er hårdt at være dig. Det er flot, at du stadig holder dig oprejst og stadig kæmper. Jeg håber mit svar giver dig mod på og lyst til at fortsætte kampen.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange varme hilsner,

Siv