Depression
brevkassespørgsmål
Depression
Hej Cyperhus,
Jeg har længe haft det enormt svært. Jeg har været deprimeret i omkring et halvt år men på det sidste har det taget meget til. Jeg snakker hver uge med en psykolog men i går slugte jeg en bøtte med smertestillende og håbede på ikke at vågne op. Jeg ved det er meget selvisk men jeg kan ikke holde til smerten mere. Det var åbenlyst ikke nok til det at dræbe mig men problemet var at jeg håbede at det på magisk vis ville være. Det fejlede jo så desværre så jeg har brug for at snakke med nogen men jeg vil virkelig Ikke have mine forældre får det afvide. Jeg vil gerne fortælle det til min psykolog i håb om at få en eller anden form for hjælp som antidepressiv eller måske endda indlæggelse, hvad end der nu kan hjælpe men jeg tør ikke fortælle min psykolog det fordi jeg ved hun vil fortælle mine forældre det. Det er ikke fordi der ville ske noget slemt ved at de vidste det, de er virkelig fantastiske forældre men jeg ved hvor ked af det de vil blive og de fortjener så meget bedre end hvad jeg kan være. Jeg ved nu ikke hvad jeg skal gøre og har ikke fortalt nogen det, men jeg har virkelig brug for hjælp. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen A
Svar:
Kære du
Jeg er ked af at høre, at du har det så svært. Jeg er også ked af at høre, at du har taget en stor mængde smertestillende, i håb om ikke at vågne op igen. Til gengæld er jeg glad for at høre, at du allerede får hjælp hos en psykolog og at du rækker ud efter hjælp, og gerne vil fortælle din psykolog om hvad der er sket. Nu kender jeg selvfølgelig ikke din præcise situation, men du burde godt kunne fortælle din psykolog om hvad der er sket, uden at hun fortæller det videre til dine forældre. Som psykolog har man tavshedspligt og det betyder, at din psykolog ikke må viderefortælle de ting I taler om.
Når det er sagt, så synes jeg, at du skal overveje selv at fortælle dine forældre hvad der er sket. Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at gøre dem kede af det, men jeg synes virkelig det er vigtigt, at de får det at vide. Husk på, at dine forældre elsker dig og vil dig det bedste, og jeg er sikker på, at de vil sætte pris på, at du er ærlig og åbner op overfor dem - selvom de naturligvis er kede af at du ikke har det godt, så vil de blive glade for at du fortæller dem det, så de kan være med til at hjælpe til at du får det bedre. Dine tanker om, at dine forældre fortjener så meget bedre end hvad du kan være, er et af de typiske kendetegn for en depression - følelsen af at man ikke er noget værd og at ens nærmeste fortjener bedre. Når du får disse tanker, så prøv at tænke på, at det "kun" er tanker og følelser der er inde i dig og ikke er udtryk for hvordan dine forældre tænker. Husk at det er tanker der er udløst af din depression og prøv at se om du kan sige til dig selv, at det ikke er sådan det forholder sig.
Hvis du ikke allerede har gjort det, så håber jeg at du vil prøve at snakke med din psykolog om, hvad der kan have været med til at udløse din depression og om der er sket noget den seneste tid, som kan have været medvirkende til at depressionen pludselig har taget til. Hvis du kan få en idé om hvad der kan have været med til at udløse din depression, kan det måske hjælpe til, at du lige så stille kan få det bedre igen. Jeg håber rigtig meget at du, i samarbejde med din psykolog og dine forældre, finder ud af en løsning, som kan hjælpe dig ud af depressionen. Husk at der er lys forude, selvom det hele føles rigtig svært lige nu.
Jeg håber at du har kunne bruge mit svar og jeg håber at du snart begynder at få det bedre. Husk at du altid er velkommen I vores chatrådgivning, hvis du har brug for mere hjælp og rådgivning. Du er også altid velkommen til at skrive herinde i brevkasserådgivningen igen.
De kærligste hilsner
Nanna
Relateret indhold
Kan ik glemme hende
Hej.
min kæreste og jeg slå op for en uge siden men jeg stalker hende og savner hende ekstremt meget jeg får ondt i maven hvis jeg ser hende. Men problemet er hun kunne ik sige hvorfor men har så fået det fortalt at 5 andre som snakker med hende og mig. Men det jeg syntes er det største...
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Føler Mig Udenfor Og Dum
Hej brevkasse
Jeg føler mig udenfor når jeg er sammen med mine venner. Når mine venner og jeg sidder sammen og taler snakker jeg nærmest aldrig, fordi jeg er bange for at sige noget dumt eller jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Når jeg er på hold med min årgang føler jeg mig nærmest...
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Min ven tager ikke initiativ
Hej Jeg føler mig frustreret over en gammel ven, som jeg har kendt siden folkeskolen. Vi startede på hver vores skole efter sommerferien, og siden har det føltes som om, det kun er mig, der tager initiativ til at holde kontakten. Hver gang vi skriver sammen eller mødes, er det mig, der skal tage...
Samara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
