Flytte på grund af dårlig psyke
Flytte på grund af dårlig psyke
Hej..
Jeg er en 18 årig pige med dårlig psyke og jeg har brug for et sted at bo hvor jeg kan bo alene..
Jeg har prøvet at bo med min kæreste i et par måneder nu og kan se at min psyke ødelægger vores forhold bl.a. fordi at når jeg bliver vred ( Får et flip ), slår jeg ham og bryder ud i gråd...
Det ønsker jeg ikke for ham og jeg vil bare gerne have det bedre..
Jeg kan ikke flytte hjem til min mor, da hun er kronisk syg og derfor er med i grunden til at jeg har det dårligt psykisk.
Hjælp...
Hej du.
Mange tak for dit brev. Du skriver at du har det dårligt psykisk og det er bestemt ikke rart at have det sådan. Ud fra dit brev kan jeg dog ikke lige umiddelbart spore mig ind på hvad det er for nogle ting du kæmper med psykisk. Du skriver at din mor er kronisk syg, hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i må være rigtig hårdt og en stor belastning for dig psykisk. Jeg kan godt forstå at du gerne vil prøve at bo alene. Når man har den alder du har, er det helt naturligt at man gerne vil prøve at klare sig selv og leve et mere selvstændigt liv. Ud fra dit brev kan jeg ikke lige se hvor du bor henne nu. Du skriver, at du har boet sammen med din kæreste, men at det desværre ikke er en mulighed, sådan som du har det lige nu. Nu ved jeg ikke om du har et arbejde eller om du evt. får SU eller anden form for understøttelse. Men hvis du har en indtægt, så kunne du jo godt prøve at se om det er muligt at finde en lejlighed, som det kan lade sig gøre for dig at betale. Du kan evt. spørge din mor, en ven eller et andet familiemedlem om hjælp til at lede. Det vil give dig mulighed for at prøve at bo for dig selv i lidt tid og se hvordan det er, samt se om det kan hjælpe på hvordan du har det psykisk.
En anden mulighed er, at du prøver at kontakte din kommune for at høre om de har nogle tilbud eller kender til noget, hvor du måske kan få hjælp. Jeg ved ikke om kommunen kan tilbyde dig en bolig, men de vil helt sikkert kunne hjælpe dig i forhold til hvad der er af muligheder ift. dit ønske om egen bolig og dine psykiske udfordringer.
Endnu en mulighed, som du meget gerne må benytte dig af, er vores chatfunktion. Vi vil rigtig gerne hjælpe og rådgive dig noget mere, hvis du føler at du har behov for dette. I chatten vil det også være muligt for dig at uddybe nærmere omkring dine psykiske udfordringer og det vil være muligt for rådgiveren at spørge ind til dine svar. Så hvis du har lyst, så kom endelig ind på chatten en af dagene.
Mange hilsner
Nanna