Knude i brystet
Knude i brystet
Hej cyberhus.
i morges da jeg vågnede, kunne jeg mærke en knude i mit Venstre bryst. Det er lidt ømt især når jeg trykker på det. Jeg søgte så efter hvad det kunne være og alt det der. Jeg blev virkelig ked af det og bange fordi at jeg læste om brystkræft. Men jeg læste også om, at det også kunne være andet som ikke er farligt.
Jeg har ikke sagt det til andre end min veninde fordi at jeg ikke rigtig tør. Jeg bor heller ikke med min mor, men jeg har en storesøster, vi snakker bare ikke rigtig om sådan noget. Jeg ved ikke om jeg skal sige det til min far eller søster, eller om jeg skal vente lidt?? Hvad tror du at det kan være, og er det normalt?
Kære dig
Godt du skriver. Jeg forstår godt, at du bliver bekymret, når du mærker en knude i dit bryst. Det er godt, at du undersøger dine bryster og reagerer på forandringer. Det skal du endelig blive ved med.
Jeg synes helt bestemt, at du skal snakke med din far om, hvad du har fundet i dit bryst. Du skriver, at du er ked af det, hvorfor jeg synes det er vigtigt, at du har nogen at snakke med. Din far vil helt sikkert lytte og forstå dig.
Højest sandsynligt er der tale om en lille bindevævsknude i dit bryst, som slet ikke er farlig, men jeg synes alligevel, at du skal bestille en tid ved din læge, som lige kan undersøge dit bryst. Måske kan din far hjælpe dig med den del? På den måde kan du få helt ro i maven :-)
Kærlige hilsner
Anne