for lille livmoder

brevkassespørgsmål

for lille livmoder

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Jeg har fået af vide at jeg har en meget lille livmoder og livmoderhals. Jeg synes det er så pinligt, lige nu har jeg 4 cyster mm. der skal fjernes og jeg synes det er så pinligt pga. min livmoder ikke er større. Jeg gad godt hvis jeg kunne få fjernet hele mit underliv, da jeg både har ondt, svien og meget ubehag ved klitoris, mit urinrør svier, min livmoder og æggestokke gør konstant ondt, så meget at jeg på et tidspunkt fik morfin for det. Jeg er alligevel ikke interesseret i sex, føler mig overhovedet ikke som en kvinde og har aldrig følt mig som pige, har altid lavet ting med drengene og gået meget op i sport og biler. Jeg har også ADHD, hvilket også medvirker til at jeg ikke er særligt meget som piger og har ikke haft nogle veninder før jeg blev 18. Jeg ved overhovedet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville ønske jeg var blevet født som dreng, det ville have gjort og gør mange ting lettere. Er det muligt at få fjernet underlivet?

Svar: 

Hej med dig,

Det korte svar er "Ja." Det er fysisk muligt og kan godt lade sig gøre at få fjernet underlivet. Men hvorvidt det er det rigtige for dig er ikke nødvendigvis det samme.

Når jeg læser dit brev er det tydeligt at se, at du ikke føler dig tilpas i den krop du er født i. Det skal du helt klart tage alvorligt, men samtidig er det et meget stort skridt at få fjernet sit underliv. Og det er ikke noget man bare sådan lige kan få gjort.

Når du har det som du har det, så vil jeg helt klart råde til at bestille en tid ved din læge, hvor I kan tage en snak om hvordan du har det, og hvad der vil være det bedste og det rigtige for dig. Du beskriver nemlig både fysiske og psykiske symptomer - at du oplever smerter og at du ikke føler dig som en kvinde. Derfor tænker jeg, at et godt sted at starte er ved lægen. Ud fra en eller flere snakke med dig kan han eller hun nemlig vurdere, hvad du har brug for og hvilken vej, der vil være den rette at gå for dig. Han eller hun ved samtidig hvilke behandlingsmæssige muligheder der er, og vil derfor kunne hjælpe dig til at træffe det rette valg. Hvem ved, måske er der endda en mulighed, du endnu ikke selv har set eller tænkt på.

Uanset hvad er det i hvert fald ikke meningen, at man skal gå og have det som du har det. De fysiske symptomer lyder slemme nok i sig selv, og når du så samtidig ikke føler dig som dit biologiske køn bliver situationen endnu værre. Og det er vigtigt at lytte til og at handle på. Derfor håber jeg, at du vil tage en snak med din læge - både om dine fysiske smerter, men også om, at du ikke føler dig som kvinde og aldrig har følt dig som en pige.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program