Hey 

Jeg er en 14 årig pige, der går i 7. klasse. Jeg bor ude på landet med min mor og far, og min søster som går i gymnasiet.

Såee jeg har altid haft en form for stabilitet i mit liv. Jeg har aldrig flyttet hus, aldrig flyttet skole, altid haft venner at være sammen med, og begge mine forældre har altid haft et arbejde. Men efter sommerferien flyttede jeg fra en lille folkeskole ude på landet, over til en privatskole midt inde i byen, og går i skole der i stedet. Jeg har selv været med til at tage belsutningen, fordi at niveauet på i min gamle klasse simpelt hen var for lavt. Men denne her privatskole, som faktisk er en realskole, ligger i en helt anden komune end der hvor jeg bor, og jeg kendte ingen da jeg startede (kører i letbane for at komme derhen). Nu er det jo Januar, og jeg må sige, at jeg er venner med dem alle sammen. Alle drengene og alle pigerne i min klasse, og sågar også dem i min parallelklasser. Men der er ingen af dem jeg er sådan gode venner med, og jeg ser dem egentlig ikke rigtigt som 'venner'.  Mine gamle klassekamerater snakker jeg sjældent med, og dem er jeg heller ikke rigtigt venner med. Jeg er elitesvømmer og plejede før corona at træne 3 gange om ugen. Det var noget der sled på mig både fysisk og psykisk. Fra svømning har jeg venner, men dem har jeg ligesom skubbet væk, og snakker ikke med længere. Min interesse i svømning er forsvundet.  Jeg plejer at være kreativ, men det er jeg slet ikke mere. Jeg finder mig selv i at nyde at være alene, og bruger næsten al min tid på mit værelse hvor jeg ser film og serier. Når mine forældre vil være sammen med mig, eller have mig til at være social, bliver jeg bare sur og træls at være sammen med. Jeg svarer tit igen og kan godt være provokerende over for min far, og det resulterer altid i et skænderi.

Min far er skræmmende når han bliver sur. Han råber, smækker med dørene, eller banker i bordet. Jeg har fået en vane, hvor at når mine forældre skælder mig ud over noget siger jeg "stop" eller "lad være", og så bliver min far pisse sur og siger at det gider han ikke at høre på. Førhen græd jeg tit når mine forældre skældte mig ud, fik åndedræts besværd og en tragt til at slå mig selv i panden med mine hænder knyttet, eller på ned i et bord. Nu prøver jeg bare at være ligeglad, og være sådan "jaja" eller "okay" når jeg få skældud. Det bliver min far sur over, og siger at jeg er forkælet og pisse ligeglad med alle andre end mig selv. Tit får jeg afvide jeg er egoist og kun tænker på mig selv. Det gør mig ufattelig træt, sur og ked af det at høre på dag ud og dag ind. Jeg trøster mig selv med drømme om en anden virkelighed, når jeg ser film og serier. Det er sådan jeg lukker af, og går videre til næste dag. 

Jeg har altid været et super kræsent barn, og var altid rigtig rigtig tynd. Folk troede tit jeg havde en spiseforstyrelse, og jeg tænkte aldrig over det, før nu. Jeg hader kød. Som i hader. Ikke fordi jeg er en af dem, der synes det er syndt for dyrene at de bliver myrdet så jeg kan spise dem, nej, fordi jeg synes deet er ufatteligt ulækkert. Jeg kan specielt ikke klare grisekød, fordi det lugter og ser klamt ud. Det har også resulteret i at jeg som 4-7 årig tit enten er gået sulten i seng og så kommet ned for at spise brød kl sort, eller at mine forældre har tvunget mig til at spise. Jeg har minder hvor jeg sidder med min mor og far ved spisebordet, langt over min senge tid, hvor der bliver råbt af mig fordi jeg ikke kunne lide maden, og truet med at få en knytnæve i 'fjæset', hvis jeg ikke spiste op. 

Mine forældre har engang været i noget der hedder 'familiehuset', men det hjalp overhovedet ikke på noget. 

Jeg har set min far græde pågrund af mig før. Det var hårdt.

Lige nu har vi jo ferie, og når jeg kan slippe afsted med det har jeg ligget i men seng  hele dagen. Jeg spiser næsten intet, og kunne hvis det var op til mig leve med et stykke brød om dagen. Min appetit er helt væk. Hvis jeg ligger i sengen og er så sulten jeg føler mig mave eksploderer, er det ikke altid jeg magter og gå ned at spise. Jeg er så doven, og min seng er det eneste sted jeg vil være. At besøge besdsteforældre eller være sammen med forældres venner, er noget jeg ikke glæder mig til længere, men tværtimod noget jeg bare vil have overstået, så jeg kan kommer hjem i min seng. 

Når jeg kigger mig selv i spejlet, får jeg blandede tanker. Nogle gange synes jeg at jeg skal tage på, så min røv kan bliver større, og fordi jeg synes jeg er for tynd, andre gange synes jeg at jeg er alt for tyk, og at jeg skal stoppe med at spise. Jeg vejer 52,5 kg, og det er mest muskler.

Har jeg muligvis en spiseforstyrelse?

Noget andet, måske mere alvorligt jeg vil fortælle om, er nogle hendelser med min 16 årige fætter som jeg er ret ked af.

Det hele startede da jeg var 12. Min fætter, lad os kalde ham Lucas, blev pludselig ret glad for mig. Jeg var begyndt at gro bryster, og han synes åbenbart jeg blev mere interessant. Hver gang jeg så ham (han bor langt væk så ser ham kun til fødelsdage eller til højtiderne), kunne han finde på at kramme mig meget kærligt. Engang holdt han mig nede i hans seng, med lukket dør, og begyndte at spørge mig om mærkelige ting. Fx. "Har du haft sex? Ved du hvad sex er? Ved du hvordan man kysser? har du en kæreste? har du haft sexundervisning?", hvilket jeg syntes, og det gør jeg stadig, var meget creepy. Før har han også (hvor jeg havde tøj på) gramset på mine bryster og i mit skridt. Hvordan jeg skal forholde mig til alt det her, ved jeg ikke. Har sagt han skal stoppe, men han bliver ved.

En anden ting, som faktisk er grunden til jeg skriver, kommer nu.

Da jeg var tolv, jokede drengene i min klasse meget om porno og ornanering. En dag begyndte jeg at læse meget om ornanering, og fandt ud af at det var normalt og sundt. Så jeg gik på opdagelse. Og siden da, har jeg ornaneret nogle gange om ugen. Når jeg gør det, ser jeg porno. Mere specifikt, ser jeg bdsm. Noget voldsomt noget. Med pisk. Jeg vil så gerne prøve det. At føle sådan en smerte. Jeg føler, at jeg fortjener det, fordi jeg kan lide at se personen lide. Er der noget helt galt med mig?

Mine forældre ved ikke, at jeg ornanerer.

Noget jeg synes er mærkeligt, og som jeg kan huske fra første gang jeg ornanerede, var at min mødom allerede var taget? Hullet var ikke lille, jeg blødte ikke, det gjorde ikke ondt, og mærkeligt nok, kunne jeg genkende følelsen? Som om jeg havde prøvet det før? Men mig bekendt, har jeg ikke haft sex endnu? Ved i, om det er noget jeg bilder mig selv ind, eller om det kan passe? 

På forhånd tak for jeres tid, håber i kan besvare mine spørgsmål.