Har det mærkeligt

brevkassespørgsmål

Har det mærkeligt

brevkassespørgsmål af
.
15 år
Oprettet 2 uger 1 dag siden

Jeg har det ret mærkeligt her for tiden, jeg er meget trist og meget ugidelig, doven og træt. Jeg får sådan nogle bølger af tristhed, hvor jeg kan gå fra at have det fint til lige pludselig at blive trist og sådan lidt Tom indeni. Jeg er ikke ked af det hele tiden, men har på en måde en underliggende tristhed hele tiden.

 

Det startede i marts lige inden første karantæne/lockdown, at jeg begyndt at være lidt trist og ikke have lyst til at tage i skole. Da jeg ikke kunne overskue at omgås med dem fra min klasse. Vi kom så i karantæne og jeg fik det meget bedre, jeg nød virkelig karantænen.

 

Da vi så skulle tilbage i skole igen, var jeg sindssygt ked af det. Som i virkelig.

 

Jeg er uvenner med mine forældre hele tiden og skændes super meget med dem (især i april, maj, juni, juli, august) det resulterede så i at jeg gjorde skade på mig selv efter et stort skænderi i maj (det er på ingen måde noget jeg er stolt af, og føler hjælper) det opsagde de så og vi snakkede. Og jeg sagde jeg aldrig ville gøre det igen og det mente jeg. (det var den værste dag i mit liv, da de fandt ud af det) 

 

det gik så sådan fint og jeg havde det nogenlunde fint i månederne op til sommerferien og i sommerferien. Jeg blev bare ulykkelig hver gang mine forældre nævnte det (altså mine sår) 

Men ellers gik det fint, vi var bare hele tiden oppe at skændes

 

Det gik fint indtil cirka septemper/ oktober hvor jeg bare har haft en underliggende tristhed en gang imellem. Men så her i sep/okther begyndte jeg så at gøre skade på mig selv igen uden nogen rigtigt grund. Jeg følte ikke det gjorde noget, men havde på en måde lyst til det. Mæske for opmærksomhed, selvom jeg skjulte det så godt som jeg kunne. Måske det var et råb om hjælp. Jeg aner det virkelig ikke. 

 

Jeg har snakket med veninder om det, da jeg har tætte veninder. Men jeg blev altid bare så pinligt berørt og gav udtryk for at det var ingenting og at alt var helt fint. 

 

Men det var det vel bare ikke. 

 

Jeg blev så opdagede i det igen, da formanden for den svømmehal jeg svømmer i og arbejder i havde ringet hjem og sagde at en træner havde set det. (Det var lige inden den 2 corona karentæne) 

 

Mine forældre var meget bekymret og de ville have jeg skulle til psykolog osv… men jeg nægtede.

 

Det var dog her i november og december jeg har haft det ubeskriveligt mærkeligt jeg har været så trist og ved simpelthen ikke hvad der er galt. 

 

Jeg får simpelthen en slags bølger af tomhed og tristhed. Hvor jeg ikke vil eller gider noget. Jeg bliver helt stille og meget utilpas. jeg bliver bogstavelig helt Tom indeni, jeg føler næsten ikke rigtigt noget på en måde. 

 

Jeg har dog været igennem mange ting dette år, som problemer med en fyr, jeg har fået i permanent skade i mit haleben som har plaget mig er helt år nu, jeg har fået mere travlt og mindre fritid både i forhold til skole og mit arbejde. Er blevet meget nervøs over den kommende eksamen (jeg går i 9) 

Mit arbejde har plaget mig meget på den dårlige måde, mine skænderier med forældrene og problemer med venner osv) 

 

Det meste af det overståede har været inden for det halve år jeg har haft det slemmeste (efter sommerferien) 

 

Jeg har nu taget en masse test på nettet, om jeg kunne have stress eller en depression. Og på alle de tests jeg har taget har jeg enten et for højt stressniveau (symptomer på stress) eller har symptomer på moderat Depression. 

 

Jeg ved ikke helt Hvad skal jeg gøre, da jeg ikke selv helt ved hvad der er galt og hvad det kunne være.

 

Jeg har det bare ikke særlig godt og kan bryde helt sammen og blive helt tom og trist ud af det blå. Jeg græder ikke, men bliver bare helt paf og ligeglad, træt, trist og sådan 

 

Jeg kan ikke holde tanken ud om at skulle omgås med folk, eller gøre mig klar.

 

Jeg er meget utilpas og føler mig grim og ulækker.

 

Og tanken om hvor dejligt det ville være ikke at være her mere stryger da mine tanker ihverfald - en gang om ugen. 

 

Ikke at jeg vil dø, men på en måde bare heller ikke leve. Fordi så vil jeg slippe for alt det lort der sker og alt det der kommer til at ske. 

 

Jeg er bare træt og magter ikke fremtiden på en måde. 

 

Jeg har det bare super mærkeligt 

 

Så jeg har valgt at skrive ind til jer, fordi jeg ikke har mod på andet i nuværende sitation. 

 

Svar: 

Kære du,

Hvor er det bare godt du skriver. Det lyder uendeligt hårdt at være dig lige nu, så hvor er det bare stærkt gået, at du skriver ind til os.

For netop ved at skrive ind til os rækker du ud efter hjælpen. En hjælp du har hårdt brug for. For det er ikke meningen, at en pige på 15 år skal gå og have det som du har det. Og det tror jeg godt du ved. Ellers havde du ikke skrevet. Men der fra og så til at finde ud af hvad du skal stille op med det, og til at overskue at handle på det kan der være langt. Uendeligt, frygteligt, urimeligt langt.

Jeg kan ikke sidde og fjerndiagnosticere dig, men der er ikke nogen tvivl om, at du har det svært i en grad, der kræver hjælp udefra. Jeg forestiller mig at du har kunnet mærke, at det at skrive dine tanker og følelser ned her, og sende dem til os, har haft en eller anden grad af forløsende effekt. Formentlig kun en lille én. Men ikke desto mindre en effekt. Derfor er mit råd til dig at tage kontakt til din læge. Lægen kan nemlig hjælpe med at vurdere, hvad der vil være det bedste for dig, og kan henvise dig til en psykolog. For når jeg læser dit brev får jeg fornemmelsen af, at du har brug for at snakke med nogen. Og ikke bare hvem som helst, men én som kan forstå din situation, og som kan hjælpe dig til selv at forstå den bedre. Og som kan hjælpe dig til at se, hvordan du bedst kan navigere i den. Og det tror jeg, at en psykolog vil være den rette til.

Det kan være skræmmende og grænseoverskridende at skulle åbne op over for et fremmed menneske man overhovedet ikke kender. Men samtidig kan det være ekstremt befriende, netop fordi det menneske man åbner op over for ikke kender én eller ens familie i forvejen. Man får på en måde en frisk start og kan få lov at fortælle om alt det allerinderst inde, uden at behøve at spekulere på, hvad den anden nu vil tro eller mene om én. Netop fordi det her er vedkommendes arbejde. Og samtidig har han eller hun en helt anden tilgang til at lytte til og prøve at forstå dine udfordringer end en veninde eller dine forældre vil have.

Det er helt forståeligt, hvis det føles uoverskueligt at skulle tage kontakt til din læge. Når man har det som du har det, kan selv de mindste ting virke uoverkommeligt store. Og at tage kontakt til lægen er en ret stor ting. Hvis du har mod på det tænker jeg derfor, at du kan overveje at spørge din forældre, om de vil hjælpe dig med at kontakte lægen. Nogen gange er det lettere at få den slags gjort, hvis man har nogen at støtte sig til.

Du har taget et kæmpe stort og meget vigtigt første skridt på vejen til at få det bedre ved at skrive her. De næste skridt bliver formentlig også udfordrende, men ved at skrive her har du bevist over for dig selv, at du er stærk og at du godt kan.

Jeg tror på dig og jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange varme hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program