Hej.

Her for et halvt år siden, et par uger inden jeg skulle starte på efterskole, mødte jeg en rigtig sød fyr. Det hele fungerede så godt mellem os lige fra da vi startede med at snakke, og vi blev ret hurtigt ret glade for hinanden. jeg startede så på efterskole og savnede ham så utroligt meget hver eneste dag, hver weekend tog jeg hjem for at være sammen med ham. udover at jeg savnede ham, så havde vi det rigtig godt sammen.

mit problem startede da jeg begyndte at få det dårligt. efter efterårsferien blev jeg opmærksom på at jeg ikke haved det godt på efterskolen. Jeg følte mig fanget og at min frihed blev taget fra mig. Jeg gjorde ikke rigtig noget ved det, så det blev bare værre og værre og jeg blev mere og mere ked af det. jeg startede til psykolog og fik konstateret stress og angst for en masse ting. (jeg stoppede på efterskolen for 4 dage siden, fordi det hele blev for meget) det eneste der gjorde mig sån virkelig glad var når jeg var sammen med ham i weekenderne, så det var næsten som om jeg blev afhængig af ham, og han begyndte at betyde mere og mere. Vi blev kærester i efterårsferien.

Der skete så det at jeg en 14 dages tid efter kom til at kysse med en anden på efterskolen. Jeg aner virkelig ikke hvorfor jeg gjorde det, for jeg var så forelsket i ham, og jeg vidste godt, at jeg ville blive helt ødelagt hvis jeg mistede ham. så jeg fortrød det lige med det samme jeg havde gjort det. jeg fortalte ham det så dagen efter, og han blev først rigtig ked af det og efterfølgende rasende og skuffet.

Der gik 5 dage, jeg kom hjem på weekend, vi mødtes og snakkede om tingene. jeg forklarede ham at jeg aldrig havde fortrudt noget så meget i mit liv, at jeg ville blive helt ødelagt hvis jeg mistede ham og jeg fortslte ham om hvor dårligt jeg havde det på efterskolen. Vi fik en meget lang og god snak, men han besluttede så at vi ikke skulle være sammen mere, men stadig ses som venner. Han sagde også at jeg altid ku ringe eller skrive, hvis jeg havde brug for ham.

om aftenen tog jeg til fest, efter 2 timer skrev jeg til ham, og han kom hen til festen så hurtigt han kunne. vi kyssede og opførte os som om vi stadig var sammen, vi sagde ikke til vores venner at vi ja gået fra hinanden, og vi sov endda også sammen efter festen.

da jeg tog tilbage på efterskolen efter den weekend besluttede jeg at give ham 2 uger til at tænke over tingene og være lidt alene. Efter de 2 uger har vi været sammen og sovet sammen hver eneste dag, når jeg har været hjemme og så tit som muligt efter jeg er droppet ud af skolen. Vi opfører os stadig som om vi er kærester (holder i hånden, kysser, fortæller hinanden at vi elsker hinanden, har sex, er med til familie hygge osv), men samtidig så føler jeg ikke at han er ligeså dedikieret På vores forhold, som han var i starten (i starten virkede det til at han var mere glad for mig, end jeg var for ham) men måske føler jeg bsre det, fordi jeg nu selv er blevet endnu gladere for ham, og så kan jeg måske ikke helt mærke hvordan han har det så meget som jeg kunne i starten.

jeg ved han stadig er såret og ikke stoler helt på mig, for når jeg spørger ham om hvad vi er, siger han at han ikke vil være kærester med mig endnu efter det der skete, men jeg føler bare at han ikke gider mig, og jeg er ved at miste ham. jeg er kun blevet mere pg mere forelsket i ham og afhængig af ham. Jeg tænker konstant på ham, vil hele tiden være sammen med ham, stalker hans sociale medier selvom han aldrig ligger nye ting op, snakker med mine veninder og min mor om ham. jeg er bare så utrolig bange for at miste ham. at han finder en ny, at han ikke kan holde ud at jeg kyssede med ham der, at han bliver træt af at jeg konstant vil være sammen ham eller noget helt andet. Jeg er jaloux på at han er så gode venner med sin bedste veninde (hun ligger over mig på hans bedste-venne liste på snapchat, hvilket betyder at han skriver mere med hende end med mig), selvom jeg godt ved, at de bare er gode venner. Jeg går vildt meget op i og overtænker, at han ikke har mig som baggrund, at jeg ikke har et hjerte efter mit navn på Snapchat og messenger og at han ikke altid svarer mig når han er aktiv. Jeg ved godt det er små ting, men det gør mig bare virkelig bange...

Jeg har fortalt ham om hvordan jeg har det, men synes ikke rigtigt det har hjulpet noget.

Hvorfor er jeg så bange for at miste ham komstant, og hvorfor går jeg så meget op i små nærmest ligegyldige ting? Hvorfor vil han ikke have titlen "kærester" selvom vi opfører os som om vi er? Hvorfor er jeg så afhængig af ham? Er han stadig så såret over det der skete, at det stadig påvirker ham og vores forhold? og til sidst er det bare mig der overtænker det hele og er bange eller vil han mig rent faktisk ikke?

Undskyld for den lange og lidt forvirrende besked, men ville helst bare forklare vores historie ordentligt. 

Kh den forelskede men bange pige.