Kære du,

Tak fordi du skriver herind. Jeg tror, at rigtig mange, som har det som dig, har oplevet at være helt vildt nervøs for, hvordan ens omverden vil reagere, og om man vil blive taget seriøst, når man springer ud. 

At være transkønnet og føle sig som et andet køn, end det man er tildelt ved fødslen, handler ikke om, om man som lille har leget med dukker eller opført sig som en pige. Det er en følelse indeni, hvor man oplever sig selv som et andet køn end ens biologiske køn. Nogle transkønnede har haft dén følelse lige siden, de kan huske, og for andre kommer det senere i livet - uanset hvad er det lige ægte og skal tages seriøst. Jeg er ked af at høre, at dine forældre tænker sådan, som du fortæller. Måske ved de ikke så meget om at være transkønnet, og ved derfor ikke, hvad det betyder sådan helt generelt, men også for dig. Hvis du har mod på det, tænker jeg, at det kunne være godt med en snak med dem om det, hvor I sætter jer ned i en stund, hvor der er god tid. Det er rigtig vigtigt at have god støtte fra ens familie og venner, når man står overfor sådan en stor ændring i sit liv, som det at springe ud som transkønnet er. Hvis du synes, det er for svært at skulle snakke med dine forældre om det, kan du også skrive et brev, hvor du fortæller om, hvordan du har det, og hvad du ønsker fra dem. På den måde bliver det forhåbentlig mere tydeligt for dem, at det her er noget, de skal tage seriøst. Jeg tænker ikke, at det er dine forældre som bestemmer, hvordan du f.eks. skal tiltales. Du er 15 år, og dine pronomener (han, hun, den, de osv.) er noget, du selv kan bestemme. Du kan ikke bestemme over dine forældre, og at de skal bruge dem og dit valgte navn, men du har ret og lov til selv at bruge det. 

Jeg er glad for at høre, at du har nogle rigtig gode og støttende veninder. Det er som sagt rigtig vigtigt. Du skriver, at du er nervøs for, hvordan dine venner vil reagere, og det kan jeg godt forstå. Jeg tænker, at hvis det er nogle gode venner, så vil de lytte til dig, acceptere og forstå, hvorfor du gerne vil kaldes Alberte og tiltales som hun. Her tænker jeg også, at det er vigtigt at give dem tid til at reagere og forstå. Måske har de nogle spørgsmål, men uanset hvad, så kan du fortælle dem, hvad det er det betyder for dig og sige, at de kan komme til dig, hvis de får nogle spørgsmål til det, eller der er noget, de gerne vil vide. Det kan godt være, at du vil møde nogle negative reaktioner, eller nogle reaktioner fra nogen, som ikke forstår, hvad det går ud på og som vil være kritiske og sige deres mening om det. Hvis det sker, så vil jeg råde dig til at holde fast i dig selv og huske på, at det allervigtigste er, at DU er glad, og at DU lever sådan, som DU gerne vil. Ofte handler sådan nogle negative reaktioner mere om dem, som har dem, end dem som de er rettet mod. Og hvis det ikke er nogle af dine gode venner, kan du prøve at se, om du kan distancere dig fra dem og det, de siger. Hvis der skulle være nogle af dine venner, som ikke gider dig, fordi du er transkønnet - så er de for det første ikke gode venner, og for det andet ikke værd at bruge mere tid på. Gode venner støtter en, accepterer en og hjælper en til at være mest mulig glad for sig selv. Måske kunne det være rart for dig at tale med andre unge, som har prøvet at springe ud som transkønnet. I så fald linker jeg lige til LGBT+ Danmarks side for unge lige her. De har også en rådgivning. Og ellers er der også ung-til-ung her i Cyberhus, som du finder her. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste herfra.

Venlige hilsner

Jeanette